Han kunne fikse mange ting

Han kunne fikse mange ting
Kent Elleby – som mange vil huske ham med hat og pibe. Privatfoto
MINDEORD | Lørdag 2. december 2023 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Lørdag 2. december 2023 • 19:00

Kent Elleby, Skrubbekrak, havde et aktivt liv.

Kent Elleby, Skrubbekrak i Klemensker, er død. Han blev 74 år.

Han voksede op ved Klemensker Plantage, hvor faren var skovløber. Han var den næstyngste af otte søskende.

Kent Elleby gik i skole i Rø, var som ung ude at tjene på gårde og aftjente sin værnepligt.

Han blev ansat på Shell i Allinge og købte derefter Strandvejens Autoværksted i Allinge – sammen med Mogens Sonne og Ajly Kofoed. De solgte i 2005 virksomheden til Ellen og Flemming Blem-Jensen. Kent fortsatte med at arbejde på værkstedet, indtil han gik på pension i 2014.

Kent Elleby spillede i sin ungdom meget håndbold og fodbold, hvor han var back på ASG’s bedste hold.

Han boede i Allinge med sin første hustru, indtil de flyttede til Skrubbekrak. De blev skilt, hvorefter Kent Elleby lærte Else Marie at kende for cirka 30 år siden, og hun flyttede ind på ejendommen.

– Der har altid været krudt i rumpen på den mand, fortæller Else Marie Elleby.

Blev havemand

Kent Elleby levede således et meget aktivt pensionistliv:

– Så var der en, der gerne ville have slået græs. Det kunne han jo godt. Så var det en anden, der gerne ville have klippet hæk. Det bredte sig, og han blev havemand rundt omkring på nordlandet og andre steder på øen, og om vinteren var han ude at fælde træer og flise.

– Landstedet herhjemme skulle også holdes, haven og de to sommerlejligheder. Han gik op i, at det skulle se ordentligt ud. Skoven og vildtet skulle plejes, og han var en ivrig jæger.

– Han kendte mange mennesker, blandt andet fra værkstedet, så det skete, at nogen kom for at få fikset noget på bilen, og Kent sagde ikke nej.

– Selv til sidst, da han var dårlig, var han ude at hjælpe folk. Han havde nogle aftaler, og de skulle holdes, fortæller Else Marie Elleby.

Kent Elleby efterlader sig hustruen Else Marie, fire børn (to egne og to bonusbørn) samt i alt ni børnebørn og to oldebørn.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT