Han fik i 1987 tilkendt førtidspension, idet han pådrog sig alvorlig høreskade, der medførte en kraftig tinnitus. Forinden var han blevet skilt fra Birgit (han holdt dog forbindelsen indtil hans død).
Retur til Bornholm
Benny Christensen mødte Anita, som han flyttede sammen med. De boede i en periode i en tjenestebolig i Rigensgade nær Nyboder, før de besluttede sig for at flytte til Bornholm, hvor han kunne være tættere på børnene. De bosatte sig på landet og anskaffede sig to store schæferhunde.
Idrætten var en stor del af Benny Christensens liv. I hans egen aktive karriere var det især i fægtning, han udmærkede sig. Han har været på såvel det civile som militære landshold i fægtning, og han har vundet 15 individuelle militære danske mesterskaber på kårde og fleuret samt et antal andre medaljer. Han var i en årrække landstræner og holdleder for det militære fægtelandshold.
Benny Christensen var involveret i flere idrætsgrene, og han har blandt andet været fysisk træner i en roklub.