Dødsfald: Hun havde et langt og omskifteligt liv

Dødsfald: Hun havde et langt og omskifteligt liv
Bente Bojesen-Koefoed fotograferet for to år siden sammen med to af de mange oldebørn, Hubert og Flora. Privatfoto
NEKROLOG | Mandag 2. januar 2023 • 07:45
Holger Larsen
Journalist
NEKROLOG | Mandag 2. januar 2023 • 07:45

Bente Merete Bojesen-Koefoed blev næsten 100 år.


Bente Merete Bojesen-Koefoed, Rønne, er død, syv uger før hun ville være fyldt 100 år.

Bente Bojesen-Koefoed var datter af Edele Margrethe og Albert Marius Hald, der kom til Bornholm i starten af 1900-tallet, da han blev udnævnt til overlæge på sygehuset.

Hendes forældre mødte hinanden, da Albert Lund var fødselslæge ved Gunnar Seidenfadens fødsel. Her var Edele Margrethe der for at hjælpe sin kusine, Gunnar Seidenfadens mor.

Netop Gunnar Seidenfaden kom senere til at spille en vigtig rolle i Bente Bojesen-Koefoeds liv. Det fortæller hendes søn, Jørgen Bojesen-Koefoed på vegne af de fem søskende.

Bente Bojesen-Koefoeds far døde, da hun var 12, og moren, da Bente var 19 år, lige før hun blev student. Da hendes søskende – en søster og en bror – var noget ældre, var hun lidt alene i verden og blev taget under vingerne af apoteker Jørgensen i Rønne.

Bente Bojesen-Koefoed blev kontoruddannet og vendte efter en periode i København tilbage til Bornholm og mødte Jørgen Bojesen-Koefoed, som hun blev gift med i 1945. Hans far, der også hed Jørgen Bojesen-Koefoed, havde en sagførervirksomhed, som sønnen overtog.

Bente Bojesen-Koefoed var meget glad for sin svigerfamilie og sin svigermor, der trådte i stedet for den mor, hun ikke længere havde.

– Mine forældre havde mange gode år sammen, hvor vores far drev sin sagførervirksomhed med vores mor som uundværlig støtte, indtil han i en alt for ung alder blev ramt af svær sygdom, der gjorde ham stadig mere handikappet de sidste 15 år af hans liv, fortæller sønnen.

Landsretssagfører Jørgen Bojesen-Koefoed døde i 1992.

Gunnar Seidenfaden

Bente Bojesen-Koefoed havde efter sin mands død nogle gode år med Gunnar Seidenfaden, der var blevet enkemand og boede i Nordsjælland. Han døde i 2001.

Han var ekspeditionsmand, diplomat og botaniker og havde blandt andet været dansk ambassadør i Thailand og Sovjetunionen.

Bente Bojesen-Koefoed boede helt fra 1959 i det samme hus i Storegade i Rønne.

Hun holdt meget af at læse, med katten på skødet, og på flere sprog – både dansk, engelsk og fransk. Det plagede hende derfor, at hendes syn til slut blev så dårligt. Hun elskede også at gå og nusse i haven. Hun havde det godt næsten til det sidste. Hun faldt og brækkede benet, blev opereret og kom til genoptræning på Sønderbo, som familien kalder et fantastisk sted. Men det gik ned ad bakke, og hun døde den 14. december.

Bombardementet

– Hun havde et stilfærdigt og mildt væsen, men havde skarpe meninger om mange ting.

– Hun havde et langt og omskifteligt liv, hvor hun også oplevede bombardementet af Rønne på tætteste hold og sammen med sin svigerfamilie blev evakueret til Tornegård mellem Rønne og Hasle. Det var en begivenhed, hun tit vendte tilbage til. Hun har skrevet meget ned fra den tid, og det er blevet bevaret, siger Jørgen Bojesen-Koefoed.

Bente Bojesen-Koefoed efterlader sig fem børn – Annelise, Kirsten, Inger, Susanne og Jørgen – og et større antal børnebørn og oldebørn.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT