Dødsfald: Han skabte et populært bibliotek

Dødsfald: Han skabte et populært bibliotek
Jesper Fink blev 73 år. Privatfoto
Onsdag 26. oktober 2022 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
Onsdag 26. oktober 2022 • 15:30

Jesper Fink, der fik opgaven med at etablere Nexø Bibliotek, er død, 73 år.


Tidligere leder af Nexø Bibliotek, Jesper Fink, er død. Han blev 73 år.

Jesper Fink var søn af Else og Kristen Fink, der kom til Bornholm som ung arkitekt efter 2. Verdenskrig for at være med til at genopbygge Rønne og Nexø efter det sovjetiske bombardement.

– Jesper blev født den 10. januar 1949, og som han selv har fortalt det, var det bag et forhæng til hans fars tegnestue, siger Jesper Finks enke, Dorthe Fink.

Jesper Fink elskede teknik. Da han var ung, handlede det om knallerter og alt andet, der kunne skilles ad og sættes sammen igen. Da han var blevet student i 1969, flyttede han over for at blive edb-operatør på Datacentralen. Han fremstillede i en periode iskort på DMI. Senere introducerede han brugerne af Nexø Bibliotek for den nye computerverden. Da han blev ramt af Parkinsons sygdom, udviklede han træningscykler til brug for parkinsonpatienter, som han har fortalt om i Parkinsonforeningen.

– Når vi tog på ferie i de senere år, havde han en lille træningscykel med, fortæller Dorthe Fink.

Den helt store hobby var at fotografere, og Dorthe Fink fortæller, at Jesper Fink inden sin død fik indscannet 5.000 diasbilleder, så de nu også findes digitalt.

– Jesper var en dygtig fotograf, og han har arbejdet som fotolærer i ungdomsskolen. Men han kunne ikke leve af at fotografere. Han måtte have sig en uddannelse, og han blev i 1978 uddannet som bibliotekar, og senere efteruddannede han sig som børnebibliotekar, fortæller Dorthe Fink.

Nexø i stedet for Zambia

Jesper Fink arbejdede som børnebibliotekar i Glumsø på Sjælland, da der i 1985 blev opslået en stilling som leder af et nyt bibliotek i Nexø, hvor man ville opprioritere området.

– Det var meningen, at vi skulle til et job i Zambia, men det smuttede for os. Så sagde jeg til Jesper: "Skal vi ikke bare tage til Bornholm et par år, hvor du bygger det bibliotek op", fortæller Dorthe Fink.

Jesper Fink kom til at arbejde i det bornholmske biblioteksvæsen fra 1985 til 2012, da han gik på pension på grund af sygdom. I de første mange år var han leder af Nexø Bibliotek. Senere da kommunerne var lagt sammen, var han udviklingschef i det bornholmske biblioteksvæsen.

Det var travle år med opbygningen af et nyt bibliotek, hvor Jesper Fink tog mange nye initiativer og fik lokket nexøboerne indenfor. Dorthe Fink siger, at der skete vildt meget i de år og nævner nogle af højdepunkterne:

– Han fik skabt et børnebibliotek, som var meget velbesøgt, og en datastue, som blev så populær, at man skulle bestille tid. Han etablerede et udstillingslokale, hvor der også har været mange foredrag. Der blev etableret en Martin Andersen Nexø mindesamling på biblioteket, og turister kunne gå i Pelle Erobrerens fodspor, og Jesper var med til at etablere Martin Andersen Nexøs Mindestuer. Dorthe Fink nævner også, at Jesper Fink var med til at opfinde begrebet den flydende bogbestand, hvor man flyttede bøger rundt mellem bibliotekerne i forhold til lånernes efterspørgsel.

Lidt af en nørd

Jesper Fink læste i moden alder en bachelor i kommunikation, da RUC etablerede en forlagt uddannelse i kommunikation på Bornholm.

– Det har altid kendetegnet ham, at der blev bygget ny viden på, og så kunne han formidle og gøre folk nysgerrige efter at lære ting på nye måder, siger Dorthe Fink og tilføjer:

– Jesper har virkelig været en nørd på mange områder. Men jeg mindes ikke rigtig nogen, der har været sure på Jesper. Jo måske nogle, der har været irriterede over, at han kunne være lang tid om at svare på et spørgsmål. Men hans forklaring var altid: Det er jo fordi, jeg tænker...

Da Dorthe og Jesper Fink flyttede til Bornholm, bosatte de sig i Aarsdale. Senere flyttede de på landet i Bodilsker:

– Det var et landssted, som vi renoverede igennem årene. Det var vores paradis. Men det var ikke egnet til hverken rollator eller kørestol. Vi flyttede til Lyngby i 2017 for at være tættere på børn og børnebørn. Men da vi i efterårsferien 2021 var på ferie i hjemstavnsbyen i Svaneke, erklærede Jesper, at han ville flytte tilbage til Bornholm. Vi flyttede ind i en bolig på havnen i Tejn i februar i år, og her fik Jesper alt det, han gerne ville have. Han kunne komme ud med sin kørestol og få frisk luft, siger Dorthe Fink.

Eventyrere

– Vi har altid været eventyrere, og der var en masse, vi skulle nå, inden det blev for slemt med Jespers sygdom. Vi har både været på ishotellet i Kiruna og sejlet med Hurtigruten langs Norges kyst. Vi har nået mange ting, og der var kun én rejse, vi blev nødt til at afbestille, siger Dorthe Fink.

Jesper Fink efterlader sig hustruen Dorthe, som han nåede at være sammen med i 47 år, tre børn og fire børnebørn.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT