Dødsfald: Et utroligt aktivt menneske

Søren R. Wolff, blandt meget andet tidligere chefredaktør på Dagbladet Bornholmeren, har skrevet følgende mindeord i anledning af Willy Mogensens død.

Han kom som en hvirvelvind ind på redaktionen og hilste på og fortalte, at han hed Willy Mogensen og var ny på kontoret på Bornholmeren.

Jeg kom ved dette første indtryk til at give ham et øgenavn, han vist aldrig var helt tilfreds med: Willy Skræk. Det var, fordi jeg kom til at tænke på to forskellige tegneserier fra min barndom. Den ene hed Willy på Eventyr og den anden var nok Skipper Skræk. Hvordan jeg fik dem sammenlignet og forvekslet, kan jeg ikke huske, da jeg ikke er den store fan af tegneserier. Men Willy i den nævnte tegneserie havde lyst hår ligesom vores Willy. Og øgenavnet, der ikke var ondt ment, kom til at hænge på Willy Mogensen. Min gode, gamle ven fra både Bornholmeren og privatlivet.

Vi blev hurtigt gode venner. Og når jeg nu skal skrive mindeord om ham, så ved jeg faktisk ikke så meget om ham, fra før han blev ansat på Bornholmeren. Jo, han var elev i Colbergs Boghandel.

Og da han blev ansat på avisen, har det været kloge folk, der traf valget. Han viste sig at være en fremragende sælger, da han kom til os en gang i anden halvdel af 60’erne.

Han viste sig også at være god til at fæste ord fra skrivemaskinen til papir, og derfor blev han allerede tidligt min afløser som referent fra Bornholms Travbane. Senere udviklede han sig til at være en ekspert i trav, og da Bornholmeren blev lukket, er det forståeligt, at Bornholms Tidende headhuntede ham til at erstatte en anden ekspert, Thor Kristoffersen.

Jeg ved ikke, om jeg blev den indirekte årsag til, at han beskæftigede sig med travløb, men interessen blev så stor, at han og hans kone, Jette, købte en lille ejendom på Bjælkestensvej i Aakirkeby, hvor de begyndte at opdrætte travheste, og Willy tog licens, så han også kunne køre nogle af dem inde på verdens mindste travbane i Hareløkkerne.

Efter ikke så mange år på ejendommen her købte de en betydeligt større ejendom på Tingstedvejen, og her gik det slag i slag. Dels med at være fritidslandmand, dels med jobbet på Bornholmeren. Her opdrættede de fine travheste med efternavnet Solo, og flere af dem har gjort sig meget heldigt bemærket, ikke alene på Bornholm, men også på fremmede baner, blandt andet i Norge.

Udover de nævnte aktiviteter og støtte til hustruen, der drev en modebutik i gågaden i Rønne, engagerede Willy sig i fagforeningspolitik og var i en periode formand for HK-Bornholm.

Der var også tid til at være med til at opfostre to døtre og være en kærlig familiefar. Det var et utroligt aktivt menneske, der nu – alt for tidligt – er død, blot 74 år gammel.

Jeg har de bedste minder om Willy, som jeg ikke så så meget til, siden jeg forlod Bornholmeren i 1991, men vi holdt dog forbindelsen, selv om coronakrisen her til sidst gjorde det vanskeligere.

Jeg har de bedste minder om en god ven og kollega.

Æret være Willys minde!