SAAN-løberen Alex Mogensens store mål for sæsonen, en plads blandt de ti bedste 5.000 meter-tider i Danmark, blev indfriet, da Viking Atletik afviklede de bornholmske mesterskaber i 5.000 meter-løb.
Selv om Alex Mogensen løb solo stort set hele vejen, var han kun 15:04,71 minutter om at tilbagelægge de 12,5 runder på Rønne Stadion Nord. Med det resultat løb han sig ind på en ottendeplads på den nationale årsrangliste ifølge statletik.eu.
Alex Mogensens personlige rekord lyder på 14 minutter og 53 sekunder.
Alex Mogensen understregede også den gode form, da han placerede sig som nummer ni i DM i fem kilometer landevejsløb i Herning i tiden 15,01 minutter - en forbedring på seks sekunder af den personlige rekord.