– Som børn vidste vi altid, hvad vi skulle lave om tirsdagen og lørdagen. På travbanen, selvfølgelig. Ellers var vi at finde på Onsbæk Strand, hvor der altid var en dyst i gang om, hvem der blev dagens bocciamester. Som det store konkurrencemenneske han var, gik far op i det med liv og sjæl, og hvis det utænkelige skulle ske, at det ikke var ham, der løb af med sejren, så var der omkamp, husker døtrene Monika og Marion.
Onsdæk dannede også rammen om hans sølvbryllupsfest med hustruen Jette, hvor gæsterne var inviteret til velkomstdrink på stranden. Hvis ikke det havde blæst den dag, så havde sølvbrudeparret planlagt at gøre deres entré med faldskærm. Willy Mogensen nåede at fejre guldbryllup sidste sommer på Kæmpegård, men det var ikke det eneste, der er blevet fejret på gården i Tingsted. Der er blevet fejret indtil flere barnedåbe i årenes løb, når der var et nyt føl, der skulle msvmgives. Dåben foregik altid med den ene hånd på bogen De røde Heste af Morten Korch.
Da Bornholmeren lukkede i 1994, blev Willy Mogensen ansat hos faglig konsulent i HK, men måtte samtidig måtte stoppe som HK-formand, da det ikke var foreneligt med jobbet. Willy Mogensen afsluttede sit arbejdsliv som 67-årig som jobkonsulent i Bornholms Regionskommune.
Travskribent i 53 år
Skribentvirksomheden på travbanen blev indledt for 53 år siden, og pligtopfyldende som han var, meldte han meget sjældent afbud. Dog måtte han holde en pause, da Bornholmeren lukkede, og først da Bornholms Tidendes tilsvarende legende, Thor Kristoffersen, gik på pension, vendte Willy Mogensen tilbage til travjournalistikken med kyndige tips til spillerne, saglige referater og levende portrætartikler uden for travsæsonen.