Fortællekoncert om kendt kunstnerpar

NOTITS | 4. JAN 2025 • 18:47
NOTITS
4. JAN 2025 • 18:47

Teaterforeningen Bornholm skyder 2025 i gang med en unik fortællekoncert, der dykker ned i historien om et af Danmarks mest ikoniske kunstnerpar: billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen og komponisten Carl Nielsen. Det sker på Rønne Theaters caféscene.


Forestillingen Ræk mig din hånd tager publikum med på en poetisk rejse ind i parrets liv, hvor kunsten og kærligheden konstant balancerede på en knivsæg. Anne Marie kæmpede for at udleve sit kunstneriske talent i en tid, hvor kvinder sjældent arbejdede uden for hjemmet, mens Carl Nielsen støttede hende ved at blive hos børnene.

Forestillingen kombinerer Maria Junghans’ fortælling med musik inspireret af Carl Nielsens værker, fremført af Carolina Leedo på tværfløjte og Mikkel Egelund Nielsen på klassisk guitar.

Den sætter også fokus på kvindefrigørelsen og kampen for anerkendelse i en mandsdomineret kunstverden. Anne Marie Carl Nielsens kompromisløse dedikation til sit håndværk har efterladt sig varige spor, blandt andet i form af rytterstatuen på Christiansborg Ridebane.

Der er to forestillinger onsdag den 8. januar. Efter den anden er der mulighed for at deltage i en samtale med Maria Junghans og musikerne, hvor publikum kan diskutere kunstens vilkår dengang og nu.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT