Vil sikre Østersøen mod udslip fra vrag og bomber

NYHED | 28. OKT 2024 • 13:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
28. OKT 2024 • 13:00

Polsk akademi vil med støtte fra EU udvikle metoder til at fjerne forurening fra 2. verdenskrig.


Med støtte fra EU-programmet Interreg South Baltic vil Polen rydde op i gamle vrag og bomber for at forebygge, at der siver skadelige kemikalier ud i Østersøen. Projektet har været på tegnebrættet længe, og i sidste uge var der officiel underskriftsceremoni i Gdansk.

Projektet hedder Baltwreck og vil blive gennemført i samarbejde mellem Polen og fire andre østersølande, deriblandt Danmark. I spidsen for det står professor Adam Cenian fra det polske videnskabsakademi PAN.

Afsættet for Baltwreck er især de vrag og den ammunition fra 2. verdenskrig, der ligger på havbunden i den sydlige del af Østersøen. Derfra kan der i nær fremtid forekomme en storstilet havforurening i form af frigivelse af store mængder farlige kemikalier. Det vil føre til økologiske katastrofer, der skader sundheden, turismen og økonomien i området, fremgår det.

Brug af bakterier


Det fremgår, at der i Polen og andre af regionens lande er en voksende bevidsthed om efterladenskaber fra 2. verdenskrig, der ligger i farvandet ud for flere lande. De såkaldte ammunitionskirkegårde er en alvorlig trussel mod Østersøen, da de er fulde af giftige stoffer i små, gamle beholdere. Det vil sige, at de kan begynde at lække når som helst.

Med penge fra EU og den polske regering vil det polske videnskabsakademi udvikle teknologier, der kan klare opgaven, som der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkelig viden til at løse.

Der findes teknikker og metoder til behandling af kemisk forurenet overfladevand, men der er begrænset viden om, hvordan man afhjælper udsivning under vandet, for eksempel fra vrag på havbunden. Teknologierne findes ikke på markedet, og det er ikke bare et spørgsmål om at kopiere dem fra overfladen, der er baseret på fysisk og kemisk behandling.

Under vandet skal man i dag fjerne forureningen fysisk, hvilket er bekosteligt, og derfor skal Baltwreck undersøge muligheden for at udvikle nye mikrobielle metoder, hvor man bruger bakterier til at fjerne den skadelige kemikalier.

FÅ ABONNEMENT