"Dette var et chok. Ikke kun i Borgerenergifællesskabet, men også for mere etablerede aktører i branchen. På det tidspunkt var bestyrelsens, og andres, vurdering da også, at vi måtte gå ud fra, at bero-stillingen ville være midlertidig, og at døren igen ville blive åbnet, omend dette kunne risikere at være i en let ændret form. Snarere end at stoppe vores arbejde, valgte vi derfor, lige som mange andre projektudviklere, at fortsætte indsatsen ufortrødent i tiltro til, at den regering, der blev valgt på højt besungne klimaløfter, ville finde en løsning for åben dør-ordningen, der ville kunne hjælpe den til at nå sine klimamål," lød det i beretningen.
Projektet fortsatte
Bornholms Havvind holdt derfor fanen højt, og to interessentselskaber, som man kaldte søsterorganisationer, blev stiftet som uafhængige initiativer for at gøre det muligt for borgere og virksomheder at investere i sagen for til gengæld at modtage et finansielt afkast.
Umiddelbart derefter gik Bornholms Havvind sammen med Nexø Havn og Energi Øst om sammen at konstituere sig i Udviklingskonsortiet Bornholms Havvind. Her har større offentlige og private virksomheder mulighed for at investere i projektet.