Han har hæftet sig ved, at fartøjet blandt andet navigerede til Tromsø og derefter i flere dage lå for anker ved Andøya, hvor der ligger en strategisk vigtig NATO-base.
– Det er påfaldende og tankevækkende, hvordan Ruby har sejlet rundt til strategisk vigtige steder i Nordnorge, siger Jacob Kaarsbo, der mener at det er bekymrende, at det skadede fartøj med den farlige last nu formentlig skal gennemsejle dansk farvand:
– Det kan jo gå galt. Der er ingen, der siger, at det vil gå galt, men hvis det gør, kan det blive rigtig slemt, siger han til Information.
Skader på skrog, ror og skrue
Ruby var i slutningen af august på vej mod Las Palmas på Mallorca efter at have taget lasten af kemikalier ombord i den russiske havn Kandalaksha, der ligger på Kolahalvøen nær Murmansk. Ved udsejlingen fra havnen grundstødte fartøjet ifølge den skadesrapport, som fartøjet senere indleverede til norske myndigheder.