Hos borgerforeningen er der frustration over, at politikerne ikke langt tidligere i processen har truffet de beslutninger, der kunne give beboerne omkring landanlægget vished om fremtiden og de økonomiske udsigter.
– Lige siden man startede, og vi blev præsenteret for planerne på Green Solution House (i november 2021, red.), har man vidst, hvor det skulle ligge, og hvad omfanget ville blive. Det er ren sjusk, at man ikke er kommet længere med sagen, siger Fridrik Adamsson.
'En anerkendelse'
Lea Wermelin, der som Socialdemokratiets klima- og energiordfører skal deltage i forhandlingerne, fortæller, at det er usikkert, hvor længe forhandlingerne vil stå på. Hun mener, at bornholmerne bør se det som et plus, at spørgsmålet om eventuel kompensation bliver nævnt i udbudsaftalen.
– Det at det direkte står i aftaleteksten, synes jeg også, er en anerkendelse af Bornholm, sagde hun i sidste uge, hvor også Jacob Trøst (K) hæftede sig ved det positive i afsnittet i aftalen.