Frøernes forunderlige verden

Træd ind i frøernes og tudsernes verden, og lær meget mere om de små ældgamle skabninger.

I en alder af 14 år så jeg ved Skelsmyre overfor Bornholms Lufthavn en ældre mand med en frø i hånden. Naturligvis spurgte jeg ham, hvad han lavede.

Manden fortalte, at hans navn var Arne Larsen, og han var på arbejde med at studere frøer. Jeg havde godt læst om manden, man kaldte ”Pugge Lars”, men tænkte lidt over, hvor dejligt det kunne være at arbejde ude i naturen. Dengang vidste jeg ikke, at jeg selv mange år efter også havde naturen som arbejde.

Forbløffende padder

Der har levet frøer på jorden siden dinosaurernes tid. Der er i dag fundet 3500 forskellige arter af frøer og tudser på jorden, bortset fra Antarktisk findes de overalt.

Frøer og tudser hører til en gruppe af hvirveldyr, der kaldes padder, hertil hører også de spændende salamandre. Af Danmarks 14 arter af padder findes de ni også på Bornholm. Det er halepadderne, lille og stor vandsalamander samt skrubtudse, strandtudse, grønbroget tudse og springpadderne grønfrø, latterfrø, løvfrø og brun springfrø.

Et eventyrligt liv

Den grønne frø har et eventyrligt liv. Den begynder i vandet som et ud af tusind æg i en geleagtig klump. De udklækkes som haletudser med gæller ligesom fisk, og svømmer rundt i vandet, hvor de lever som vegetarer af planter og alger. Senere ændres kroppen, benene erstatter halen og lungerne gællerne. En skønne dag er den lille haletudse blevet en grøn frø med lunger, der æder alt, hvad der bevæger sig.

Grøn frø er meget almindelig i de fleste bornholmske moser. Foto: Søren P. Sillehoved

Skind og ben

Frøer og tudser er hvirveldyr, dyr med en rygrad og skelet. Alle dyr med rygrad kan føre deres forfædre tilbage til de tidligste padder.

Der er også paddeforfædre i menneskets stamtræ. Frøer og tudsers skelet indeholder meget brusk. Brusken kan sammenlignes med en sej elastik, der gør dem meget fleksible i deres bevægelser. De har et fladt hoved og krop, men ingen hals og hale. Deres bagben er længere end forbenene, så de er enten gode svømmere eller springer langt. Det slimede skind på kroppen er vigtigt for frøer og tudsers overlevelse, det er så tyndt, at de både kan ånde og optage vand med maveskindet. Slimen produceres af små kirtler på kroppen. Måske er den årsag til at mange mennesker synes, at frøer er ulækre.

Skrubtudsers slim er giftigt. Deres haletudser er også giftige, så søens fisk spiser dem ikke. Mange tropiske pilegiftfrøer har en giftig slim, der kan dræbe mennesker.

Haletudser har gæller ligesom fisk. I vandet er de vegetarer, efter udviklingen til frøer eller tudser med lunger æder de alt det som kan bevæge sig. Foto: Søren P. Sillehoved

Frøens bevægelser

Frøer og tudser kan ikke bare hoppe, de kan også gå, kravle, svømme, springe og grave. Deres kropsdele har tilpasset sig deres miljø og livsstil. Nogle frøer har svømmehud mellem tæerne, løvfrøer har klistrede trædepuder der hjælper med at holde fast på grene og blade. Springfrøer har meget lange bagben, og vores egen brune springfrø kan springe over to meter. Det er langt for et lille dyr på fire-fem centimeter.

Den lille løvfrø er på størrelse med en valnød, uden for yngletiden opholder den sig i skovbryn findes ofte i brombærkrat. Foto: Søren P. Sillehoved

Frøer og tudsers farver

Alle frøer og tudser har farver der passer til deres omgivelser. Det kaldes camouflage. Skrubtudser gemmer sig i jorden og er brune.

Vores grønbroget tudse opholder sig ofte ved søer og vandpytter ved strandenge med farver, der passer omgivelserne. Den lille løvfrø kan skifte farve, men er ofte grøn, som de blade den opholder sig på, når den forlader yngledammen.

Tropernes giftfrøer har stærke kulører, for at advare fjenden, de gemmer sig ikke. Nogle frøer overvintrer på bunden af søen. Den brune frø overlever vinteren ved at gå i dvale under visne blade på skovbunden. En speciel frysevæske i blodet hindrer frøen at fryse ihjel. Den kan endda overleve en streng vinter indefrosset i en isklump.

Brun springfrø kan overleve vinteren inde i en klump is, den har frysevæske i blodet. Foto: Søren P. Sillehoved

Så er der mad

Frøers tunge sidder fast på forsiden af munden, belagt på undersiden med klistret slim. Der er masser af mad på deres spisekort alt efter størrelsen.

Myrer, biller, snegle, regnorme, edderkopper, slanger, mus og småfugle. Men kun det som kan bevæge sig, da det er dyrets bevægelse de reagerer på.

Kærlighedssange

Når det er tid til parring, skal frøer finde en mage, og hannerne lokker hunnerne med bestemte lyde, der veksler fra art til art.

Den bornholmske grønbrogede tudse laver en fløjtende trille. Strandtudser har en snerrende vedvarende stemme, næsten som lyden af et elektrisk bor mod en hård stenmur. Skubtudser kvækker sjældent. Løvfrøerne stemmer er nogle kraftige ”række, række, række” som på lang afstande lyder som en flok ænder. Springfrøens stemme er en svag klukkende tøffen, næsten ligesom en fjern fiskekutter. Grønne frøer har meget vidt lydende kvækken både dag og nat. Den store latterfrø har en stemme der ligner de grønne frøer, men grovere i tonen og minder om en brægende latter.

Både frøer og tudser parrer sig normalt i vand. Bagefter lægges æggene der befrugtes af hannen. Tudsers æg ligner sorte perler på en lang snor. Frøernes æg ligger beskyttede af en geleagtig klump. Bagefter må æg og yngel klare sig selv.

En klump sexhungrende han tudser i kamp om den udvalgte hun tudse. Foto: Søren P. Sillehoved

Status på bornholmske frøer

Grønbroget tudse yngler mange steder på øen i vandpytterne langs klippekysten. Der lever mange strandtudser i de våde sumpe ved Dueodde. Springfrø er en sydlig art der har sin nordlige grænse i Danmark og Sydsverige.

Den er almindelig på Bornholm. Den valnøddestore løvfrø var på nippet til at forsvinde fra Bornholm, men en stor indsat med at skabe gode ynglesteder har reddet den. I dag kan den høres mange steder i lyse nætter i maj og juni. Efter yngletiden opholder løvfrøen sig i skoven eller grøftekanterne brombærkrat.

Den grønne frø og latterfrøen

Den grønne frø er opstået som en krydsning mellem latterfrøen og den kortbenede grønne frø, der ikke findes i Danmark. Her på Bornholm findes rene grønne frøer.

De grønne frøer findes overalt på Bornholm og Christiansø. Den store østlige latterfrø ikke findes naturligt i Danmark, til gengæld er den i mange moser på Bornholm og Christiansø, hvor de har en meget forvirret forekomst.

På Vestbornholm har de bornholmske moser både hanner og hunner af latterfrøer.

På Østbornholm og Christiansø er der kun hunner. De må derfor parre sig med de små grønne frøer der kvækker fuldstændigt som en stor latterfrø. Afkommet burde derfor være enten eller, men er både og. Men de grønne hanfrøer laver to forskellige sædceller, den ene bliver til grønne frøers hanner, de andre til latter frøers hunner.

Den voksne skrubtudse er jordfarvet. Om dagen gemmer de sig ofte nede i jorden. Søren P. Sillehoved

Skrubtudser og prinser

Efter en guidet tur på Christiansø i regnvejr hvilede jeg mig ved kirken inden turen til Bornholm. Der myldrede med små skrubtudse-unger overalt. Samtidig kom en far gående med sin lille datter i hånden. Se tudserne sagde han og fortalte at man kan få en prins, hvis man kysser en tudse. Dertil svarede datteren "fuck dig" men gjorde det. I samme øjeblik kom prinsen gående op af trappen.

Se sagde faderen. "Der har du prinsen," hvorefter datteren svarede, at ham den tykke vil jeg ikke have. Det var prins Henrik, vores afdøde prinsegemal, netop ankommet med kongeskibet.

Fra haletudser i vand kravler den unge skrubtudse på land til et nyt liv. Foto: Søren P. Sillehoved