Døren er lukket, men lokal kamp for havvind fortsætter

NYHED | ABONNENT | 8. JUN 2023 • 15:30
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | ABONNENT
8. JUN 2023 • 15:30

Folkene bag Bornholms Havvind har ikke tabt troen på det lokalt ejede vindmølleprojekt, selvom energiministeriet onsdag meddelte, at alle på nær tre ansøgninger gennem åben dør-ordningen vil få afslag.

Mange danske vindmølleprojekter fik onsdag trukket stikket, da klima-, energi- og forsyningsministeriet meddelte, at alle på nær tre ansøgere vil få afslag.

Denne beslutning vil standse Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Ørsteds foreslåede parker øst for Bornholm, og umiddelbart vil afgørelsen også få betydning for Bornholms Havvind, der tidligere på året sendte en ansøgning til Energistyrelsen.

– Det er jo ikke vores ønskescenarie for Bornholms Havvind, siger forperson for initiativgruppen Helle Munk Ravnborg til Tidende.

– Ønskescenariet ville have været, at projekter, der opfylder åben dør-ordningen, sådan som den er tilrettelagt fra 1. juli 2022, fik lov til at gå videre, fordi det er i åben dør-ordningens ånd.

Folkene bag Bornholms Havvind har dog ikke opgivet håbet om, at den folkeejede havvindmøllepark, som de ønsker at opføre 5,5-8 kilometer øst for Nexø og Snogebæk, kan blive en del af en ny ordning, der netop er målrettet mindre vindmølleparker nærmere kysten med lokalt ejerskab.

Helle Munk Ravnborg hæfter sig ved, at der i aftalen står, at "regeringen er ved at afklare de nærmere rammer omkring åben dør-ordningen". Ud fra denne formulering og hvad hun ellers har hørt på de indre linjer, fastholder hun en tro på, at der kan kastes en livline til folkeejede bornholmske vindmøller.

– Der kan jo være behov for en nulstilling, og det er dét, jeg læser, at man lægger op til, siger hun.

I månederne inden åben dør-ordningen blev ændret sidste sommer, indsendte energiselskaber som CIP en række ansøgninger for at lægge beslag på så store havarealer som muligt.

Blandt projekterne, der kom ud af det blå, var to foreslåede parker á 1,5 gigawatt øst for Bornholm.

Vil stille Bornholm dårligt

Ifølge Helle Munk Ravnborg var intentionen bag den opdaterede ordning, at større projekter som CIP’s skal drives på kommercielle vilkår og i udbud, mens der fortsat skal være plads til de små, lokalt drevne projekter nærmere kysten. Helle Munk Ravnborg er spændt på at finde ud af, om dette princip stadig har politisk opbakning efter den megen polemik om åben dør-ordningen.

– Det står lidt uklart for mig, hvad man ønsker at gøre for kystnære projekter, siger hun.

– Hvis ikke åben dør-ordningen fortsætter – måske under et andet navn – så er der definitivt lukket for kystnære projekter. Det stiller jo landsdele og kommuner, som har kystmuligheder, men ikke landmuligheder – for eksempel Bornholm – rigtig dårligt i forhold til selv at tage initiativ til grøn energiproduktion.

Meldingen fra klima-, energi- og forsyningsministeriet om åben dør-ordningen kommer nu, fordi et bredt politisk flertal onsdag blev enige om en havplan, hvor der udlægges store havarealer til vedvarende energi. De tre åben dør-projekter (i Nordsøen, ved Samsø og Møn), som ikke modtager afslag og ifølge ministeriet "kandiderer til en evt. justeret åben dør-ordning", ligger i zoner til vedvarende energi. Det gælder dog ikke Bornholms Havvinds areal.

Hvilken betydning tillægger I, at det område øst for Nexø og Snogebæk, hvor I ønsker opstille møller, ikke har fået status som et område til vedvarende energi?

– Det har det jo aldrig haft. Forståelsen med Energistyrelsen har været, at man vil se på det. Jeg kan godt se, hvad der står i aftalen, og selvfølgelig er der mange hensyn, som skal afvejes inden en omklassificering, og det er også en del af en miljøforundersøgelse, siger Helle Munk Ravnborg.

Hvad bliver jeres tilgang nu? Vil I fortsætte arbejdet med at hverve medlemmer for fuld styrke, smider I håndklædet, eller er der en mellemløsning?

– Nu må vi lige afvente og selvfølgelig forsøge at gøre vores synspunkter gældende om rammerne for åben dør-ordningen, eller hvad den nu kommer til at hedde. Vi gør ikke så meget andet, før de rammer er på plads. Det ville være tosset, siger Helle Munk Ravnborg.

Fortrøstningsfuld om finansiering

Hun fortæller, at Bornholms Havvind, som initiativtagerne har arbejdet på i godt en håndfuld år, for øjeblikket "står et godt sted".

– Lige om lidt kunne vi gå i gang med vores forundersøgelser, hvis vi ellers kunne få tilladelse til det. Det vil vi også gøre opmærksom på over for ministeren og Energistyrelsen.

Er I også kommet tæt på økonomisk set?

– Ja, vi er ret fortrøstningsfulde omkring, at vi er ved at være der. Også mere fortrøstningsfulde end vi var for en måned siden, siger Helle Munk Ravnborg, som ikke vil fortælle om, hvad der har forbedret udsigten til at finde den nødvendige finansiering på cirka ti millioner kroner til de indledende undersøgelser.

Den samlede projektsum for parken med ni møller på til sammen 100 megawatt ventes at blive cirka 1,75 milliarder kroner. De seneste måneder har interesserede borgere, foreninger og virksomheder haft mulighed for at tilmelde sig et borgerenergifællesskab eller de vindmøllelaug, som Bornholms Havvind har stiftet, og samtidig tilkendegive, hvor mange andele man er interesseret i at købe.

Udbud og arealkonflikter

Bornholms Tidende stillede for nylig et par spørgsmål til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet om åben dør-ordningen og Bornholms Havvinds situation. I svaret understreges, at nye havvindområder fremover skal i udbud, hvilket ikke gælder den eksisterende åben dør-ordning.

"I en justeret ordning vil områderne skulle konkurrenceudsættes med henblik på at få sat en fair pris for havarealerne. Regeringen vil på det grundlag gå til EU-Kommissionen med det mål at skabe sikkerhed for de EU-retlige rammer om en ny model", skriver ministeriet.

Tidende: "Vil kystnære områder, der fortsat var omfattet af åben dør-ordningen efter 1. juli 2022, også skulle konkurrenceudsættes via udbud? Er det regeringens intention at fastholde en åben dør-ordning til kystnære havvindmølleprojekter uden udbud? Hvad er udsigterne til, at Bornholms Havvind kan få behandlet ansøgningen, så undersøgelsesprocessen kan sættes i gang?"

Skriftligt svar fra embedsværket: "Regeringen kigger på alle områder i forhold til den nye ordning. Der er dog nogle forhold, der skal være opfyldt. Et område skal bl.a. kunne udlægges til VE (vedvarende energi, red.) i havplanen, hvilket kræver fravær af uoverstigelige arealkonflikter med andre interesser på havet, for eksempel forsvar, natur og fiskeri. Regeringen er ved undersøge dette p.t."

Bornholms Havvinds område er ikke udlagt til vedvarende energi i havplanen, men befinder sig i den "generelle anvendelseszone" uden andre definerede interesser.

Hos Bornholms Havvind vil man foretrække, at projektet ikke skal i udbud, da en udbudsrunde blandt andet vil forsinke den grønne omstilling yderligere. Helle Munk Ravnborg påpeger, at den opdaterede åben dør-ordning fra 2022 allerede burde overholde EU’s statsstøtteregler.

– Det lovforberedende arbejde, man lavede sidste år, var i overensstemmelse med EU-ret, siger hun.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT