Bornholm kan noget særligt. Her er naturen tæt på, her kender vi vores naboer, og her tager vi ansvar for hinanden, skriver Sebastian Bloch Jensen. Foto: Andreas R. Soendberg
Af: Sebastian Bloch Jensen kandidat til kommunalbestyrelsen for SF
Hvad skal vi kræve af den?
Vi skal håbe på en kommunalbestyrelse, der lytter til hinanden, samarbejder og tør se ud over egne interesser. En kommunalbestyrelse, hvor beslutninger bliver truffet med blik for helheden – for både by og land, for unge og ældre, for de mennesker, der får vores hverdag til at hænge sammen.
Vi har brug for politikere, der går til arbejdet med ydmyghed, ordentlighed og en oprigtig kærlighed til Bornholm. Bornholm kan noget særligt. Her er naturen tæt på, her kender vi vores naboer, og her tager vi ansvar for hinanden.
Det er det, der skal være udgangspunktet for politikken. Det er håbet.
Hvad skal vi kræve?
Vi skal kræve en kommunalbestyrelse, der tør tænke langsigtet - en kommunalbestyrelse, der sætter klare mål for et Bornholm uden forurening – hvor havet og jorden behandles godt, og hvor vi skaber udvikling uden at ofre naturen.
Vi skal kræve flere uddannelser, så vores unge får mulighed for at blive og bygge deres fremtid her. Og vi skal kræve, at det bliver lettere at skabe og drive virksomheder, som både giver arbejde og som vil løse vores fælles udfordringer. Fremtiden skal bygges med omtanke, så Bornholm er det sted, vi ønsker vores børn skal kende bedst af alle steder.
Plads til nye kræfter
Jeg stiller op for SF, fordi jeg tror på, at Bornholm har brug for ny energi – ikke kun i form af godt samarbejde, men også med mod og nye idéer.
Vi har brug for en kommunalbestyrelse, der tør lytte, og som bærer på en sund arbejdskultur, der vil påvirke alle lag i BRK . Det er tid til at give plads til nye kræfter, som vil skabe retning og håb i en tid, hvor mange savner, at politik gør en reel forskel i hverdagen.
Hvis vi ønsker, at Bornholm skal bevæge sig fremad – mod et samfund med mere sammenhold, grønne løsninger og ægte trivsel – så skal vi stemme for det.
Jeg håber, du vil være med til at bringe ny energi til Bornholm ved kommunalvalget. Stem på os, der tror på fremtiden.