Sidste salgstale fra kandidaterne

Sidste salgstale fra kandidaterne
TOPNYHED | POLITIK | Lørdag 15. november 2025 • 05:30
TOPNYHED | POLITIK | Lørdag 15. november 2025 • 05:30

Er du i tvivl om, hvor krydset skal sættes på tirsdag? Tidende giver dig her en komplet guide over samtlige partier og kandidater ved kommunalvalget. 


Anne Thomas er spidskandidat for Socialdemokratiet. Foto: Marine Gastineau

A. Socialdemokratiet

Anne Thomas (spidskandidat)
Kasper Flygare
Ingrid Funch Jørgensen
Mads Randbøll Wolff
Ann Rubæk-Nielsen
Christian Faurholdt Jeppesen
Maria Fromseier Kjærgaard
Karen Lynn Jacobsen
Anne Jensen
Claus Larsen-Jensen
Dennis Jensen
Stig Lodberg
Erik Kryger
Kirsten Wendell
Niels Bertelsen
Henning A. Jensen

 

Valgprogram: 

Bornholm skal hænge økonomisk sammen – uanset befolkningstal. Udgifter stiger, skattegrundlaget er lavt, og befolkningen falder. Derfor skal pengene bruges fornuftigt, og nye indtægter skabes. Socialdemokratiet har fokus på, at grøn innovation og stærke virksomheder giver lokale arbejdspladser, højere lønninger og råd til daginstitutioner, skoler og plejehjem. Smidig sagsbehandling og tæt samarbejde mellem erhvervsliv og uddannelser gør Bornholm erhvervsvenlig og attraktiv for investeringer.

Børn og unge skal trives fra starten. Flere pladser i dagtilbud og skoler, tidlig indsats mod mistrivsel og stærke fællesskaber forebygger sociale problemer. Udeliv, bevægelse og praksisnær undervisning styrker læring og trivsel.

Natur og friluftsliv skal bruges aktivt og beskyttes. Flere forbindelser mellem by og natur, grønne byrum og samlingspunkter ved kyst og havne giver alle adgang til oplevelser, motion og fællesskab.

Seniorer skal have mulighed for et aktivt, selvstændigt liv. Flere fællesskaber, forebyggelse, mobilitet og seniorvenlige boliger forebygger ensomhed og sikrer livskvalitet. Medarbejdere i kommunen skal have tid til faglighed og omsorg gennem mindre administration og bedre arbejdsmiljø.

Klimasikring, robust forsyning og stærke fællesskaber skaber tryghed i en verden med flere kriser. Grøn omstilling, innovation og økonomisk ansvarlighed går hånd i hånd, så Bornholm forbliver et attraktivt sted for alle generationer.

Spidskandidatens salgstale:

Vi skal være bedre til ting, der betyder mest for familier: sundhed, skoler og aktiv fritid, for ellers vælger vores unge at slå rødder et andet sted.

Familier må ikke vente længe på støtte. Lærere og pædagoger står for ofte alene med bekymringer, når hjælp kræver lange henvisninger.

Grøn omstilling skal være en motor for vækst og lokale arbejdspladser. Vi skal have en kommune, der samarbejder i stedet for at sinke. Bornholm skal turde tænke offensivt og arbejde strategisk for at tiltrække nye virksomheder, investeringer og arbejdskraft. Når vi gør det lettere at drive virksomhed, skaber vi grundlaget for den velfærd, hele Bornholm bygger på.

Bornholm skal udvikles, så du trygt kan slå dig ned på øen. Uden politisk retning og samarbejde bliver det svært at planlægge en fremtid. Vi skal have lys i vinduerne og et foreningsliv, der summer af aktivitet. Byfornyelse skal styrke detailhandel og lokale mødesteder. Bopælspligten skal overholdes i de otte byer.

Bornholm har brug for samarbejde og klare prioriteringer – hen over midten.

Leif Olsens analyse: 
Man kan sige, at de har haft fire år til at genfinde sig selv.

Anne Thomas har placeret S som et midterparti uden de stærke meninger, som kan skræmme nogen. Derved mister de nok nogle vælgere, men giver også vælgere, der er usikre, en mulighed for at vælge S.

Desuden er ’bredt samarbejde’ en frase, som er tiltrækkende for mange mennesker – især efter de seneste fire år.

Endelig er deres opbakning til energiøen med tilhørende erhvervspark et stærkt element for vælgere i deres potentielle målgruppe omkring midten og lidt til højre.


Søren Brenøe er Radikale Venstres spidskandidat. Privatfoto


B. Radikale Venstre

Søren Brenøe (spidskandidat)
Kristian Kirk Mailand
João Møller
Laila Espersen
Matilde Lissau

Valgforbund med SF

 

Valgprogram: 

Radikale Venstre har et mål om en kommune i balance, hvor midlerne bruges klogt, og hvor overskuddet senere skal investeres i børn, velfærd og udvikling. Det kræver svære, men nødvendige prioriteringer nu – for at undgå indgreb udefra og sikre handlefrihed på sigt.

Et centralt mål er at tiltrække 500 ressourcestærke familier, som kan styrke økonomien og fællesskaberne. Bornholm skal være et sted, man vælger til: med tilgængelige boliger, fleksible jobmuligheder, bedre pendling og stærke lokale fællesskaber.

Kommunen skal drives mere effektivt – med mindre bureaukrati, bedre trivsel for medarbejderne og hurtigere sagsbehandling for borgere og virksomheder. Ressourcerne skal gå til kerneopgaver, ikke systemer.

Radikale Venstre vil gøre øen til foregangssted for klima og natur – med fokus på Energiø Bornholm, grønne arbejdspladser, sammenhængende naturområder og en ren østersø.

Sundhed og trivsel skal styrkes gennem forebyggelse, fællesskab og trygge rammer for fysisk aktivitet og mental velvære. Det handler om flere sunde år og færre unødige sygdomme.

Tryg og grøn mobilitet skal gøre det nemt at bevæge sig – til fods, på cykel og med offentlig transport. Flere cykelstier, lavere fart og stabile busruter skal give tryghed, bedre klima og stærkere fællesskaber.

Ældreplejen skal genvindes som et område med tid, varme og værdighed. Radikale Venstre vil forbedre arbejdsmiljøet, reducere bureaukratiet og sikre, at de svageste får mest hjælp.

Spidskandidatens salgstale:

Bornholm har brug for ærlighed, stabilitet og ansvar. Vores kommune står midt i en økonomisk krise, og vi kan ikke løse problemerne med lette løfter eller kortsigtede løsninger.

Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi kan skabe en kommune i balance – hvor vi prioriterer klogt, bruger pengene med omtanke og får råd til det, der virkelig betyder noget: børn, ældre, klima og fællesskab.

Vi skal genopbygge tilliden – både mellem politikere, medarbejdere og borgere – og vise, at vi kan samarbejde om Bornholms bedste. Bornholm skal være et sted, man vælger til, fordi her er tryghed, natur og fællesskab. Det kræver mod at sige nej til de nemme svar, men det kræver endnu mere mod at tage ansvar. Det vil vi gøre – for Bornholms skyld.

Leif Olsens analyse: 
Partiet har traditionelt haft det svært på Bornholm, og den landspolitiske tendens er også negativ.

Styrken er, at de har et kandidatfelt blandet af nye og erfarne kræfter med generelt stor faglig kompetence. De forsøger også at sætte sig ud over ’de dagligdags skænderier’ i kommunalbestyrelsen og ser fremad på de positive muligheder for Bornholm – en del vælgere vil jo netop gerne se fremad og ikke tilbage.


Christian Froberg Dahl, spidskandidat for Konservative. Pressefoto


C. Det Konservative Folkeparti

Christian Froberg Dahl (spidskandidat)
Linda Kofoed Persson
Torben Kofod Ager
Mark Palmquist
Christina Kofod Krönlein
Kristoffer Kromand
Peter Svarre Fridolf
Mogens Anneberg
Ralf Skovgaard
Flemming Sorth
Anders Møller

Valgforbund med Venstre, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti

 



Valgprogram: 

Det Konservative Folkeparti vil sikre balance gennem ansvar, samarbejde og konstruktive løsninger. Partiet fokuserer på børn, unge og udsatte, et stærkt erhvervsliv, natur og kultur, funktionel infrastruktur samt sikkerhed og tryghed.

Ældrepolitik handler om værdighed, selvbestemmelse og valgmuligheder, herunder friplejehjem og privat hospice. Handicap- og socialpolitik skal sætte mennesket før systemet, med fleksible ordninger som flexjob og sociale frikort.

Energiø Bornholm og tilhørende erhvervspark skal skabe nye jobs, kompetencer og bosætning, mens naturen beskyttes gennem grønne initiativer og frivilligt samarbejde med landbrug og lodsejere.

Kommunen skal drives effektivt, med digitalisering, færre administrative ressourcer, fokus på trivsel og sygefravær samt respekt for medarbejdernes faglighed. Infrastruktur skal fungere: stabile færger, flyrute med statsstøtte, BAT og flextrafik.

Konservative vil skabe et Bornholm i vækst, med velfærd, tryghed og balance, hvor børn trives, erhvervsliv blomstrer, naturen beskyttes, og alle borgere mødes med ansvar og respekt.

Spidskandidatens salgstale:

Bornholm skal fremad – og det kræver mod til forandring. I alt for mange år har øen været i stille afvikling, mens erhvervslivet er blevet svækket og skattegrundlaget udhulet. Det stopper nu. Vi skal føre en stærk erhvervspolitik, tiltrække flere virksomheder og skabe bedre vilkår for dem, der faktisk driver væksten – vores iværksættere og små og mellemstore virksomheder. Turismen kan ikke bære hele øen, og energiøen giver os en historisk mulighed for at styrke økonomien, hvis vi griber den med ordentlighed og borgerinddragelse.

Den politiske uro har undermineret styringen af kommunen. Konservative vil være den stabile kraft, der sikrer brede aftaler og langsigtede løsninger – under en blå borgmester.

Vi vil styrke ældreplejen, sikre en fagligt stærk og tryg folkeskole, give udsatte en bedre indsats og skabe flere boliger. Kommunens medarbejdere skal have bedre arbejdsvilkår og mindre bureaukrati. Samtidig skal vi udbygge fritidstilbud og styrke foreningslivet, så flere unge får et stærkt fællesskab.

Sammen kan vi skabe en stærkere, mere selvbærende ø for kommende generationer.

Leif Olsens analyse: 
Styrken er, at man stiller med et ret nyt hold kandidater, men med et solidt og kompetent ’anker’ i Linda Persson.

Partiet har talt meget om frivillighed og lokalt engagement, hvilket er vigtigt for mange potentielle vælgere. Det har man så kombineret med tale om social ansvarlighed over for eksempel børn udsatte børn med flere.

Grundlæggende kan man sige, at det er traditionel konservativ politik – man kan kalde det ’social-konservatisme’ – og det kan sagtens tiltrække flere vælgere end de konservative traditionelt har haft på Bornholm.


Søren Schow, spidskandidat for Bornholm 360. Foto: Frida Flinch


E. Bornholm 360

Søren Schow (spidskandidat)
Heidi Burgedahl


Valgprogram:

Navnet Bornholm 360 signalerer en helhedsorienteret tilgang: Partiet ser hele Bornholm og hele borgernes liv – fra barndom til alderdom – med fokus på dialog, resultater og sund fornuft.

Listen ønsker en effektiv kommune med smartere løsninger, bedre prioritering og mindre bureaukrati. Kommunen skal først og fremmest være borgernes serviceorgan og støtte private initiativer, hvor det giver mening, frem for at overtage opgaver, som kan løses bedre i samarbejde med erhvervslivet.

Børn og unge er en kerneværdi. Bornholm 360 vil sikre en skole med faglighed, trivsel og læringsglæde, samt gode fritidstilbud og stærke foreninger, som skaber trygge rammer. Ældre borgere skal have omsorg med hjerte og værdighed, hvor ressourcer frigøres til personlig og fleksibel pleje, og medarbejderne støttes frem for belastes.

Bornholm 360 tror på borgernes frihed og ansvar, men også på fællesskabet, når vi står sammen. Kommunen skal fremme initiativ, innovation og samarbejde og fungere som partner for borgere, foreninger og erhvervsliv.

Med erfarne og engagerede kandidater vil lokallisten skabe en kommune, der fungerer bedre for borgerne, giver børn en tryg start, ældre værdig pleje og understøtter private initiativer – alt sammen med respekt, samarbejde og frihed som fundament.

Spidskandidatens salgstale:

Bornholm fortjener en kommune, der tør tænke nyt og samtidig står fast på de værdier, der skaber stærke lokalsamfund. Derfor skal du stemme på Bornholm 360.

Vi arbejder for hele, selvstændige folkeskoler, hvor børn lærer, trives og får en nærværende skolestart tæt på deres hjem. Vi vil indføre en madskoleordning på alle folkeskoler, så alle elever får sund, varieret mad og bedre rammer for læring og fællesskab.

I ældreplejen ønsker vi flere ansatte, så der skabes tid til omsorg, nærvær og ordentlighed – ikke kun effektivitet og skemaer. Bornholm 360 vil sikre, at de ældre møder kendte ansigter og en værdig hverdag.

Samtidig tror vi på et åbent, modigt syn på udvikling. Øen har brug for nye idéer, samarbejde og løsninger, der styrker både erhverv, kultur og hverdagsliv.

Stem Bornholm 360 – for en stærkere, sundere og mere fremtidssikker ø.

Leif Olsens analyse: 
Styrken ligger nok primært i, at Søren Schow er en kendt politiker og har et fundament i Nexøområdet, som måske vil følge ham i hans nye projekt.

Politisk er listen ikke kommet med nogle markante udmeldinger, hvilket i sig selv kan være en styrke i forhold til vaklende vælgere.

 

SF's spidskandidat Andreas Grosbøll. Eget foto

F. SF - Socialistisk Folkeparti

Andreas Grosbøll (spidskandidat)
Molly May Vestergaard
Morten Vadstrup Warming
Rasmus Sprotte
Sebastian Bloch Jensen
Ditte Damkjær
Britta Sjøstrøm

Valgforbund med Radikale Venstre

Valgprogram:

SF vil udvikle øen med fokus på fællesskab, bæredygtighed og ansvar for alle borgere. Partiet ønsker at investere i velfærd, forebyggelse og langsigtede løsninger, samtidig med at samarbejdet i kommunalbestyrelsen styrkes for at skabe ro og retning på økonomien.

SF prioriterer medarbejdere i Bornholms Regionskommune med fokus på arbejdsmiljø, tillid og tværprofessionelt samarbejde. Aktiv seniorpolitik og bedre vilkår for alle ansatte skal sikre trivsel, fastholdelse af kompetencer og fleksible arbejdsvilkår.

Kultur og fritid er centralt for SF. Partiet vil sikre bedre vilkår for lokale foreninger, kulturinstitutioner og biblioteker, samt skabe adgang til fritid og seniorkultur.

Ældreplejen skal være tryg og værdig med differentieret pleje, mere fleksibilitet og fokus på aktive seniorliv.

Transport, bolig og klima prioriteres højt. SF vil sikre billig, stabil offentlig transport, flere boliger og andelsboliger, håndhævelse af bopælspligt samt strategisk fokus på klima, energi og bæredygtighed, herunder energiøen.

Børn og unge skal have trygge rammer, gode skoler og fritidstilbud. SF vil investere i sundhedspleje, PPR, specialiserede tilbud, madordninger, fritidsjob og klubtilbud, samt arbejde aktivt for trivsel og stoffri miljøer.

Spidskandidatens salgstale:

Bornholm skal prioritere et godt og sundt børne- og ungdomsliv. I øjeblikket svigter vi: Almenområdet bliver ramt af konstante besparelser, forebyggelsesområdet bliver udhulet, og der bliver ikke givet den fornødne hjælp, inden der er brug for en specialiseret indsats.

Selvom vi på Bornholm er pressede på økonomien, så går SF til valg på, at børne- og ungeområdet i grove træk skal fredes i budgetterne. Det har et investeringsaspekt i sig, hvis vi flytter ressourcerne til almen- og forebyggelsesområdet.

Vi skal styrke vores forbyggende indsatser generelt og arbejde for at tilbyde et ungdomsliv, der ikke er på kanten, men hvor vi inddrager de unges perspektiver og ønsker i et medborgerperspektiv, så alle oplever sig som medskabere af et levende samfund.

En god indsats for Bornholms børn og unge kræver også, at vi har medarbejderne i kommunen med de rette kompetencer til at levere. Vi skal som politikere tage ansvar for det arbejdsmiljø, vi tilbyder vores ansatte. Det kræver, at der bliver taget handling. Det er vi i SF klar til.

Leif Olsens analyse: 
Den landspolitiske tendens er positiv. Man stiller med et helt nyt hold efter det seneste nederlag, og nye kræfter virker altid tiltrækkende. Partiet har fokuseret næsten totalt på skoler og børn og markant nedtonet ’den grønne profil’. Dette åbner i denne tid for et større vælgerpotentiale.

Man har indtil videre undgået at blive konfronteret på de økonomiske udfordringer i partiets politik og har derfor ikke skullet forklare, hvor man vil få pengene til alle løfterne fra.


Benedikte Gyes, spidskandidat for Liberal Alliance. Foto: Anette Vestergaard

I. Liberal Alliance

Benedikte Gyes (spidskandidat)
Margrethe Kjellberg
Conrad Severin

Valgforbund med Kristendemokraterne


Valgprogram:

Liberal Alliance ønsker et Bornholm, der står stabilt som en taburet med tre ben: vækst, frihed og grøn fremtid. Uden vækst ingen velfærd – derfor er stærke erhverv, nye arbejdspladser, tilflyttere og sikre transportforbindelser afgørende.

Billige færger, stabile fly og velfungerende busser er livsnerven for borgere og turisme, mens nye løsninger som førerløse busser kan supplere.

Frihed og værdighed skal præge hverdagen. Borgerne skal kunne vælge pleje og børnepasning, med private og kommunale tilbud, så selvbestemmelse, respekt og tryghed sikres. Gode skoler, ungdomsklubber og fleksible pasningsmuligheder giver familier valgfrihed og styrker fællesskab, livskvalitet og tiltrækning af ressourcestærke tilflyttere.

Energiøen skal skabe lokale arbejdspladser og uddannelse, mens grøn omstilling skal virke i praksis: enkel affaldssortering, bæredygtigt landbrug og havbrug, renere natur og billigere energi. Grøn omstilling måles ikke kun i CO2 men i konkrete forbedringer for bornholmernes hverdag.

Naturen er Bornholms største aktiv. Klippekyster, strande og skove skal beskyttes, samtidig med at de fremmer turisme og livskvalitet. Liberal Alliance vil rydde op i bureaukratiet, sikre bedre transport, reel valgfrihed og grøn vækst, så Bornholm står stabilt, stærkt og klar til næste generation.

Spidskandidatens salgstale:

Liberal Alliance går ind i valgkampen med en markant energi.

Det handler om at give bornholmerne mere spillerum i hverdagen. Vi ønsker et Bornholm, hvor alle har frihed til at forme deres eget liv. Vækst og grøn udvikling kan sagtens følges ad – men det kræver et nyt frit, liberalt syn på tilværelsen.

Der er flere konkrete områder, hvor vi ønsker større valgfrihed: pasning, skolevalg og fleksible ældreløsninger. Vi vil skabe stærkere rammer for iværksættere og erhvervsliv, så idéer kan få luft under vingerne, og så vi får råd til at hjælpe dem, der ikke kan selv.

Som borgerligt parti ser vi den enkelte borger som udgangspunktet, og vi har altid mennesket – ikke systemet – i fokus.

Også transporten får et friskt spark i fremtidsplanerne. Bornholm skal hænge bedre sammen. Unge skal kunne vælge klub- og fritidsinteresser på hele øen – det er afgørende for, om de har lyst til at blive her.

Leif Olsens analyse: 
Partiet har stor medvind på landsplan, og det er naturligvis en styrke.

Det kan være lidt svært at forstå, hvad partiet egentlig vil i kommunalpolitik, men understregningen af individets frihed og især valgfrihed taler utvivlsomt til et potentiale i befolkningen i 2025.

Lokalt har vi stort set kun hørt fra spidskandidaten, men det har været entydige og enkle budskaber, og det er altid godt i en valgkamp. Hun er på Bornholm nok partiets største styrke.


Fælleslisten går til valg uden en spidskandidat. Pressefoto

J. Fælleslisten

Jonna Nielsen
Joan Prahl
Jan Jørgensen
Per Ole Petersen


Valgprogram:

Fælleslisten bygger på værdier som inddragelse, samarbejde og realisme. Partiet vil lytte til borgere, medarbejdere og foreninger og inddrage AI og borgerdrevne paneler, hvor det giver mening. Kommunen skal have en økonomi i balance, og beslutninger skal være realistiske.

For børn og unge vil man skabe trivsel, trygge rammer og inkluderende fællesskaber med fokus på nærvær i daginstitutioner, forebyggende indsatser, uddannelse af pædagogisk personale, flere 2-lærerordninger, eksperimenterende læring, fritidstilbud og målrettede tilbud til unge med særlige behov.

Fritid og kultur styrkes gennem gode faciliteter, støtte til borgerforeninger, events og udendørs aktiviteter. Ældre skal leve værdigt med omsorg, sociale relationer, frivilligindsats og faglig kvalitet. Lokalplejehjem etableres i dialog med beboere og pårørende.

Udsatte og sårbare borgere får adgang til faglig støtte, fleksible boligformer og socialpsykiatri. Forebyggelse af ensomhed, misbrug og isolation samt samarbejde med hospital og praktiserende læger sikrer sammenhængende støtte.

Beskæftigelse og erhverv prioriteres med helårsarbejdspladser og kvalificeret arbejdskraft. Boligpolitikken fokuserer på helårsboliger, sociale bofællesskaber og bæredygtigt byggeri. Energi- og miljøpolitik er realistisk med fokus på energiø, vindmøller og grøn forsyning.

Transport optimeres med bornholmerkort, grønt brændstof og øget kapacitet på passager- og fragtruter. Bornholm skal tale med én stemme og skabe sammenhold gennem brede forlig, så øens udvikling styrkes samlet.

Spidskandidatens salgstale:

Fælleslisten er fire forskellige mennesker, der er gået sammen om at opstille til KV25 for at gøre en forskel for Bornholm.

- Vi vil stå for det store brede samarbejde i kommunalbestyrelsen, hvor vi ved, at vi skal indgå kompromiser.

- Vi vil have et nyt færgeforlig, som prioriterer bornholmere, pendlere og godskapacitet.

- Vi vil styrke ældreplejen og arbejde for et selvstændigt lokalplejehjem, som styres af personale, beboere og pårørende.

- Vi vil skabe trygge rammer for børn og unge.

- Vi vil have fokus på et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere i BRK

- Vi vil investere i vores udsatte unge, så de får en uddannelse og en fremtid på Bornholm.

- Vi ved, at BRKs økonomi er elendig, og vi vil seriøst arbejde for at rette den op, selvom noget af det kommer til at gøre ondt.

- Vi vil inddrage borgere, erhverv og borgerforeninger f.eks. når det gælder udviklingen af Rønne og Nexø.

- Vi vil, at erhvervslivet på Bornholm skal mødes af BRK med spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for jer i dag?

Leif Olsens analyse: 
Styrken ligger i kandidaterne Jonna Nielsen og Joan Prahl med deres baggrund i fagbevægelsen og dermed en vis social profil og en åbenhed over for arbejdsmiljøet for de offentligt ansatte.

Dette kan tiltrække vælgere, som ikke kan genkende sig selv i den udgave af Socialdemokratiet, som Anne Thomas står for.


Niels Chresten Andersen er spidskandidat for Kristendemokraterne. Foto: William Sonne Kaalø

K. Kristendemokraterne

Niels Chresten Andersen (spidskandidat)
Betina Juhl Tychsen
Bjarne Hartung Kirkegaard
Mogens Riis Pedersen
Martin Pihl Sode
Martin Kaltoft
Signe Hartung Kjærby
Anders Due Solgaard
Hans Ole Bech
Hartvig Mumm

Valgforbund med Liberal Alliance


Valgprogram:

Kristendemokraterne vil udvikle Bornholm med udgangspunkt i respekt for menneskets værdighed, omsorg for familier, handicappede, syge og udsatte, nærdemokrati, forebyggelse, valgfrihed og bæredygtighed.

Borgerinddragelse og frivillighed skal styrkes via dialogmøder, støtte til Frivillig Forum, puljer til lokalsamfund og sociale indsatser. Familien er central, med valgfrihed i pasning, hjemmebesøg af pædagoger/sundhedsplejersker og støtte ved skilsmisse og uønsket graviditet. Forebyggelse af misbrug, vold og kriminalitet prioriteres gennem SSP-samarbejde og fritidstilbud til socialt udsatte unge.

Ældre skal have valgfrihed, rehabilitering, seniorfællesskaber, friplejehjem og værdighed i plejen. Sundhed fremmes lokalt gennem forebyggelse, tidlig opsporing og tilgængelige behandlingstilbud, inkl. socialpsykiatri.

Skoler og uddannelse skal sikre faglighed, trivsel, inklusion, små klasser og samarbejde med dagtilbud og fritidsordninger. Folkeskoler, friskoler og efterskoler får frihed, efteruddannelse og økonomiske incitamenter.

Økonomi og erhverv prioriterer tilflyttere, landbrug, byggeri, turisme, havne, energi- og offshore-sektor. Transport skal sikre færger, fly og kollektiv trafik. Miljø og natur beskytter ressourcer, biodiversitet, Østersøen og klima, med fokus på bæredygtighed, naturpleje og energitestprojekter.

Spidskandidatens salgstale:

Et kryds ved liste K, Kristendemokraterne, er en stemme på et parti, der vil dialog og samarbejde - et parti, der igen og igen har bevist, at vi er klar til at tage medansvar og indgå kompromiser.

KD’s førsteprioritet er vore børns og familiers trivsel. Det gælder også støtten til de iblandt os, der kæmper med livet. Det være sig psykiske problemer, ensomhed, misbrug eller noget helt fjerde.

Endelig vil en stemme på liste K være en stemme for en bæredygtig udvikling til gavn for hele vores dejlige ø - både økonomisk og miljømæssigt.

Leif Olsens analyse: 
Nogle siger, at der er et parti fra fortiden – men det passer i hvert fald ikke på Bornholm! Derfor er en styrke netop traditionen – de ligger næsten altid lavt i meningsmålinger, men de har hidtil altid vundet et mandat.

Hartung – efter mange års tro tjeneste – er trådt tilbage, men den nye spidskandidat er næsten lige så stærk. Niels Chresten Andersen er velkendt i mange kredse, vellidt, vidende og yderst kompetent. Han er et stærkt kort for partiet.

 

Spidskandidat for Moderaterne, Kirstine van Sabben. Foto: Jesper Dollerup Merved


M. Moderaterne

Kirstine van Sabben (spidskandidat)
Lars Christian Funk
Lasse Oszadlik
Carina Rasmussen


Valgprogram:

Moderaterne mener, Bornholm har brug for langsigtet, ansvarlig ledelse. Øens økonomiske udfordringer kræver bedre styring, tydeligere prioriteringer og en mere effektiv kommunal organisation.

En ny, flerårig budgetmodel og en evaluering af alle kommunale ledere skal sikre klarhed, kvalitet og ansvar på alle niveauer. Bedre ledelse og mere lokal beslutningskraft skal frigøre ressourcer og skabe en robust økonomi, der styrker velfærden.

Udviklingen skal understøttes af et stærkt erhvervsliv og en aktiv bolig- og lokalplanlægning. Energiøen og erhvervsparken rummer store muligheder, og Bornholm skal være klar til at gribe dem gennem samarbejde med virksomheder og uddannelser. Bopælspligten skal gennemgås, så den bedre understøtter bosætning og udvikling i en tid, hvor øen ændrer sig hurtigt.

Fastholdelse af borgere er afgørende. Gode rammer for familier, uddannelse og arbejdsliv styrker livskvalitet og sikrer, at flere vælger at blive. Ældreområdet skal bygge på selvbestemmelse, livskvalitet og mangfoldige tilbud, herunder friplejehjem. Skoler og uddannelser skal have stærke faglige miljøer og tætte bånd til erhvervslivet, så unge kan se en fremtid på øen.

Kultur, fritid og foreningsliv er centrale for attraktivitet og sammenhængskraft. Bedre kulturtilbud, moderne biblioteker og stærke fællesskaber skal løfte hverdagen.

Målet er et Bornholm i vækst – med stærk ledelse, klare prioriteringer og langsigtede løsninger, der gavner både nuværende og kommende generationer.

Spidskandidatens salgstale:

Vi ønsker en kommunalbestyrelse som er arbejdsdygtig, som har konkrete mål og som tør tage det ansvar, der bliver os pålagt. Det kræver, at tilliden og respekten genfindes, og at alle de valgte lægger sig i selen for at skabe gode resultater for Bornholm.

Ingen af os kan gøre det alene – så lad os løfte øen i fællesskab. Det fortjener borgerne, vores gæster, erhvervet og vores medarbejdere.

Udfordringerne er mange – og vi vil gerne invitere de øvrige partier til et godt og tæt samarbejde til gavn for øen. Et eksempel kunne være et målrettet arbejde for at påvirke landspolitikerne i forhold til udligningsordningen. Et andet kunne være at skaffe midler, så vi kan etablere de klubtilbud til mellemtrinnene, som rigtig mange kandidater gerne vil. Der er masser af ting, vi kan arbejde for og med i fællesskab. Trods vores mange forskelligheder så vil vi jo alle det samme – nemlig at forbedre vores kommune, vores lokalsamfund, vores ø.

Godt valg, Bornholm!

Leif Olsens analyse: 
Man kan sige det enkelt: Partiets styrke er spidskandidaten – Kirstine van Sabben. Gang på gang har hun – for forskellige lister/partier – vist, at hun formår at slå igennem i en valgkamp.

Om hun igen kan levere et ’mirakel’ er naturligvis op til vælgerne, men hvis nogen kan, så er det hende.

Politisk er der ikke de store mærkesager, men van Sabbens stærkeste side er jo også det lavpraktiske fremfor de store løfter.

 

Spidskandidat for DF, René Danielsson. Foto: Marine Gastineau


O. Dansk Folkeparti

René Danielsson (spidskandidat)
Sabine Nicoline Lyngberg
Mette Sode Hansen
Jørn Westh
Chriistofer Avelon Damgård
Tonny Borrinjaland
Bo Ancher Jensen

Valgforbund med Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne


Valgprogram:

Dansk Folkeparti ser Bornholm som fastkørt både økonomisk og socialt.

Partiet ønsker at styrke driften, genoprette tillid og troværdighed og sætte fokus på målbare kerneopgaver: ældres trivsel, social lighed blandt skoleelever og effektiv velfærd.

Velfærdsindsatser omfatter: støtte til pasning af eget barn, tilskud til private klubtilbud, partnerskab med ’Lær for livet’ for børn 9–15 år, transport til vederlagsfri fysioterapi, robotstøvsuger til pensionister, anciennitetstillæg og løn under uddannelse for unge sosu-elever. Socialområdet styrkes med en ’Sociolance’ til opsøgende og pædagogisk støtte til borgere i hjemmepleje.

Fritids- og kulturområdet prioriterer bedre forhold på øens fodboldstadions (vandingsanlæg og pleje), samt øget borgerinddragelse gennem digitale afstemninger og pulje til nyskabende lokale aktiviteter.

Investeringerne skal finansieres gennem effektiviseringer: reduktion af jobcenter, stop for elbusser, optagelse i Movia, reduceret kulturstøtte, færre udvalg og topledelse samt lavere tilskud til Folkemødet. Dansk Folkeparti slår på, at de præsenterer en fuldt finansieret 2030-plan, der fokuserer på social og økonomisk bæredygtighed, styrket velfærd og øget tilflytning af ressourcestærke borgere.

Spidskandidatens salgstale:

Vi sætter velfærden først!

Bornholm er kørt fast – økonomisk, socialt og politisk. Penge bruges på prestigeprojekter og elbusser, mens ældre, børn og ansatte betaler prisen. Det stopper nu. Dansk Folkeparti vil genoprette tilliden, rydde op i bureaukratiet og bruge pengene dér, hvor de gør gavn.

Vi foreslår en fuldt finansieret 2030-plan: Mere fastholdelse af medarbejdere, bedre ældrepleje, frihed for børnefamilier og mere støtte til udsatte. Vi vil give tilskud til pasning af eget barn, styrke klubtilbud og samarbejde med Lær for livet. Ældre skal have transport til fysioterapi, tilskud til robotstøvsugere, og der skal være bonus til vores folk i ældreplejen. Vi vil oprette en lokal udgave af Sociolancen– et team for borgere med særlige sociale behov.

Pengene er fundet! Alt finansieres ved færre DJØF’ere, mindre bureaukrati, mindre kunst, færre TEMU-elbusser og et meget mindre jobcenter. Men vi får behov for et borgerligt flertal!

I Dansk Folkeparti sætter vi velfærden først – altid.

Leif Olsens analyse: 
Landspolitisk står partiet stærkt, og de har nok valgets stærkeste kandidat i René Danielsson.

Man kan mene om Danielsson, hvad man vil, men han er ’nede på jorden’ og ikke bange for en sprogbrug og direkte facon, som mange politikere undgår med mere ’runde’ udtalelser – det virker godt over for mange vælgere – en spade er en spade.

Politisk fokuserer partiet meget på ældrepolitikken og til dels socialpolitikken – igen med meget konkrete fokuspunkter og ikke større ideologiske taler. Det er et vigtigt område, hvor de står stærkt.


Frie Grønnes kandidater Stine Zink Kaasgaard og Siobhán Kelleher-Petersen. Eget foto


Q. Frie Grønne

Stine Zink Kaasgaard
Siobhán Kelleher-Petersen

Valgforbund med Enhedslisten


Valgprogram:

Frie Grønne går til valg på klima, retfærdighed og fællesskab med mål om en grønnere, mere selvforsynende og socialt ansvarlig ø. Solidaritet forstås som omsorg for alle borgere og ansvar for, at velfærd ikke sker på bekostning af andre. Klima, anti-racisme og retfærdighed er grundpillerne i politikken.

Forslag til kommunalbestyrelsen inkluderer grøn og gratis kollektiv trafik med høj frekvens og tilgængelighed, inspireret af Ærøs succesfulde model. Målet er at skabe lighed i indkomst, alder og førlighed samt reducere CO2-udledninger fra transport. Produktion af lokale og økologiske fødevarer styrkes, og kommunens institutioner bør i videst muligt omfang anvende lokale råvarer. Et ugentligt marked i samarbejde med Bornholms Økojord foreslås som platform for lokale producenter.

Stabile rammer og langsigtede løsninger skal sikre, at sociale tilbud og institutioner kan fungere uden frygt for nedskæringer. Tidlig indsats fra vugge til grav skaber både social og økonomisk værdi. Fokus på mennesker frem for magtspil skal være udgangspunktet for kommunalpolitik.

Bornholm har allerede styrken, kreativiteten og fællesskabet til at gå foran i et grønnere og mere retfærdigt Danmark. Politisk mod er nødvendigt for at omsætte potentialet til konkret handling.

Spidskandidatens salgstale:

På Bornholm stiller Frie Grønnes kandidater op for inklusion, respekt for mennesker og miljø og kærlighed til vores fælles ø. Vi ønsker et udsyn, der tør gøre op med kortsigtede besparelser og tegne lange linjer for, hvordan vi bedre kan møde mennesker med mange forskellige behov – og møde dem, inden deres kamp for at blive taget alvorligt tager livet af dem.

Vi vil gøre det at lytte til en nødvendig dyd, så beslutninger bliver truffet med og ikke mod berørte borgere. Vi vil kæmpe for en grønnere og mere selvforsynende ø, hvor vores fælles livsgrundlag, naturen, gives forrang for profit, og hvor alle kan komme rundt med hyppig og grøn kollektiv transport.

Vi vil kæmpe for et lokalsamfund, der ser dets omverden – og insistere på en indkøbs- og investeringspolitik, der respekterer menneskerettigheder og omsorg for vores medverdensmedborgere. Palæstina er et vidnesbyrd om, hvad vores tid er villig til at se passivt til. Hver tid og hvert samfund må rejse sig i kampen for retfærdighed. Også vores lille Bornholm.

Leif Olsens analyse: 
Styrken ligger især to steder.

Der er tale om nye kandidater, som ikke ligger inde med en ’historie’ om ubehagelige beslutninger.

Fokus er på bæredygtighed og grøn omstilling, og det er en dagsorden, som såvel S og SF stort set har forladt, og selv Enhedslisten er ikke så markant på området. Det kan tiltrække nok især yngre vælgere.


Venstres spidskandidat Frederik Tolstrup. Foto: Nikolaj Beyer


V. Venstre

Frederik Tolstrup (spidskandidat)
Brian Kofoed
Sebastian Bærnthsen
Gitte Wittorff
Niels Plum
Jens Hjul-Nielsen
Bent Jørgensen
Diana Brandt Pedersen
Jørgen Oldenburg
Vivian Munch Petersen

Valgforbund med Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti


Valgprogram:

Venstre vil skabe et Bornholm med ansvarlig økonomi, stærke fællesskaber og fokus på vækst og frihed. Kommunen skal drives effektivt, med langsigtet planlægning, prioritering af kernevelfærd og færre unødvendige bureaukratiske opgaver, så ressourcerne kommer borgerne til gode.

Erhvervslivet skal understøttes, ikke hæmmes. Hurtigere sagsbehandling, bedre kommunikation og samarbejde mellem kommune, virksomheder og uddannelsesinstitutioner skal sikre arbejdspladser, tilflyttere og investeringer. Kommunen vil fokusere på bolig- og transportmuligheder, rekrutteringspakker og støtte til nye virksomheder, så Bornholm bliver attraktivt både for borgere og erhvervsliv.

Ældreområdet prioriteres højt. Venstre vil sikre fleksibel, respektfuld pleje med menneskelig kontakt, bedre arbejdsvilkår og attraktive ældreboliger. Friplejehjem skal tilbydes som alternativ, og seniorfællesskaber skal styrke livskvalitet og aktivitet.

Børn og unge skal trives, lære og udvikle sig i trygge rammer. Daginstitutioner og skoler skal have høj kvalitet, stabilitet og fokus på faglighed, trivsel og praktiske færdigheder. Folkeskolen skal rumme forskellighed og fremme både teori og praktiske kompetencer.

Frivillige fællesskaber er centrale for øens livskraft. Venstre vil gøre det lettere at være frivillig, forbedre adgang til lokaler, forenkle tilskudsordninger og samarbejde med foreninger om sociale indsatser. Bornholm skal være en ø med fællesskab, ansvar, vækst og trivsel for alle borgere.

Spidskandidatens salgstale:

Kommunalvalget handler om vores velfærd. Men da kommunen er økonomisk presset, kan det være svært at tale om alt de vi gerne vil forbedre – hver især. For hvor skal pengene komme fra?

I Venstre mener vi, at første skridt er at genoprette kommunen. Vi skal have styr på økonomien, og det kræver et godt samarbejde, for opgaven bliver vanskelig.

I Venstre har vi gode relationer til alle partier, og derfor tror jeg, vi kan være med til at formidle et godt samarbejde de kommende år. Vi ønsker ikke et samarbejde, der på forhånd udelukker nogen, men et samarbejde i respekt for alle de forskellige kræfter, der stiller sig til rådighed.

Selvom politik kan være konfliktfyldt, begynder politik for alle med ønsket om at gøre en positiv forskel. Det ønske deler alle kandidater, og det har jeg respekt for.

Leif Olsens analyse: 
Efter et dårligt valg og en katastrofal valgperiode, hvor man endte uden medlemmer af kommunalbestyrelsen, står Venstre nu med et nyt ’hold’.

Der er ikke kommet markante politiske udspil fra partiet – udover de sædvanlige om erhvervsvenlighed, muligheder og ’frihed’, men denne mangel på politiske markeringer kan blive en styrke for partiet.

Partiet med kandidater som Tolstrup og Kofoed er velkendte i samfundet med tillidsposter og så videre. Man signalerer samtidigt, at man er interesseret i et stabilt – hvilket vil sige med S – flertal i den nye kommunalbestyrelse. Dette er vigtigt for mange vælgere, der er trætte af det kaos, som har præget den siddende kommunalbestyrelse.


Danmarksdemokraternes spidskandidat, Michael Hendriksen. Foto: Martin Søndergaard Jensen


Æ. Danmarksdemokraterne

Michael Hendriksen (spidskandidat)
Renate Hendriksen
Jonas Ipsen
Magnus Larsen

Valgforbund med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti


Valgprogram:

Danmarksdemokraterne vil arbejde for en økonomisk ansvarlig og borgerligt ledet kommunalbestyrelse med bornholmeren i centrum. Partiet prioriterer kernevelfærd før grøn omstilling og ønsker et stærkt erhvervsliv. De vil sikre stabile færgebilletter for bosiddende, kortere sagsbehandlingstider, bedre patienttransport og et enklere affaldssystem, så det er overskueligt for alle, herunder ældre og borgere med handicap.

Partiet støtter den teknologiske udvikling i hjemmeplejen, f.eks. AI til ruteplanlægning, og vil fastholde skolestruktur og dagtilbud med en kombination af offentlige og private initiativer. Inklusion skal ske med barnets behov i centrum – nogle børn har det bedre på specialskoler med tilpassede ressourcer.

Et stærkt erhvervsliv er afgørende. Danmarksdemokraterne støtter energiøen, hvis naboer og lodsejere kompenseres, og prioritering af helårsarbejdspladser med kvalificeret arbejdskraft. Bornholm skal have attraktive boligmuligheder for unge og ældre, moderne boliger og velfærdsuddannelser.

Kommunalpolitik kræver kompromiser, men partiet vil skabe tryghed, ansvarlighed og handlekraft for hele Bornholm.

Spidskandidatens salgstale:

Bornholm er en fantastisk ø, men vi bliver ikke stærkere af at kaste penge efter projekter, der ikke virker. Som kandidat for Danmarksdemokraterne vil jeg have sund fornuft tilbage i kommunalpolitikken.

Kernevelfærd skal komme før grønne eksperimenter, der mest ligner dyre fejlskud. Ældre skal have frie valg, børn skal have tilbud, der passer dem, og hjemmeplejen skal bruge tid på mennesker – ikke systemer.

Erhvervslivet skal have bedre rammer, kortere sagsbehandlingstid og mindre bøvl. Energiøen støtter jeg – men kun hvis naboer kompenseres fra dag ét. CO2-afgift? Nej tak.

Færgebilletterne skal være billige og stabile, og bornholmere skal have fuld kompensation ved patienttransport. Affaldssystemet skal forenkles – ingen skal have fire spande og en manual for at skille sig af med en bananskræl.

Det, jeg siger før valget, siger jeg også efter: Bornholm har brug for ansvarlighed, ikke varm luft.

Leif Olsens analyse: 
Partiet er nyt i kommunalpolitik, og det er altid vanskeligt.

Partiets styrke er Inger Støjberg og hendes gennemslagskraft – men hun stiller jo ikke op på Bornholm.

Lokalt er der generelt kommet flere plakater i lygtepælene end markante politiske udmeldinger – samtidigt konkurrerer man med et stærkt Dansk Folkeparti.

Partiet skal nok få et rimeligt valg, men det bliver nok ikke til et mandat – medmindre at valgforbundet falder meget heldigt ud.


Spidskandidat for Enhedslisten, Morten Riis. Foto: Marine Gastineau


Ø. Enhedslisten

Morten Riis (spidskandidat)
Helle Munk Ravnborg
Sanne Friborg
Jesper Gredsted Smidth
Emil Boesen
Tine Astrup Eriksen
Allan Pleman
Anders Rugtved
Fiona Højmark-Ross
Mads Thordal Trærup
Julie Castmar
Mads Kissow

Valgforbund med Frie Grønne


Valgprogram:

Enhedslisten går til valg på et Bornholm med stærkere fællesskaber, social retfærdighed og en ambitiøs grøn omstilling. Velfærd skal prioriteres over besparelser, og budgetløsninger må ikke skubbe problemer foran sig. Social ulighed skal bekæmpes gennem bedre normeringer, tidlig indsats og stabile rammer for børn og unge.

Den grønne omstilling skal være reel og lokalt forankret. Naturen skal beskyttes, biodiversiteten styrkes, og Bornholm skal forblive en ø med klare klimamål. Den kollektive trafik skal være grøn, billig og attraktiv, så transport bliver både socialt og klimamæssigt bæredygtig. Boligpolitikken skal sikre flere aktive helårsboliger og stoppe spekulation; bopælspligten ønskes udvidet for at sikre levende lokalsamfund hele året.

Øens økonomi skal bygge på solidaritet frem for kortsigtede besparelser. Prioriteringen skal ligge hos dem, der har mindst, og hos kernevelfærden. Arbejdsforhold i kommunen skal forbedres gennem lavere arbejdspres, mere tid til faglighed og et arbejdsmiljø, der gør det muligt at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere.

Målet er et Bornholm, hvor fællesskab, ansvarlighed og grøn retning går hånd i hånd – og hvor alle borgere har mulighed for et trygt, værdigt liv.

Spidskandidatens salgstale:

I Enhedslisten vil vi øge trivslen for menneske, natur og samfund.

1. Vi vil ansætte flere pædagoger i vores institutioner og flere lærere i skolerne. Kun gennem en stærk, tidlig indsats kan vi hjælpe børnene og deres familier. Det er vigtigt, at børnene oplever få skift i deres relationer, da kontinuitet og nærvær er afgørende.

2. Vi vil arbejde for øget bosætning. Mange af vores skønne byer er udfordret af bopælspligtens afskaffelse. Sammenhængskraften forsvinder lokalt, mens huspriserne stikker af. Derfor skal reglerne strammes op. Samtidigt skal den offentlige transport fungere bedre, så der er muligt at leve et aktivt liv på hele Bornholm.

3. Vi vil gøre Bornholm kendt for en grøn dagsorden. Vores færger skal belaste klimaet mindst muligt, BATs busser skal elektrificeres, og vi skal passe på dyre-, plantelivet og rette op på miljøet i Østersøen.

Flere bornholmere betyder større skattegrundlag; tidlige indsatser omkring børnene kan spare os millioner, og vores virksomheder står sig bedre i konkurrencen med et ægte, grønt brand.

Leif Olsens analyse: 
Styrken ligger primært i viljen til at fastholde sine holdninger og dermed troværdigheden.

Desuden er der en fokus på en styret udvikling – herunder holdningen til bopælspligt – hvilket har et grundlag hos mange bornholmere. Partiet har også to af vores mest markante politikere i Riis og Ravnborg – Riis med sin erfaring og viden, Ravnborg med sin faglighed og kompetence på sit område.

Disse to skal bære partiet igennem valget. Selvom de ikke kan sikre partiet et nyt sensationsresultat som i 2021, så kan de stadig sikre et - efter bornholmske forhold – godt resultat.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT