Butikken er atter åben - men på en ny placering

En enkelt uge måtte Brillehûzet holde lukket for at alt kunne flyttes til den nye placering på Brogade, hvor Rebecca Marx Bendixen tirsdag kunne slå dørene op til en spritny butik.

Det er ved at blive mørkt i Nexø, men lyset vælter varmt og indbydende ud fra butikken på Brogade.

Her står indehaver Rebecca Marx Bendixen i snak med en kunde, som er ved at gøre sig klar til at begive sig ud i mørket.

– Og tillykke med butikken. Hvor er her bare blevet flot!

Den nye butik er stor, luftig og i flere niveauer. Der er varme farver på væggene og en kæmpe fisk, der er malet direkte på væggen. Oven på butikken bor indehaveren selv sammen med sin familie.

– Jeg er meget tilfreds og glad og stolt af, at vi kan lave sådan en butik. Og af at Nexø kan lave sådan en butik, for jeg har stort set kun brugt lokale håndværkere, fortæller Rebecca Marx Bendixen, som åbnede den nye butik i tirsdags efter en uge med helt lukket i Brillehûzet, som har eksisteret i 18 år, med Rebecca Marx Bendixen som indehaver de seneste 2,5 år.

– Vi har virkelig knoklet for det. For sådan en virksomhed her kan ikke have lukket for længe. Vi er jo en bestillingsvare, så jeg sælger ingenting fra dag til dag - når jeg bestiller noget, så går der 14 dage, før folk faktisk får deres vare, så jo længere tid jeg holder lukket, jo længere tid går der, før jeg får penge ind, forklarer hun.

Derfor er hun gået efter at have lukket i så kort tid som muligt.

– Vi har haft dobbeltarbejde i et par måneder, og her til sidst har vi så taget en uge ud, og så har vi bare knoklet.

En fisk på væggen

Der er lidt mere smæk på farverne i den nye butik, den er i flere niveauer, og så er der altså den store fisk på væggen, som har været vigtig for hende at få med.

– Jeg ville have den fisk. Alle har syntes, at jeg var åndssvag, men jeg har sagt, at bliver megafedt. Jeg vil have den, fordi vi kommer nede fra havnen, hvor vi har ligget i 18 år. Vi er i Nexø, og vi vil gerne have denne her arv med os, fortæller hun.

Som et godmodigt drilleri har hendes personale derfor truet med at give hende et akvarium i anledning af åbningsreceptionen, og det har hun fået.

– Men jeg har sagt, at jeg skal ikke have noget akvarie, for jeg slår bare de fisk ihjel, så de har givet mig rejer, for de skulle åbenbart være meget svære at slå ihjel. Som havets sukkulenter, ler hun.

Selvom hun er blevet drillet lidt med fiskedrømmen, er der ikke blevet sparet på rosende kommentarer, efter drømmen er blevet til virkelighed.

– Alle har sagt, at den er superflot, fortæller hun triumferende.

Gør ingen forskel

Hun har i det hele taget fået rigtig god respons på den nye butik, både fra kunderne og fra alle de nysgerrige, der stikker hovedet ind for at se, hvad der sker i den gamle isenkræmmer.

– Der er rigtig mange, der måske som barn er kommet i den butik, der var før, og de har været nysgerrige igennem hele processen, så det har været en følelse af, at hele byen har taget ejerskab over projektet, fortæller Rebecca Marx Bendixen.

Selvom hun er glad og begejstret for de nye lokaler, tror hun ikke, det kommer til at gøre en forskel i forhold til omsætningen.

– Det er vist hip som hap, hvor jeg ligger henne. Det er jeg ikke så påvirket af, fordi jeg sælger det, jeg gør.

Hun tror til gengæld, at hendes butik og de faste kunder kommer til at give noget liv til selve gaden.

– Det er ikke alle, der har lyst til at ligge i udkanten, men jeg har ikke brug for strøgkunder. Mine kunder skal nok finde mig, og det kommer nok til at give mere trafik i gaden, mener hun.

Hun glæder sig til, at Bornholms Museum kommer til byen, for hun tror på, at det kommer til at give et andet flow i byen.

– Jeg kunne godt tænke mig, at folk ikke bare går direkte ned på havnen, men at de også lige kommer op omkring byen og torvet. Det er min store drøm, at både min butik og de andre tiltag i byen, får os alle sammen til at se bedre ud, smiler hun.

– Hvis byen lever, lever vi allesammen, og sådan burde alle tænke. Det føler jeg egentlig også, at mine kolleger i de andre butikker tænker - at vi skal hjælpe hinanden og stå på skuldrene af hinanden.