Fem år er der gået, siden Vestermarie i september 2019 plantede 12 forskellige egetræer og dermed tog de første skridt til byens folkeskov. Fødselsdagen bliver fejret på dagen, som er lørdag den 14. september, fortæller formand Lene Dahl fra Vestermarie Borgerforening.
I løbet af efteråret 2019 og foråret 2020 blev der plantet yderligere 4.800 træer og buske, Henrik Pedersen i Østermarie har lavet flere trædyr, og en frokosthytte, to sheltere, et legehus, et kolbøttestativ og meget andet er også kommet til, så der er meget at fejre.
– Alt dette har kunnet ladet sig gøre, fordi vi har fået mange fondspenge, fortæller Lene Dahl i en pressemeddelelse.
På fødselsdagen spiller Folk og Fæ, der vil være ponyridning, og de gule spejdere fra Ellestinger Trop laver aktiviteter med børnene. Det hele begynder klokken 14.