Udstilling inspireret af Leonard Cohen

NOTITS | RØNNE | ABONNENT | 9. AUG 2022 • 11:43
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | RØNNE | ABONNENT
9. AUG 2022 • 11:43

Galleri Rasch lukker sommersæsonen med en udstilling af Maria Munk Klarups værker.

 

I sangen "Anthem" synger afdøde Leonard Cohen, at der er en sprække i alt, og det er sådan, lyset kommer ind. Det lys arbejder Maria Munk Klarup med i sin kunst, som hun viser på sommerens sidste udstilling på Galleri Rasch i Rønne.

– Maria Munk Klarups billedverden bevæger sig mellem mørket og lyset og den sammenhæng, der er imellem de to yderpunkter, og samtidig den kontrast, der opstår i mødet. Med udgangspunkt i naturen og omgivelserne arbejder hun med at se sammenhængene mellem fænomener, hændelser og menneskelige aftryk, fortæller formand Per Jensen fra Galleri Rasch i en pressemeddelelse.

Oprindeligt er Maria Munk Klarup uddannet socialrådgiver, men billedkunsten trækker så meget i hende, at hun bruger så meget af sin fritid som muligt på at arbejde kunstnerisk. Som billedkunstner er hun først og fremmest uddannet pottemager, men har sideløbende og efterfølgende blandt andet modtaget undervisning af grafikeren og maleren Erik Lagoni Jacobsen og billedkunstneren Maria Nicolaisen.

Udstillingen "Anthem of Coherence" kan ses fra søndag klokken 14 og frem til den 3. september.