Ubrugt tøj skal have nyt liv

Ubrugt tøj skal have nyt liv
NOTITS | 13. MAR 2023 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
13. MAR 2023 • 19:00

Hvert halve år tager Tøjbyttemarked Bornholm initiativ til, at ubrugt tøj kan få nyt liv ved at få en ny ejer. Den niende udgave af markedet finder sted i Multihuset i Østerlars søndag den 23. april. De første to timer er markedet åbent for dem, som selv har indleveret tøj, og derefter er alle velkommen.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Tøjbyttemarkedet arrangeres af frivillige med det formål at få det ubrugte tøj ud af klædeskabene og videre til nye hjem. Inden markedet sorterer og ordner frivillige alle de effekter, der er kommet ind på et af gruppens 10 indleveringssteder. Man kan indlevere al slags tøj, sko, tasker, tilbehør, legetøj og diverse baby- og børneudstyr.

Markedet åbner klokken 11, og når det lukker fire timer senere, bliver tilbageværende tøj givet videre. En del af babytøjet bliver samlet i babypakker til sårbare gravide, og resten går til gruppen Hjælp Bornholm.