Da jeg for år tilbage arbejdede på Meyers Madhus på Nørrebro, fik vi en dag en meget vred mail fra en dame, der var meget forarget over, at vi brugte rabarbere i en af vores kursusmenuer. Selv var vi glade for den dessert, da den med rabarbernes syrlighed gav den søde trifli et velfortjent modspil.
Damen var meget urolig over, at vi opfordrede til at bruge rabarber, der med deres indhold af oxalsyre ifølge hende var noget af det mest skadelige, man kunne udsætte den menneskelige krop for.
Nu undersøgte vi naturligvis sagen, for tænk hvis rabarberne lige pludselig var gået hen og blevet giftige.
Det viste sig at, oxalsyre er kalkbindende og ved akutte og store mængder kan forårsage toksiske effekter på nervesystemet samt hjertestop.
Skovsyre indeholder ligesom rabarber oxalsyre. Men tag det roligt, man skal altså indtage vulgært store mængder, for at det nærmer sig et faretruende niveau.