Lokale hjalp festival i nødens stund: 'Jeg kan kun klappe i mine små hænder'

Lokale hjalp festival i nødens stund: 'Jeg kan kun klappe i mine små hænder'
Thomas Danielsen har i årenes løb løst mange forskellige opgaver i forbindelse med Bornholms Internationale Gadeteaterfestival – her som medvirkende for nogle år siden. Det har klædt ham på til at være arrangør i år, fortæller han. På billedet spiller han med i en forestilling af Dansk Rakkerpak, som i år blev ramt af et teknisk uheld. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
KULTUR | GUDHJEM | Mandag 25. juli 2022 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | GUDHJEM | Mandag 25. juli 2022 • 15:30

Bornholms Internationale Gadeteaterfestival blev udfordret af både blæst og regnbyger, men det ændrer ikke på, at festivalen gik rigtig godt, fortæller arrangøren.

 

Bornholms Internationale Gadeteaterfestival er slut for denne gang, og det er en glad og tilfreds hovedarrangør, som kan se tilbage på tre dage med masser af forestillinger på gader og stræder her på øen. Selv da vejrguderne var i drillehumør, viste den lokale opbakning sig så stærk, at festivalen kunne fortsætte

– Det er gået rigtig, rigtig godt. Selv om vi om lørdagen slingrede mellem regnbygerne, blev alle forestillinger spillet. Der var ikke nogen, der blev aflyst på grund af vejret, hvilket var fantastisk, siger Thomas Danielsen fra Undreværket, der arrangerede årets festival.

Bygerne betød, at der måske var en lille smule færre publikummer om lørdagen end om søndagen, hvor det var rigtigt festivalvejr. Men allerede på åbningsdagen prøvede vejrguderne at sætte forhindringer i vejen for festivalen. Det skete under kabareten på Gudhjem Havn, hvor der blev vist en lille bid af hver forestilling.

– Det startede med et lille uheld, hvor to forestillinger mere eller mindre var sat ud af spillet, men de blev faktisk begge to reddet ved lokal hjælp, fortæller Thomas Danielsen.

Snedker lånte sit værksted ud

Mere præcist var det vinden, der drillede på ydermolen på Gudhjem Havn. Den fik fat i et sejl, der fungerede som bagtæppe, så et lydtårn væltede ned over scenografien til en dukkeforestilling, og en computer fik nogle liter vand ud over sig. I begge tilfælde trådte lokale til med hjælp.

– Vi lånte simpelthen et værksted af en lokal snedker, Bjørn Cordes, som bare lånte det ud, så scenografien kunne blive limet og repareret, og de kunne spille igen næste dag. De arbejdede det meste af natten og fik det lappet sammen og limet i en ordentlig skruetvinge, siger Thomas Danielsen.

Den vandramte computer styrede lys og lyd til Dansk Rakkerpaks forestilling. Vandet kom fra en skraldespand med vand, der agerede modvægt til sejlet, og som tippede så meget, at det løb ud over computeren.

– Den var der også lokale folk og nogle venner fra en svensk gruppe, der fik lappet sammen. De aflyste deres forestilling i Hasle på grund af det, men kunne spille om søndagen igen. Så tingene blev faktisk reddet med lokal hjælp, og det var rørende, lyder det fra Thomas Danielsen.

Suveræn hjælp og ekspertise

Det er første gang, Thomas Danielsen og Undreværket har arrangeret Bornholms Internationale Gadeteaterfestival. Han fortæller, at han undervejs har fået mange positive, spontane kommentarer om repertoiret, kvaliteten og variationen, og artisterne har også været glade for den behandling, de har fået, og for at være i Gudhjem, som var festivalens omdrejningspunkt.

– Så jeg kan kun klappe i mine små hænder og så bare fortsætte, siger han og tilføjer, at mange andre byer har spurgt, hvorfor festivalen ikke kommer derhen.

At være hovedkraften bag en festival er ikke det samme som at være den eneste kraft. Thomas Danielsen fortæller, at Bornholms Teaterforening leverede suveræn hjælp og ekspertise på alle mulige måder.

– De har også været en del af det hele tiden, og det er garvede folk, så det er rart. Jeg står på skuldrene af nogle dygtige folk, som har lavet det før, og som er mine gamle venner, siger han.

Selv har han mange års erfaring med specialopgaver under festivalen og fra turnéteater, og den erfaring har han trukket på i arbejdet med at planlægge Bornholms Internationale Gadeteaterfestival.

– Selvfølgelig kommer der altid overraskelser, men det gør der, når man turnerer, siger han.

Og han og de andre kræfter bag festivalen har fundet ud af, hvad der skal til, for at et uheld som det med sejlet ikke sker igen næste år, fortæller han.

– Vi ved, hvad vi skal gøre.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT