Julestemning i Arnager

Julestemning i Arnager
I weekenden er der julestemning i Arnager, hvor otte kunstnere udstiller og sælger i Salteriet, og i Sâlinj er der julemarked. Privatfoto
NOTITS | 20. NOV 2023 • 14:45
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
20. NOV 2023 • 14:45

Traditionelt begynder juletiden 1. søndag i advent, men så længe venter man ikke i Arnager, hvor der i weekenden er kunst i Salteriet og julemarked på Sâlinj.

Arrangementet er en tradition den sidste weekend i november, og i år kan gæster opleve arbejder af otte kunstnere, hvoraf de syv er gengangere fra sidste år. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Årets nye navn er Svend Holst Pedersen fra Rø Glas, som er med for første gang. De øvrige er keramikerne Eva Brandt og Hanne Stange, malerne Mette Dich, Tone Mygind og Kenneth Geneser, papirklipper Ane Mogensen og trækunstner Bo Johansen. Alle er bosiddende på Bornholm, og de fleste har en særlig tilknytning til Arnager.

Udstillerne vil være til stede i Salteriet for at præsentere og sælge deres værker samt få en snak med de besøgende. Primus motor Judith Lund vil sørge for, at man kan varme sig på en novembertoddy, mens man nyder udstillingen eller havudsigten lige udenfor.

I forsamlingshuset Sâlinj har Arnager samlet 12 hobbyfolk, som vil præsentere strik, glaskunst, håndlavede knive, syltetøj, juledekorationer og meget andet. Man kan også købe kaffe, gløgg og æbleskiver.