Ingrid lever ikke en dag uden Martin Andersen Nexø

Ingrid Kofod Larsen blev opdraget til at leve, så man kan se sig selv i spejlet. Men det var Martin Andersen Nexø, der lærte hende at forstå folk, der har det dårligt. Og som forperson for Martin Andersen Nexøs mindestuer har hun både været idekvinden bag digterruten i Nexø og Litteraturens Folkemøde, der allerede er blevet en stor succes.

Bornholms største forfatter var førder. Men selvom Martin Andersen Nexø (1869-1954) også flyttede fra landsdelen igen, følte han sig hele livet så bornholmsk, at han endda gjorde sin barndomsby Nexø til sit efternavn.

Sådan satte den verdensberømte forfatter både Bornholm og Nexø på landkortet. Men faktisk blev han født på Christianshavn og kom først til Bornholm som otteårig – ligesom sin mest berømte romanfigur Pelle, der netop som otteårig ankommer til øen med skib sammen med Lasse-far. Men da forkvinden for Martin Andersen Nexøs mindestuer Ingrid Kofod Larsen selv var otte år, blev hun i stedet fulgt med bornholmerfærgen væk fra øen af sin bedstefar for at besøge sin mors familie i Lyngby i sommerferien. Og måske var det alligevel netop hendes egen vej ind i litteraturens og Martin Andersen Nexøs verden.

– Allerede året efter tog jeg som niårig alene med færgen, så nøjedes mine forældre med at give mig en sovepose med til turen, fortæller hun, da vi sidder i hendes spisestue i Klemensker, hvor lyset vælter ind fra vinduerne og haven udenfor.

– Men jeg elskede de ferier. For i Lyngby åbnede sig en verden, som jeg syntes var så spændende. Min mors familie tog mig med i Det Kongelige Teater og på museer, og de læste mange bøger, og de sendte mig også bøger hele året.

Sådan læste hun rigtig mange bøger fra hun var helt lille.

– Det bakkede mine forældre også op om, så allerede som barn fik jeg mange bøger, selvom jeg bestemt ikke kom fra noget bogligt hjem.

På bordet mellem os ligger også et udvalg af bøger med forfattere, der deltager på dette Litteraturens Folkemøde, sammen med et veldækket morgenbord med både nybagt brød, ost og kaffe.

– Men jeg har læst hele livet, siger hun.

– For det åbner også en verden og giver en forståelse, som man ellers ikke erfarer ved bare at færdes rundt, så det giver en meget større viden.

Knyttet til faderen

Som barn voksede hun op i Klemensker på et husmandssted, som hendes far overtog efter hendes bedstefar.

– Min far havde selv haft ni søskende, men fik kun mig, og jeg er sikker på, at det var hans drøm, at jeg skulle finde mig en landmand og overtage husmandsstedet med lidt mere jord, fortæller hun og skænker kaffe.

– Jeg var rigtig ked af, at jeg ikke fik nogen søskende, men det fik jeg jo ikke. Hvorfor det blev sådan, må du ikke spørge mig om, men hvert år sagde jeg, at jeg var ligeglad med julegaver, hvis bare jeg måtte få en lillesøster eller lillebror. Jeg havde også en veninde, der var enebarn, men på hendes 10-års fødselsdag, fik hun en lillesøster, og der gik et år, før jeg talte til hende igen, fordi jeg var så misundelig over, at hun havde fået en lillesøster, griner hun.

Følte du dig meget alene som barn, fordi du var enebarn?

– Nej, alligevel ikke. Det var jo ude på landet, og vores nabo havde ti børn, så der var nogle af dem, jeg legede med, ligesom jeg havde min 10 år ældre kusine. For min faster boede ved siden af i en lille ejendom. Og jeg havde flere fætre og kusiner rundt omkring.

– Og jeg husker min barndom som meget fantastisk. Jeg var meget knyttet til min far og elskede at være med ham i marken og hos dyrene. Jeg fik selv kaniner og heste, og jeg var ikke gammel, før jeg første gang blev løftet op på en hest, så indtil jeg rejste fra øen som 20-årig, red jeg meget.

Sans for sko og trapper

Moderen var hjemmegående og satte en ære i at holde hjemmet rent.

– Min mor havde rengøringsvanvid. Det kan du jo ikke se her, siger hun og sender et lille halvforlegent blik rundt i den lyse stue, hvor der ellers ikke er skyggen af et støvkorn at se.

– Min mor gjorde rent altid. Mine mostre kunne fortælle, at det allerede begyndte, da hun var ti år og jagede familien ud, så hun kunne skrubbe gulv hjemme ved min mormor og morfar. Hun var meget patentlig. For eksempel sagde hun altid, at det var på folks trapper og sko, at man kunne se deres karakter. Derfor får jeg det stadig dårligt, når mine sko ikke er i orden, hvad de ikke er i dag, griner hun og tilføjer:

– Mit barnebarn, Tobias, elsker at pudse sko. Og han siger, at det er mig, der har lært ham det, men det stammer jo faktisk fra hans oldemor, så det har nok alligevel påvirket mig noget. Men hun kunne også være skrap. Når jeg skulle til bal på Klemens kro, kunne hun finde på og kaste en hvid handske ind under min seng, og hvis der kom snavs på, fik jeg ikke lov til at komme afsted. Men det var også hende, der lærte mig at bede fadervor om aftenen. Og når mine forældre skulle noget, var jeg altid med, siger hun med et varmt smil.

– Jeg er rundet af kærlighed og forståelse for naturen. Og jeg plejer at sige, at mine forældre lærte mig ærlighed og redelighed. Min far var en mand af få ord, men sagde, at man altid skal kunne stå op og se sig selv i spejlet om morgenen, og det har jeg forsøgt at leve efter.

Sorgen efter moderen

Da Ingrid Kofod Larsen var 14 år, fik moderen kræft. Otte år senere døde moderen, blot 42 år gammel.

– Det var hårdt at miste min mor så tidligt, og jeg har savnet hende meget, så jeg har tit brugt kirkegården til at snakke med min mor. Jeg talte selvfølgelig ikke med hende, men når jeg stod der, følte jeg, at hun fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Det kunne være både små og store ting. Det kunne også være kærestesorger, siger hun og ler.

Var det en måde at bearbejde sorgen på?

– Ja. Det tror jeg. Men jeg var mest bekymret for min far, da hun døde, fordi jeg allerede boede i København dengang, og da vi kom tilbage til Bornholm, var det, som om han blev ti år yngre. Han blev også 89 år, så han fik lov til at opleve mine piger vokse op, og dem var han meget glad for. Vi boede jo oven i købet i Klemensker, men jeg var også meget tæt knyttet til min far, for i lange perioder, var der kun ham og mig.

Vidste du godt, at din mor skulle dø?

– Det vidste jeg godt, siger hun med et suk.

– Det var en barsk tid, siger hun og skifter spor i samtalen.

– Men jeg elskede at gå i skole.

Valgte sin egen vej

Indtil 5. klasse havde Ingrid Kofod Larsen kun gået i skole hver anden dag, da hun gik i Nordre Skole, dengang der var fire skoler i Klemensker sogn. Men fra 5. klasse kom hun i Klemensker Centralskole.

– Der var der to spor, og jeg kom i den boglige klasse, selvom mine forældre kun ville have, at jeg tog en kontoruddannelse, så jeg kunne blive en god landmandskone, fortæller hun og smiler ved tanken.

– Det havde jeg ikke lyst til, men efter realeksamen gik jeg i kontorlære på et skibsmæglerkontor i Rønne.

Men bagefter havde hun sine egne drømme. Nu havde hun gjort, hvad forældre forventede. Så nu ville jeg rejse.

– Jeg havde et ønske om at blive journalist, og dengang tog Bornholms Tidende ikke kvindelige journalistelever, og jeg måtte ikke komme på Bornholmeren for min far og mor. For det var en socialdemokratisk avis, så den måtte jeg ikke arbejde for, for de var rigtige venstrefolk.

Ingrid Kofod Larsen ville også gerne være student og søgte både en læreplads på Roskilde Dagblad og på Toftegårds Gymnasium.

– Jeg blev faktisk optaget begge steder, men jeg valgte at tage studenterkurset på de to år. Så der flyttede jeg fra øen som 20-årig.

Ingrid Kofod Larsen er blandt andet idekvinden bag digterruten for Martin Andersen Nexø i Nexø. Ideen er at komme ind i hans litteratur ved at gå ud i den natur og de steder, der inspirerede ham

Et ubærligt dødsleje

Hvordan blev du så lærer?

– Der var nogle svinkeærinder, fordi min mor var så syg. Jeg kom til København i 1968, da tingene rigtig skete. Det hele var så rebelsk og meget spændende og anderledes for en pige fra Klemensker, som kom til det turbulente 1968 i København, siger hun og slår en piget latter op.

– Jeg skulle absolut ikke have nogen studenterhue heller. Men da jeg så ringede til min far og sagde, at nu var jeg jo altid blevet student, så siger han, ”vil du ikke nok købe en studenterhue, når du kører ud til mor”. Hun lå ude på Rigshospitalet, så det gjorde jeg. Og på en eller anden måde, så havde jeg en idé om, at jeg skulle læse medicin. Jeg troede, at jeg kunne frelse verden.

Var det, fordi din mor var syg, at du fik den idéen om at blive læge?

– Ja, jeg tror, det var det. Men jeg burde have kendt mig selv godt nok til, at det ikke var mig. Og mens jeg tog præmedicin, fordi jeg ikke var matematisk student, tog jeg vagter på hospitalet for at tjene nogle penge.

Her skulle hun sidde ved døende mennesker, husker hun.

– Det kunne jeg slet ikke klare.

Hun ryster opgivende med hovedet.

– Og det sidste, der skete, var, at jeg sad ved en otteårig pige, der også kunne dø. Og det var så grusomt, så jeg kunne ikke sove, og jeg kunne ikke spise, så jeg blev jo aldrig læge.

Grebet af lærergerningen

I stedet fandt hun tilbage til bøgernes verden og begyndte at læse dansk på Københavns Universitet. Og her begyndte hun også at læse Martin Andersen Nexøs forfatterskab.

– Så der startede den kærlighed, smiler hun.

– Jeg blev meget optaget af den sociale indignation, der gennemsyrer hans bøger, som gav mig en anden forståelse af samfundet.

Selv voksede hun op i et trygt hjem, fortæller hun. Og selvom forældrene ikke rige, manglede de ikke noget.

– Jeg kan huske, at min far engang skulle bygge en længe, og han gik i banken for at spørge, om han kunne få et lån. Det kunne han godt. Men ”jeg fik heldigvis ikke brug for at låne,” som han sagde. For han havde allerede lagt penge til side. Og det forsøgte han også at opdrage mig til. Det har jeg nu ikke levet så godt efter, griner hun.

– Men der var altid penge.

Fordi de satte tæring efter næring?

– Ja, lige præcis. Men gennem Martin Andersen Nexøs bøger fik jeg indsigt i, at det ikke var alle, der havde haft det lige så trygt som mig. Jeg kendte jo ikke de der fattige børn, vel? siger hun.

– Så det blev jeg meget optaget af.

I mellemtiden mødte hun sin daværende mand og fik sin første datter, og hun ernærede sig selv som årsvikar på en skole.

– Vi var fem årsvikarer på det tidspunkt. Jeg fik en 8. klasse og en 1. reale. Det hed det dengang. Så skulle jeg være der derovre. Det var fint nok. Jeg mente godt, at jeg kunne passe universitetet også.

– Men..., siger hun og lyser op i et smil.

– Jeg blev så glad for det, og det gjorde forældrene faktisk også, så de søgte skolekommissionen om, at de måtte beholde mig, så at jeg kunne føre dem op til realeksamen og 10. klasse. Så jeg var der faktisk i tre år.

Gennem Martin Andersen Nexøs bøger fik jeg indsigt i, at det ikke var alle, der havde haft det lige så trygt som mig, siger Ingrid Kofod Larsen

En skatkiste for enhver lærer

Ved siden af sin lærergerning læste hun dansk, mens hun også havde fået sin første datter, Pernille.

– Hun var med på universitetet. Mine medstuderende hjalp med at passe hende. Og Maria, som er den lille, hun kom så bagefter med på seminaret, da jeg i stedet startede der og havde jeg fået hende, smiler hun.

Hvad var det, ved det job som lærer, som tiltrak dig?

– Det at kunne følge nogle børn. Det at kunne formidle viden og opleve børns glæde ved at blive klogere. Det var så fantastisk, og der vidste jeg, at det var seminaret. Så jeg stoppede med universitetet og blev jeg lærer i stedet. Og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har haft verdens bedste job. Jeg har virkelig, virkelig været glad for det.

Da hendes daværende mand fik en stilling som direktør på Bornholm, fortsatte hun sin lærergerning her. Senere blev hun fællesfagslærer og studievejleder på levnedsmiddelskolen på Bornholms Erhvervsskole. Men hun savnede folkeskolen, så hun har arbejdet de fleste af sine arbejdsår på Hasle Skole, ligesom hun en overgang læste psykologi og blev AKT-lærer, som er et mellemled mellem klasselæreren og psykologen.

– Vi var de første, der indførte det på Bornholm for at hjælpe børn, der mistrivedes. Det var spændende og givende at være med til at gøre en forskel i de små menneskers liv, siger Ingrid Kofod Larsen, som ligesom sin yndlingsforfatter har haft et særligt hjerte for børn, der havde det svært.

– Alle de børn, jeg har haft i skolen, har også læst Martin Andersen Nexø. De fleste kender ham jo kun fra Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, men hans forfatterskab er en skatkiste for enhver lærer.

Har du selv en yndlingstekst af forfatteren?

– Ja, hans lange novelle Lotterisvensken, siger hun og gengiver i korte træk fortællingen.

– Den handler om en fattig stenværksarbejder, som gerne vil give sin familie nogle bedre kår. Det vil han aldrig kunne ved hjælp af sit arbejde som stenhugger, så han vil gerne spille i lotteriet. Det har han ikke råd til. Men han ender alligevel med at købe en lotterisedlen, selvom familien ikke engang har råd til at få mad på bordet. Han drikker også, så det gør det ikke bedre, mens den ene tragedie efter den anden rammer den lille fattige familie.

– Et barn dør endda, da han ikke har råd til at hente lægen i tide. Svensken ender med at spille lotterisedlen væk, og da de vinder hovedpræmien på 4.000 kroner, tror konen, at pengene er deres, så hun sender drengen op for at fortælle ham den gode nyhed, men da lyder der et brag, fordi Svensken har sprængt sig selv i luften af skam. Det er så barskt. Men Nexø ville jo fortælle om uretfærdigheden i datidens samfund. Det fanger skolebørnene også straks, siger den erfarne lærer.

– Martin Andersen Nexø viste jo også mig selv, at alle ikke har haft en lige så tryg barndom som mig. Og derfor er han også stadig relevant. Der findes stadigvæk fattige børn i Danmark, men vi kan bare ikke se dem.

Har du også oplevet den ulighed som lærer?

– Ja, absolut. Men den er jo skjult. For børnene gør jo alt for at skjule det, men man kan alligevel hurtigt mærke det. Nogle børn havde måske slet ikke madpakke med. Nogle var aggressive, fordi de dybest set var ulykkelige over at blive svigtet derhjemme. Og nogle kommer måske ikke så tit i skole, fordi de har det så dårligt derhjemme, så vi prøvede at hjælpe de børn, der for eksempel ikke havde råd til at komme med til fødselsdage, siger hun og nøder til at spise af hendes veldækkede bord.

– Nu skal du spise noget, siger hun, mens hendes mand bevæger sig stille rundt i baggrunden.

Et levende hus

Passionen for Martin Andersen Nexø deler Ingrid Kofod Larsen med sin nuværende mand, Jørn, som hun mødte for 12 år siden, da hun selv var blevet enke.

– Jeg troede aldrig, at jeg skulle møde en ny mand, men vi mødtes tilfældigt hos nogle fælles venner i Sandvig. Jeg havde mistet min mand, og han havde mistet sin kone. Han havde og har et hus i Brønshøj. Og mens han havde talt om at få sommerhus på Bornholm, havde jeg talt om at få en lejlighed i København, når jeg blev pensionist, fordi jeg er så glad for at gå i teatret og gerne vil være tæt på mine børn, så det er endt med, at vi har beholdt begge boliger, men vi er mere og mere på Bornholm, hvor Jørgen også er kommet med i arbejdet med Martin Andersen Nexøs mindestuer.

Ingrid Kofod Larsen blev formand for Martin Andersen Nexøs mindestuer i Nexø i 2019, og siden er det gået stærkt med stadig flere arrangementer, en digterrute og Litteraturens Folkemøde.

– Jeg tænkte, at det gule hus i Nexø skulle være et levende hus. Og hvordan kunne man gøre det? Jo, det gør vi jo ved at få nulevende forfattere, der skriver med social indignation ligesom Martin Andersen Nexø. Så jeg startede med at få nogle foredrag dernede med blandt andre forfatteren Morten Pape, som er blevet min ven. Og det gik jo meget godt.

Ud i naturen og ind i litteraturen

Sammen med Jørn stod hun også for at få Bornholm med i Danske Digteruter. Det begyndte, da hun i Kristeligt Dagblad læste om, hvordan man lavede Danske Digterruter over store forfattere.

– Der stod både Jeppe Aakjær og Karen Blixen. Men hvem stod der ikke? siger hun og sender et forarget blik over morgenbordet.

– Martin Andersen Nexø! udbryder hun.

– Og så blev jeg stangtosset.

Hun ringede derfor straks til litteraturprofessoren Johs. Nørregaard Frandsen, som stod for projektet. ”Det er Ingrid Kofod Larsen fra Martin Andersen Nexøs mindestuer,” sagde hun og ”pustede sig rigtig op”.

– ”Vi sad lige og skulle ringe til dig,” sagde han så lunt. Jeg er ikke sikker på, det var rigtigt. Men det er også fuldstændig lige meget, for vi fik opgaven, smiler hun.

Jørn tog sig af det praktiske med at tegne ruten. Ideen var at komme ind i litteraturen ved at gå ud i naturen på steder, der betød noget for Nexø. Og selv fandt hun relevant litteratur til hvert stop på ruten.

– Så jeg måtte nærmest læse hele forfatterskabet op igen. Men hver gang jeg havde fundet noget, læste jeg det op for litteraturforskeren Henrik Yde, der er ekspert i Martin Andersen Nexø. Og han sagde god for det hele, så jeg var meget stolt, siger hun og ser et øjeblik tankefuldt til siden.

– Jeg kan huske første gang, jeg ringede til Henrik Yde tilbage i 2019 og sagde: ”Jeg er jo bare skolelærer”, da jeg præsenterede mig. ”Bare!?” udbrød han og tilføjede ”Skolelærerne er skam det vigtigste erhverv overhovedet. De er hele fundamentet for samfundet!”

Hun smiler og retter ryggen.

– Jeg følte det straks, som om jeg voksede op til at være to meter høj. Og derfra har vi været venner, så jeg ringer til ham, hver gang jeg er i tvivl om noget med Martin Andersen Nexø.

Mellem Pelle og Morten

Hun var heller ikke i tvivl om, at Henrik Yde var den rigtige til at rådføre sig om det faglige ved digterruten, men hvem skulle læse teksterne op?

– Så foreslog en af medarbejderne, at det da skulle være Pelle Hvenegaard, som spillede Pelle i Bille Augusts filmatisering af Pelle Erobreren. Det troede jeg ikke, at han ville gide, men jeg sendte ham en mail, og et kvarter efter fik jeg en mail fra Pelle, hvor der stod ”Det vil være mig en ære”. Det var så dejligt, og i dag er Pelle og jeg de bedste venner. Jeg har det sødeste billede fra Litteraturens Folkemøde, hvor lille jeg står mellem Pelle og Morten Pape.

– Der sagde mine døtre nemlig: ”Du siger jo, at det er dine drenge. Men vi er lidt nervøse for arven”. Så Pelle og Morten, det er mine drenge, siger hun og smiler igen.

– Det er sidegevinsten ved alt det, jeg gør. Jeg får ikke en krone for det, og det skal jeg absolut heller ikke have. Men jeg får så meget løn ved alle de skønne mennesker, som jeg lærer at kende. Og i dag er jeg også rigtig gode venner med seks af Martin Andersen Nexøs børnebørn.

Nexø på bornholmsk

Bliver du aldrig træt af Martin Andersen Nexøs forfatterskab?

– Nej, det gør jeg ikke. Det er helt sikkert. Jeg finder hele tiden nye, spændende ting i det. Og selv grimme ting kan han skrive smukt og indlevende om. Vi ved, at han altid havde omkring 4.000 lapper liggende fra aviser og samtaler med mennesker, så han byggede jo sine bøger på virkeligheden, siger hun og læner sig ind over bordet, som om hun vil fortælle en hemmelighed.

– Der går ikke én dag, uden jeg beskæftiger mig med Martin Andersen Nexø. Jeg vil sige i gennemsnit fire timer hver dag. I morgen skal jeg for eksempel lave en talk henne på Arbejdermuseet, og jeg har for nyligt lavet undervisningsmateriale om blandt andet Lotterisvensken sammen med Katja Gottlieb fra Dansk Lærerforeningen sidder jeg nu og laver, foreløbigt har vi lavet undervisningsmaterialer til fire af hans noveller.

– Jeg har en kæmpe taske med materialer, så når jeg skal til København, spørger Jørn altid, om ”Martin” skal med, så han joker sommetider med, at han bør booke til tre, for Martin skal altid med.

Sådan har hun også fundet nye projekter til ”det lille gule hus”.

– Da Jørn og jeg var færdige med Danske Digterruter, hvor vi havde siddet der i mange, mange, mange timer, sagde jeg til Jørgen: ”Lediggang er roden til alt ondt. Vi skal finde på noget nyt. Vi laver Litteraturens Folkemøde”.

– Og så sagde Jørn ”Det kan du sgu ikke finde ud af. Det har du ikke prøvet.” ”Nej, men det kan jeg da prøve”, og så ringede jeg til Henrik og Iben Mondrup, som jeg også rigtig godt kan lide, og de ville gerne være med. Iben meldte fra for to år siden, da hun havde for travlt med at skrive, men måske er hun med fra 2025, og i dag er Henrik og Pelle med i min gruppe.

– Siden er det vokset. Der var således flere besøgende sidste år end første år, men jeg drømmer at få flere bornholmere til at komme. For mange af dem, der kommer, er turister. Men måske hjælper det, når Alex Speed Kjeldsen efter planen oversætter en af Martin Andersen Nexøs noveller til bornholmsk til sommer. Så det håber jeg på.

Min far var en mand af få ord, men sagde, at man altid skal kunne stå op og se sig selv i spejlet om morgenen, og det har jeg forsøgt at leve efter, siger Ingrid Kofod Larsen

Livets mening

Privat tror Ingrid Kofod Larsen på mere end litteraturens kraft.

– Jeg plejer ikke at tale så meget om det, men jeg er troende og beder stadig mit fadervor hver dag. Og jeg tror på, at der findes mere end vi ved og absolut også end vi kan styre. Det gode og det mindre gode, der sker, tror jeg, at der er en mening med. Men det er ikke noget, jeg går og snakker om. Men som barn gik jeg i søndagsskole og til havemøder hos Luthersk Missions havemøder. For mine forældre var begge troende.

– Det var som sagt min mor, der lærte mig at bede fadervor om aftenen. Min far udtrykte sin egen tro stærkere efterhånden, men det var ligesom noget, han havde for sig selv, og han tvang mig aldrig til at tro.

– Men hvis der var gudstjeneste i fjernsynet, skulle man ikke ringe. For det ville han se. Og når han åbnede avisen, var det første, han læste, også altid de bibelske ord i Bornholms Tidende. Han skiltede ikke med sin tro, men viste den ved eksemplets magt. Og det virkede meget stærkt, ligesom han sagde, at man skulle kunne kigge sig selv i spejlet.

Og hvordan lever man, så man kan gøre netop det?

– Ved at gøre op med sig selv, om man kan være bekendt at leve, som man gør. Jeg vil sandelig ikke sidde og sige, at jeg aldrig har gjort noget forkert. Jeg har gjort mange ting forkert. Men man skal stræbe efter at opføre sig ordentligt, mens vi er her. Vi skal sørge for, at dem, der kommer efter os, har fået noget med, så også de får et godt liv.

Og hvad er det gode liv så?

– Det gode liv er jo at kunne stå op om morgenen og se sig selv i spejlet, siger hun og griner, inden hun svarer på, hvordan hun så gerne vil huskes:

– Som et menneske, der gjorde sit bedste.

Blå bog

Ingrid Kofod Larsen

Født den 20. marts 1948

Uddannet lærer og formand for Martin Andersen Nexøs mindestuer i Nexø

Hun bor sammen med Jørn Carlstedt og har døtrene Pernille og Maria og børnebørnene Andrea og Tobias

Jørn har sønnen Jacob og børnebørnene Gustav og Selma, som hun betragter som sin bonusfamilie