Hyldet som frihedskæmper – nu stemplet som landsforræder

Bornholmske Karl Edvard Nielsen hyldes som modstandsmand under Anden Verdenskrig både i Mindelunden ved Ryvangen og på et monument i Almindingen. Men en ny bog slår fast, at han var i tysk tjeneste og stod til en dom som landsforræder efter krigen, hvis ikke tyskerne ved en fejltagelse havde slået ham ihjel. Dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen mener, han skal smides ud af Mindelunden, hvis bogens påstande verificeres.

Bornholmeren Karl Edvard Nielsen led den 3. november 1944 en brutal død i ejendommen Torslunde Bygade 28 i Ishøj, hvor han boede sammen med sin ægtefælle, Helga.

Det bankede på døren, han åbnede, så en pistol pege mod sig, vendte rundt på hælen for at flygte, men blev skudt.

Det var soldater fra den nazistiske besættelsesmagt, der affyrede de dødbringende projektiler, og den dag i dag ligger bornholmeren begravet i Mindelunden i Ryvangen sammen med godt 100 andre faldne modstandshelte fra krigens tid, deriblandt velkendte koryfæer som Flammen, Citronen og Kim Malthe-Bruun.

Ydermere er hans navn mejslet ind i mindesmærket Davidstatuen i Almindingen sammen med tre andre bornholmske modstandsfolks, hvor det dog som en lille mislyd, man kan opfatte som et vidensbyrd om den falske melodi, der er blevet ham til del, kan konstatere, at navnet er stavet fejlagtigt. Carl i stedet for Karl.

Der er nemlig ifølge en ny bog, som kom på gaden fredag, den hage ved historien, at Karl Edvard Nielsen så langt fra var en del af den heroiske modstandsbevægelse. Han var snarere nazist og i hvert fald landsforræder, eftersom han var i de nazistiske besættelsestroppers sold.

Det er Martin Q. Magnussen, der har skrevet bogen, som egentlig handler om den verdensberømte danske forfatter, som under navnet Sven Hazel begyndende i 1953 med "De fordømtes legion" solgte millioner af bøger, som udkom på 25 sprog, om sine oplevelser som frivillig soldat i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig. Og den aktuelle bog hedder da også "Den falske løjtnant – den sande historie om storstikkeren Sven Hazel".

Forkert helt

Hans rigtige navn var Børge Willy Redsted Pedersen, og af bogen fremgår det, at han var hipomand og storstikker, og efter krigen sad han i fængsel for landsforræderi. Den tidligere politimand Martin Q. Magnussen bygger sin historie op omkring en grundig gennemgang af en arkivkasse, som pludselig dukkede op i Rigsarkivet i 2017, idet forfatteren tidligere har beskæftiget sig med systematiske tyverier fra arkivet, som han blev opmærksom på i 2012 – men nu vendte enkelte effekter altså tilbage, idet de blev indleveret af arvinger til tyven.

Her i denne artikel vil vi fokusere på historien om Karl Edvard Nielsen, "den forkerte helt", som altså ved et tilfælde havnede på den rigtige side af historien, heltenes, men ifølge forfatteren hører til på skurkenes side. Hvorvidt de nye afsløringer får nogen konsekvens er i skrivende stund uvist, men i en artikel i Weekendavisen om sagen slår dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen, som i dag er formand for bestyrelsen i Frihedskampens Mindefond, der er med til at vedligeholde mindesmærkerne for frihedskæmperne, fast om eventuelle konsekvenser:

– Det bliver op til Kirkeministeriet at bestemme, hvis oplysningerne verificeres.

Han fortsætter til avisen:

– Der er faktisk to andre, som blev gravet op engang efter krigen, fordi det viste sig, at de havde arbejdet for tyskerne. Om det at have været sabotagevagt i dag er nok til at blive gravet op, må ministeriet afgøre, men hvis du spørger mig personligt, så ønsker jeg ikke, at den slags skal ligge mellem vore helte.

Det skal her slås fast, at Karl Edvard Nielsens position som "sabotagevagt" var i tyskernes tjeneste, idet han arbejdede som bevæbnet vagt ved et vandværk for at beskytte det mod modstandsbevægelsen, hvilket jo nødvendigvis vil sige, at han i en tilspidset situation potentielt kunne have dræbt modstandsfolk, og havde han overlevet krigen, stod han da også på grund af jobbet til en fængselsstraf.

Svøbt i Dannebrog

At tyskerne skød ham var en fejl, for de var i virkeligheden på jagt efter en modstandsmand, som boede i lejligheden oven på Karl Edvard Nielsen og Helgas, og ægteparret anede tilsyneladende intet om, at deres logerende var modstandsmand.

Sidstnævnte fik tyskerne aldrig fat i, og da de opdagede deres fejltagelse, begravede de i al hast Karl Edvard Nielsen i Ryvangen, hvor de netop også begravede henrettede danske modstandsfolk.

Efter befrielsen blev han gravet op, identificeret og genbegravet i en kiste svøbt i Dannebrog den 29. august 1945 på det sted, som da var blevet til Mindelunden.

Hans hustru, Helga, forsøgte at få en erstatning fra tyskerne, fremgår det af bogen, og omend de vedgik sig, at drabet var en fejl, argumenterede de for et afslag med den begrundelse, at han selv var skyld i sin død, fordi han forsøgte at flygte. Uden held pressede Helga på ved i et brev til den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best at forklare, at Karl "afgjort ikke havde nogen forståelse for modstandsfolk", ligesom hun i øvrigt oplyste, at hendes bror skam arbejdede for Gestapo, og at også hendes far var på tyskernes side.

Lige lidt hjalp det, men da nu hendes afdøde mand blev ophøjet til frihedshelt, lykkedes det faktisk enken fra de danske myndigheders side at få en livsvarig hædersgave på, hvad der i dag svarer til 25.000 kroner årligt.

Grundlæggende problem

– Jeg synes, det er interessant, hvad I vælger at gøre ved den mindesten, I har på Bornholm, siger Martin Q. Magnussen til Tidende.

– Ligesom Christian Eugen-Olsen taler om, at Karl Edvard Nielsen skal graves op i Mindelunden, er det da spændende, hvordan I tackler det. Skal man eksempelvis ved mindesmærket orientere om, at han ikke var modstandsmand, for det var han jo ikke. Eller skal Karl Edvard Nielsens navn simpelthen fjernes helt fra monumentet?

Da du gik i gang med at skrive din bog om Sven Hazel, vidste du vel intet om den bornholmske vinkel?

– Nejnej, det var der jo ingen, der gjorde, siger Martin Q. Magnussen.

– Det er da også først noget de, der beskæftiger sig med Mindelunden, bliver bevidste om nu, hvor min bog er kommet på gaden. Og det er da grundlæggende et problem, at Karl Edvard Nielsen ligger lige der ved siden af store modstandsfolk som eksempelvis Flammen.

Vil du mene, at Karl Edvard Nielsen var decideret nazist?

– Jeg vil sige, at familien generelt var nazistisk indstillet. Svigerfaren blev rent faktisk anholdt den 5. maj 1945 for at have angivet den modstandsmand, som boede på 1. salen hos ægteparret, hans svoger var medlem af Gestapo, og hans kone skrev jo i breve, at han var imod modstandsbevægelsen. Og da han arbejdede som sabotagevagt var det efter, at samarbejdspolitikken var ophørt, så på den måde valgte han jo side, kan man sige.

Karl Edvard Nielsen (med C) hugget ind i Davidstatuens sokkel i Almindingen.

Lovgivningen

Så er man forræder?

– Lige præcis, for det var hans opgave at bekæmpe modstandsbevægelsen ved det vandværk, han beskyttede, og havde han overlevet krigen, var han blevet dømt som landsforræder.

Det mener du?

– Det var han ifølge lovgivningen, for det var simpelthen ulovligt at være sabotagevagt, så han var 100 procent sikkert under retsopgøret efter krigen blevet dømt som landsforræder.

Så det er nagelfast, at han bliver husket som frihedskæmper, men var landsforræder?

– Ja, vi ved jo 100 procent sikkert, at han ikke var modstandsmand, og vi ved også 100 procent sikkert, at han ville være dømt som landsforræder. Det er rigtigt, at jeg har ikke kunnet finde bevis på, at han var medlem af nazistpartiet, men hele hans omgangskreds var nazistisk, siger Martin Q. Magnussen.

Jeg spørger, fordi man måske kan argumentere for, at man gerne vil beskytte et vandværk for at sikre vand i hanerne, men det betyder måske ikke nødvendigvis, at man er nazist?

– Ja, det kan jeg godt se, men det var tyskerne, der bad om beskyttelsen. Og hans kone beskriver også, at det er hendes opfattelse, at han flygter, da det banker på døren, fordi han få dage forinden havde været med til at holde nogle modstandsfolk op på vandværket. Så han har aktivt bekæmpet modstandsbevægelsen, ligesom han jo altså aktivt kunne have modsat sig at være sabotagevagt.

Johannes C. Bjergs David på Christianshøj. Arkivfoto

Karl Edvard Nielsen
I Modstandsdatabasen kan man på modstand.natmus.dk læse følgende om Karl Edvard Nielsen – hvilket altså er en tekst, som meget vel kan skulle revideres efter de ny oplysninger, der nu kommer frem:

Arbejdsmand, født 10.8.1909 i Rønne, død 3.11. 1944 i Thorslunde. Gift 28.5.1935 med Helga Ingeborg Madsen, født 27.5.1912. Illegal vært i Thorslunde.

Fra maj 1944 boede en eftersøgt modstandsmand hos Karl Nielsen, der i øvrigt støttede modstandsarbejdet på forskelligvis. 3.11.1944 søgte Gestapo at arrestere den eftersøgte på Karl Nielsens bopæl, men fandt ham ikke hjemme. De ville da i stedet arrestere Karl Nielsen, men denne smækkede døren i, hvorpå Gestapofolkene rettede en skudsalve mod døren. Karl Nielsen dræbtes herved.

Museumsinspektør: "Det er virkelig interessant"

Det kan formentlig være berettiget at flytte Karl Edvard Nielsens grav, mener Jakob Seerup.

– Det er virkelig interessant. Det forekommer jo af og til, at nulevende personer fratages eksempelvis Dannebrogordenen, hvis de har gjort noget kriminelt, påpeger ph.d. og museumsinspektør ved Bornholms Museum Jakob Seerup over Tidende i forbindelse med de nye oplysninger om Karl Edvard Nielsen.

– Vi har også et nyligt eksempel med Simon Spies, hvor Helsingør Kommune valgte at beholde navnet på den plads, der var opkaldt efter ham, selv om der blev rejst tvivl, om han rettelig fortjente den hæder. Mig bekendt er der ikke i nyere tid blevet fjernet navne fra mindesmærker, men vi har jo ifølge Christian Eugen-Olsen fortilfælde for opgravninger af uberettigede "modstandskæmpere", umiddelbart efter krigen – så det kan vel ses som præcedens. Normalt skal der jo ganske meget til for at flytte en grav, men i netop dette tilfælde kan det formentlig findes berettiget.

Glorværdig

Hvad angår Davidsstatuen i Almindingen, så sorterer den formentlig under statsskovdistriktet, som må tage stilling til, hvad der skal ske, pointerer museumsinspektøren og fortsætter:

– De kan jo så tage bestik af, hvad man beslutter i Ryvangen. Under alle omstændigheder må det ses som en helt usædvanlig sag. Med andre monumenter, hvor man i nyere tid er kommet i tanker om, at den hædrede måske ikke i alle sammenhænge har været så glorværdig, har man i nogle tilfælde forsynet dem med en forklarende/uddybende tekst, men jeg mener, at denne sag skiller sig ud. Det kan ikke sammenlignes med eksempelvis en statue af en slavehandler, hvor det i hans samtid var accepteret at handle med slaver, men at man siden har ændret holdning. Her er tilfældet jo, at hvis man havde været fuldt oplyst om sagens rette sammenhæng i 1945, så var han ikke blevet hædret dengang heller.

Bogens forside (udsnit).

Sådan blev bornholmeren skudt

Vi bringer her et uddrag af det 25 sider lange kapitel 7 fra Martin Q. Magnussens bog "Den falske løjtnant – den sande historie om Sven Hazel", som netop er kommet på gaden. Kapitlet "Drabet i Torslunde" handler om bornholmeren Karl Edvard Nielsen, der fik en heltebegravelse, men som ifølge forfatteren som minimum var landsforræder, måske endda nazist.

Den 3. november 1944 bankede det hårdt på døren hos Karl Edvard og Helga Nielsen i deres hus Karlsminde, der ligger i Torslunde vest for København. Klokken var 22, og ægteparret lå i deres seng. Men ved den voldsomme lyd flåede Karl hurtigt dynen til side, trak i nogle bukser og bevægede sig mod hoveddøren.

Besøget var ventet og frygtet. Karl følte sig ekstra truet i denne periode, hvor modstandsbevægelsen havde angrebet vandværket flere gange. Han var en rolig og besindig mand, efter sin egen mening tæt på politisk neutral, men han havde været med til at holde sabotører væk fra værket med sit gevær. Modstandskampen havde udviklet sig, og Karl Edvard Nielsen havde ingen forståelse for sabotørernes gerninger. Og den holdning delte han med flere i sin familie, blandt andet en svoger, der arbejdede for Gestapo, og hans svigerfar, der også havde valgt side til fordel for tyskerne og talte dårligt om den lokale modstandsbevægelse.

Da Karl Edvard Nielsen nåede ud i gangen, åbnede han hoveddøren på klem for at se, hvem der stod derude. Han så en pistol rettet mod sig og troede formentlig straks, at det var modstandsbevægelsen, der var kommet efter ham. Med et skrig lukkede han døren i igen og løb mod soveværelset for at søge dækning. Men Karl Edvard Nielsen nåede ikke så langt, for i det samme blev flere maskinpistoler affyret.

Skuddene brød stilheden og gav genlyd i den vindstille aften i Torslunde. Flere i den lille by løb forundrede ud på gaden.

Var det et våben? En bil, der var punkteret?

Inde i villaen Karlsminde havde to af skuddene ramt Karl Edvard Nielsen i ryggen, og de var gået hele vejen igennem ham, så blodet nu strømmede ud ad hullerne i brystkassen. Han nåede lige akkurat ind i soveværelset, før han faldt sammen ved sengen, mens livet langsomt ebbede ud. Ind i boligen kom nu flere uniformerede tyske soldater og en civilklædt dansker, som begyndte at undersøge huset for våben. Det var ikke folk fra modstandsbevægelsen, der havde stået ved døren, og det stod hurtigt klart, at her var begået en fejl. De bevæbnede mænd befandt sig på den forkerte etage og havde skudt mod en af deres "egne".

Her i huset blev Karl Edvard Nielsen skudt af tyskerne.

Ovenpå logerede Kaj Rasmussen. Hverken Karl Edvard Nielsen eller hans kone kendte til, at deres lejer var en modstandsmand, der udførte illegalt arbejde. Kaj Rasmussen havde helt bevidst holdt skjult for dem, at han fordelte blade i området, indsamlede penge til de personer, der blev nødt til at leve i skjul, og var med til at danne en mindre lokal modstandsgruppe. Derfor boede han ganske officielt på adressen og blev på ingen måde skjult af værtsparret, der alligevel ikke ville forstå hans politiske ståsted og slet ikke deltage i arbejdet. Det havde Kaj Rasmussen tydeligt fornemmet.

Karl Edvard og Helga havde til gengæld ikke fornemmet så meget, andet end at deres logerende var en aktiv skribent, for de kunne høre skrive- maskinens klapren igennem loftet.

De uniformerede tyskere og deres danske håndlangere skyndte sig nu ovenpå. Med en økse brød de døren op, men Kaj Rasmussen var ingen steder at finde. Han var i teatret denne aften og ikke kommet hjem end- nu, og tilfældigvis sov han ude og nåede at blive underrettet, så det helt lykkedes ham at undgå samme grumme skæbne som sin udlejer. Kaj Rasmussen opholdt sig i den efterfølgende tid hos forskellige venner og bekendte, og i midten af januar fik han besked om, at han kunne komme til Sverige, hvor han blev resten af besættelsen.

Efter drabet tog de tyske soldater Karl Edvard Nielsens lig med til København, hvor de begravede ham i Ryvangen, så de kunne komme af med beviset for deres fejl hurtigst muligt. Derfor faldt valget formentlig på begravelsespladsen, der under besættelsen ikke kun var et hvilested for modstandsfolk, men også i et mindre omfang for henrettede SS-soldater. Denne begravelsesplads var endnu ikke kendt af offentligheden, men blev først afsløret efter befrielsen.

Karl Edvard Nielsens kone vidste udmærket, at tyskerne ikke havde dræbt en modstandsmand, og at der var begået en dødelig fejl. Derfor skrev hun flere gange til de tyske myndigheder for at få erstatning for det uretmæssige tab af sin mand. Kort tid efter modtog enken en undskyldning. Men trøstende ord var dog ikke noget, hun kunne leve af, så hun krævede stadig erstatning. Derfor skrev hun først til lederen af Gestapo i Danmark, Karl Heinz Hoffmann, og efterfølgende til den rigsbefuldmægtigede Werner Best. Af et af hendes breve fremgik det klart, hvad der var sandheden om Bornholmeren:

Afdøde var en rolig og besindig mand uden politiske interesser, ej heller medlem af nogen politisk forening. Skulle man rent følelsesmæssigt bestemme hans stilling, måtte tungen i vægtskålen falde mod sabotagens ophavsmænd, for hvilke han afgjort ikke havde nogen forståelse – endvidere som god dansk mand – sympati.

Tyskerne forklarede flere gange til enken, at hendes mand selv var ude om, at man havde forvekslet ham med en modstandsmand, sådan som han havde smækket døren i. Derfor ville hun ingen erstatning få udbetalt.

Sagen nåede dog aldrig at blive formelt afsluttet, fordi befrielsen kom.

Efter besættelsens afslutning blev Karl Edvard Nielsen gravet op sammen med de andre lig på gravpladsen i Ryvangen. Alle skulle obduceres, identificeres og have en ordentlig begravelse.

Den 29. august 1945 blev en af de største mærkedage det år. Sammen med de andre dræbte modstandsfolk blev Bornholmeren kørt i ligtog tilbage til Ryvangen, hvor han fik en heltebegravelse – samme sted som han et lille år forinden i al hast var blevet lagt i jorden af tyskerne for at dække over det fejlagtige drab på en af deres egne. Af uvisse årsager var de danske myndigheder stadig overbeviste om, at det i hans tilfælde var endnu en modstandsmand, de havde med at gøre. En flot begravelse var derfor det mindste, man kunne give Karl Edvard Nielsen.

Kongen og flere tusinde danskere stod på ruten for at hylde følget, og ved ankomsten til gravpladsen kørte optoget forbi et skilt med ordene "Danmarks tro sønner".