Ovenpå logerede Kaj Rasmussen. Hverken Karl Edvard Nielsen eller hans kone kendte til, at deres lejer var en modstandsmand, der udførte illegalt arbejde. Kaj Rasmussen havde helt bevidst holdt skjult for dem, at han fordelte blade i området, indsamlede penge til de personer, der blev nødt til at leve i skjul, og var med til at danne en mindre lokal modstandsgruppe. Derfor boede han ganske officielt på adressen og blev på ingen måde skjult af værtsparret, der alligevel ikke ville forstå hans politiske ståsted og slet ikke deltage i arbejdet. Det havde Kaj Rasmussen tydeligt fornemmet.
Karl Edvard og Helga havde til gengæld ikke fornemmet så meget, andet end at deres logerende var en aktiv skribent, for de kunne høre skrive- maskinens klapren igennem loftet.
De uniformerede tyskere og deres danske håndlangere skyndte sig nu ovenpå. Med en økse brød de døren op, men Kaj Rasmussen var ingen steder at finde. Han var i teatret denne aften og ikke kommet hjem end- nu, og tilfældigvis sov han ude og nåede at blive underrettet, så det helt lykkedes ham at undgå samme grumme skæbne som sin udlejer. Kaj Rasmussen opholdt sig i den efterfølgende tid hos forskellige venner og bekendte, og i midten af januar fik han besked om, at han kunne komme til Sverige, hvor han blev resten af besættelsen.
Efter drabet tog de tyske soldater Karl Edvard Nielsens lig med til København, hvor de begravede ham i Ryvangen, så de kunne komme af med beviset for deres fejl hurtigst muligt. Derfor faldt valget formentlig på begravelsespladsen, der under besættelsen ikke kun var et hvilested for modstandsfolk, men også i et mindre omfang for henrettede SS-soldater. Denne begravelsesplads var endnu ikke kendt af offentligheden, men blev først afsløret efter befrielsen.
Karl Edvard Nielsens kone vidste udmærket, at tyskerne ikke havde dræbt en modstandsmand, og at der var begået en dødelig fejl. Derfor skrev hun flere gange til de tyske myndigheder for at få erstatning for det uretmæssige tab af sin mand. Kort tid efter modtog enken en undskyldning. Men trøstende ord var dog ikke noget, hun kunne leve af, så hun krævede stadig erstatning. Derfor skrev hun først til lederen af Gestapo i Danmark, Karl Heinz Hoffmann, og efterfølgende til den rigsbefuldmægtigede Werner Best. Af et af hendes breve fremgik det klart, hvad der var sandheden om Bornholmeren:
Afdøde var en rolig og besindig mand uden politiske interesser, ej heller medlem af nogen politisk forening. Skulle man rent følelsesmæssigt bestemme hans stilling, måtte tungen i vægtskålen falde mod sabotagens ophavsmænd, for hvilke han afgjort ikke havde nogen forståelse – endvidere som god dansk mand – sympati.