Ikke desto mindre blev den officielle historie altså, at han var en modstandshelt, og den dag i dag ligger bornholmeren begravet i Mindelunden i Ryvangen sammen med godt 100 andre faldne modstandshelte fra krigens tid, deriblandt velkendte koryfæer som Flammen, Citronen og Kim Malthe-Bruun.
Det er den tidligere politimand, forfatteren Martin Q. Magnussen, der har gravet de nye oplysninger frem i Rigsarkivet i forbindelse med, at han har har skrevet den just udkomne bog "Den falske løjtnant – den sande historie om storstikkeren Sven Hazel".
Martin Q. Magnussen sagde blandt andet i artiklen i Tidende forleden om Karl Edvard Nielsen:
– Det var hans opgave at bekæmpe modstandsbevægelsen ved det vandværk, han beskyttede, og havde han overlevet krigen, var han blevet dømt som landsforræder.
Ud over æren ved at være begravet i Mindelunden er Karl Edvard Nielsen også en af de i alt fire modstandsfolk, som i Almindingen nævnes på en Davidstatue støbt i bronze, stillet på en sokkel af granit med de fire navne indgraveret, og hvor hans fornavn dog fejlagtigt er stavet "Carl". De tre øvrige er Kjeld Frederiksen, Jens Peter Funk Lind og Thor Vang.