Gerningsmanden? Ja, det er jo det, bogen "Mordet i Vestermarie" handler om og skal afdække, udgivet som den blev knap 70 år senere, i 1902, på baggrund af sagsakterne, som forfatteren, baron Palle Rosenkrantz, gør nærværende i sin true crime-fortællestil, som levner mulighed for, at tænkte situationer og replikker, som ingen naturligvis kan redegøre for præcis, hvordan udfoldede sig, bliver inddraget. Og spændingen og intrigerne bliver stadigt mere intense, som bogen skrider frem.
Sagsakterne og blandt andet mundtlige overleveringer vidner om, at der er tale om virkelige hændelser. Altså et virkeligt mord, som afføder en virkelig tragedie for en desperat sigtet – læs selv bogen – som ikke kan kæmpe sig ud ad den nedadgående spiral, som en insisterende og selvfed dommer fanger ham i, og i processen bliver han voldsomt presset under blandt andet trusler om tortur, og om at hans hustru og datter kan blive inddraget i sagen.
Her skal der ikke afsløres mere, blot nævnes, at sagen i løbet af bogen nærmest udfolder sig som et kammerspil, for den mulige gerningsmand – eller var de flere om forbrydelsen? – bliver ret hurtigt indsnævret til de nærmeste naboer. Sikke en masse splid de alle måtte leve med, for flere personer havde observeret forskellige skikkelser i området, hvilket de beredvilligt vidnede om, og det var jo i sagens natur kun morderen/morderne, der med sikkerhed vidste, at alle andre var uskyldige.