Historien om et drab og et justitsmord på gaden igen

"Mordet i Vestermarie" er den dag i dag en drabelig fortælling med en ganske intens spændingskurve, uagtet det er 190 år siden, den udspandt sig i Vestermarie. Dertil er den sand og et af de første udtryk for den såkaldte true crime-genre – og nu er den netop blevet genudgivet.

Den 64-årige møller Albert Dich fra Vestermarie kom brat af dage om morgenen den 26. november 1833, da han havde forladt sit hus for at begive sig mod Rønne i forbindelse med nogle pengesager.

Det var et slag bagfra med en hård genstand, der ramte hans venstre tinding med så stor kraft, at hovedskallen sprængtes, og han styrtede uden et suk til jorden, mens blodet sprøjtede ud af ham.

Gerningsmanden? Ja, det er jo det, bogen "Mordet i Vestermarie" handler om og skal afdække, udgivet som den blev knap 70 år senere, i 1902, på baggrund af sagsakterne, som forfatteren, baron Palle Rosenkrantz, gør nærværende i sin true crime-fortællestil, som levner mulighed for, at tænkte situationer og replikker, som ingen naturligvis kan redegøre for præcis, hvordan udfoldede sig, bliver inddraget. Og spændingen og intrigerne bliver stadigt mere intense, som bogen skrider frem.

Sagsakterne og blandt andet mundtlige overleveringer vidner om, at der er tale om virkelige hændelser. Altså et virkeligt mord, som afføder en virkelig tragedie for en desperat sigtet – læs selv bogen – som ikke kan kæmpe sig ud ad den nedadgående spiral, som en insisterende og selvfed dommer fanger ham i, og i processen bliver han voldsomt presset under blandt andet trusler om tortur, og om at hans hustru og datter kan blive inddraget i sagen.

Her skal der ikke afsløres mere, blot nævnes, at sagen i løbet af bogen nærmest udfolder sig som et kammerspil, for den mulige gerningsmand – eller var de flere om forbrydelsen? – bliver ret hurtigt indsnævret til de nærmeste naboer. Sikke en masse splid de alle måtte leve med, for flere personer havde observeret forskellige skikkelser i området, hvilket de beredvilligt vidnede om, og det var jo i sagens natur kun morderen/morderne, der med sikkerhed vidste, at alle andre var uskyldige.

Grundtegningen over det sted i Vestermarie, hvor Albert Dich blev myrdet med punkter, der viser, hvor forskellige personer og vidner opholdt sig omkring tiden, da mordet blev begået. Illustration fra bogen

Efterspil

Sagen får et efterspil, hvor også myndighedspersoner får med krabasken, ligesom den også fik indflydelse på senere retsreformer.

Et ekstra plus ved bogen er tidsbille,det og den indsigt man får i, hvordan livet kunne udspille sig på landet dengang i 1800-tallet, og man bliver endnu engang mindet om, at de gode gamle dage såmænd ikke var så gode endda.

Endnu en fin ting ved genudgivelsen er, at den har et efterskrift af krimikenderen og boganmelderen ved Politiken Bo Tao Michaëlis, som sætter både fortællingen og forfatteren i et historisk relief. At en redaktør gerne måtte have fanget et par unøjagtigheder, som at der eksempelvis i efterskriftet står, at mølleren blev stukket ned – nej, han blev slået ned – og at den sigtede frygtede, at blandt andet hans børn – nej, han havde kun ét barn, de øvrige var døde – skulle blive inddraget i sagen, er kun en lille ubetydelig skønhedsplet.

"Mordet i Vestermarie – en bornholmsk kriminalhistorie" er sendt på gaden i denne genudgivelse af Kriminalforlaget, som i en pressemeddelelse forklarer, at det dermed fortsætter sin udgivelsesrække af danmarkshistoriens omvæltende og modige true crime-fortællinger.

I 2022 udgav forlaget "En morders bekendelser" om drabsmanden Ole Kollerød.

Mordet i Vestermarie

Herunder følger et uddrag af kapitel 6 i "Mordet i Vestermarie", som er netop et genudgivet af Kriminalforlaget.

Vi kommer ind i historien, da sandemand Holst – altså skovfogeden – er taget ud til møllen for at afhøre den myrdedes svigersøn, Lars Peter Jørgensen. Albert Dich, som blev slået ihjel af drabelige slag til hovedskallen, og hans kone, Karen, delte således hus med datteren, Bodil Kirstine, og dennes mand.

Sandemand Holst kom til møllen for at granske og forfare, som det hed i rettens sprog. Det var slet ingen nem gang for sandemanden. Han var gode venner med Lars Peter og ville ikke tro ham til det; men i embeds medfør og efter kancellirådens ordre måtte han jo tage til ham for og se, om der virkelig skulle være noget om det. Det var derfor med ikke ringe værdighed, sandemanden trådte ind i møllerhuset. Der lå en offentlig stram og streng kulde over hans rødblussende ansigt, han bøjede hovedet afmålt og tog ikke mod Lars Møllers udstrakte hånd.

Lars Møller tog sig i det, han følte ved sig selv, hvad det var, der voldte sandemandens kulde; men troede sig nok til at kunne få ham tøet op, bare han gik forsigtigt til værks. Byde sandemanden en syp, på godt bornholmsk, lod sig under disse omstændigheder ikke gøre, klogest var det at vente, til tørsten meldte sig – det skulle nok komme, for sandemanden havde ondt ved at holde sig for længe mellem snapsene.

Lars Møller blev stående støttet til en stoleryg, mens kvinderne ængsteligt trykkede sig sammen i døren til "salen".

Karen var den første, der tog ordet.

"Vil sandemanden ikke tage plads – i sofaen?«. Det var bænken, hun kaldte således.

Holst nikkede og sank stum til sæde i bænken.

Så tav alle en liden stund.

"Vil du se liget, Holst?", spurgte Lars Peter. Han synes, han måtte byde på noget, og det var dog en slags seværdighed, de havde i huset.

Sandemanden rystede barsk på hovedet og så vist på Lars Møller med et par rigtige politiøjne, der gik tværs igennem ham.

Det gøs i mølleren – det så Holst, og nu begyndte politimanden at vokse frem i ham. Han lagde huen fra sig med et stærkt tryk i bordpladen og vinkede til kvinderne, at de skulle gå.

De trak sig frygtsomt tilbage.

"Lars", begyndte Holst tungt og eftertrykkeligt med langsom tale, "jeg kommer for at granske og ransage dig og dit hus, du står for din rette øvrighed og bør vel vide, at du skal tale sandhed og kun sandhed".

Lars nikkede tvært.

Holst tav et par sekunder. Skulle han gå lige løs på sagen, eller skulle han søge at overliste mølleren ved snedige spørgsmål? Han nærede nu ikke tvivl om, at han havde gerningsmanden eller i det mindste en medvider for sig. Besynderlig nok, lige til det øjeblik, han var trådt ind i huset, havde han ikke næret skygge af mistanke til Lars Peter. Men ikke så såre fik han ham for sig som ransagningsobjekt, før politiet kogte op i ham, og han straks så misdæderen for sig. Det ligger i blodet sådan noget – i traditionen, i selve håndværket. Det kommer og går, uden at man selv mærker det, og det føles kun, når det er der.

Holst kendte mølleren og vidste, han var en dreven rad – med listesko gik det ikke.

Han vinkede ad ham, rejste sig og gik med faste skridt ind i salen.

Lars fulgte treven.

Der stod de for Albert Dichs kiste.

Liget lå vasket og klædt, tørklædet var bundet om hovedet, øjnene lukkede. Den afsavede hovedskal sad underlig forsoren skævt på kraniet ligesom på snur. Gravtonen svigtede sandemanden, han havde villet påkalde dødens alvor; men det lod sig ikke gøre over for dette lig – der var noget underlig friskfyragtigt over den gamle kirkemøller i døden – slet intet uhyggeligt, snarere noget som: "I to der, skal vi så ha'e en syp?".

Holst blev tørstig.

Lars Peter kendte ham og kunne se det på ham.

"Vil du have brændevin, Holst?", sagde han.

"Man trænger til det, det er et ledt syn", sagde sandemanden halvt undskyldende.

Så gik de tilbage til stuen, og brændevinen kom frem. Holst blev mere som hjemme og besluttede sig til at tage det faderligt. Han var ikke længere så fast i sin mistanke.

De sad lidt og småskålede med hinanden.

"Lars", begyndte Holst, "du og jeg er godt kendte, det er slet ikke rart for mig at skulle tale til dig om dette her. Men det er min pligt som øvrighedens sendebud". Mistanken kom igen.

"Ved du af den ugerning, her er øvet?".

"Nej", svarede Lars Peter fast.

Holst gled tilbage til snedighed. Han tømte glasset og satte det hårdt fra sig, så tog han det igen og lod det dreje sig om foden.

Lars løftede brændevinsflasken – den var af glas med snørklede hanke.

"Lad gå da", sagde Holst modstræbende.

Så kiggede han skævt op til mølleren og tog sin lommebog frem, lagde den fra sig og begyndte at spidse en blystift.

"Hvornår gik Albert ud den dag?". "Omkring klokken ni".

"Før?".

"Lidt før – ikke meget".

"Havde han penge med?".

"Det kender jeg ikke", kom det mut fra mølleren. "Svigerfader talte aldrig til mig om penge – han holdt dem for sig selv, en anden en fik slide og slæbe og klare sig, så godt man kunne".

"Du led ikke Albert særlig godt, hvad Lars?".

"Nej".

"Se, se – du er altså ikke videre bedrøvet ved det, der er sket". "Havde Vorherre taget ham på en skikkelig måde, så var jeg vel kommet over det, nå for resten, det gør man vel nok alligevel – med Guds hjælp".

Mølleren smilede trægt.

Holst syntes, det var et ledt smil, han havde.

"Når alt kommer til alt, Lars, så er du vel ganske glad ved at være af med den gamle?".

"Vil du vide sandheden, Holst – så sørger jeg mig ikke for-ærvet".

"Kunne du have tænkt dig at give Vorherre en håndsrækning?".

"Jeg forstår dig ikke, Holst".

"Åh, du er ellers ikke så dum, Lars Møller. Stil dig bare ikke sådan an, mig narrer du ikke; kunne du – hvad?".

"Vorherre trænger ikke til min håndsrækning. Det kan ikke nytte, du skylder mig for det, Holst. Jeg har mine hænder rene". "Men du kunne have fået andre til det". Holst så skarpt på mølleren.

"Kanske, om jeg havde villet". Lars anslog en drillende tone. Holst fortsatte: "Og det ville du?".

"Hvor ved du det, Holst?".

"Tag dig i agt, Lars Peter – du skal ikke drive gæk med øvrigheden. Du tilstår altså, at du gerne ville se Albert død?". "Om jeg tilstod det?", svarede Lars Peter trodsigt.

"Det blev din sag – jeg spørger blot".

"Og jeg svarer, hvad jeg svarede før. Albert Dich er død, og jeg græder ikke".

"Du ved altså, hvem der har slået ham ihjel?".

"Om jeg vidste det",« fortsatte mølleren i samme drillende tone.

"Du ved det altså?".

"Det har jeg ikke sagt".

"Hvad du har sagt eller ikke sagt, så skal du nok få at mærke, at det her ikke er løjer. Du siger, vi to kender hinanden, det gør vi også, men du lader ikke til at kende mig rigtig til bunds endnu. Efter det, jeg har hørt af dig, vil du være så venlig at følge med mig. Det, vi to skal tale om, bliver det bedst, kancelliråden hører på".

"Sådan var det ikke ment", indvendte Lars.

"Jo, sådan var det netop ment; lad os nu komme afsted, Lars Peter".

"Hvorhen?", spurgte mølleren lidt urolig.

"Foreløbig op til kirken. Du har godt af at sidde i tårnet i nat, i morgen kommer kancelliråden, så kan du lette din samvittighed for ham".

Lars Peter ville tale, men Holst stod tæt ved ham i sin fulde højde og lagde sin hånd på hans arm. Holst var bomstærk, og mølleren følte allerede hans tag om håndleddet.

Han mumlede et par ord om gode venner; men Holst førte ham langsomt mod døren.

Kvinderne kom til ved lyden af de stærke skridt. "Hvad i Jesu navn er det, du gør, Holst?", råbte Karen. Holst stod et øjeblik og så sig om i stuen.

"Lars Peter er hæftet", sagde han. "Kom nu!".

Karen slog forklædet op for øjnene, og Bodil sank ned i en stol med et højt skrig.

Så gik Holst med Lars Møller. Naboerne havde listet sig op til møllen og stod spejdende udenfor, da sandemanden gik op til kirken med mølleren.

De blev stående og kiggede langt efter de to.

Der blev en hvisken og en tisken.

Holst afleverede mølleren i kirketårnet og satte udbyggervagt ved ham – de talte ikke mere sammen.

Det var den første anholdelse – men i nabolaget gik snakken højt, at det var Lars Møller, der havde slået Albert ihjel, og nu skulle han for øvrigheden og lide sin straf.

Det var en gruelig gerning – Gud holde sin hånd over de stakkels kvinder på møllen, om de da havde en ren samvittighed.