– Virksomheden her er bygget op af en tanke om, at gæsten kontakter os og får bygget en rejse op rundt omkring den samtale, vi har.
Selvom slutproduktet er det samme, så er det altså to vidt forskellige måder at anskue det, og derfor er det blevet Marcus Perssons opgave at fusionere de to tankegange, så der er personale klar til at tage telefonen, give anbefalinger og hjælpe direkte, mens der også skal være et sideløbende setup, der giver mulighed for, at gæster, der ikke ønsker at ringe, kan gennemføre bookingen digitalt.
Mens han er meget opmærksom på at fastholde de mange trofaste kunder, så er det altså også et mål med den nye strategi at samle de lavthængende frugter ved at bejle til et helt nyt segment, som gerne vil researche, bestille og betale deres rejse en tilfældig søndag aften efter håndboldkampen - ligesom man kender det fra Booking.com eller Expedia.
– Men de store bookingsider kan aldrig tilbyde vores dygtige personale og vores forankring, og det er det, der adskiller os fra de andre; at vi har et kontor her, og det er Bornholm, der er vores speciale.
Den nye udfordring bliver nu at omsætte den menneskelige know-how til den digitale platform, så det også lykkes at differentiere sig hos de rent digitale kunder, mens der også kommer nogle små ændringer for de analoge kunder.