Fællesskab på tværs af sprog: Danske og ukrainske udviklingshæmmede mødtes til spil og mad

Det kan godt være, vi er udfordrede på sproget, men med et smil er man meget imødekommende, siger koordinator.

Duften af mad fylder den allerede fyldte spisestue i Vennepunktet. Der er kø ved kantinebordet, hvorfra der bliver serveret en sammenkogt ret med kartofler, kylling og grøntsager. Klokken er 17.30, og der er spisning- og spilaften i Vennepunktet, som er et kommunalt samværstilbud i Rønne for borgere på Bornholm, der har et kognitivt handicap eller er psykisk sårbare. Arrangementet i aften er et af mange faste tilbud, som borgerne kan benytte sig af, og som i høj grad kan lade sig gøre ved hjælp af frivillig arbejdskraft og fra nogle af de faste borgere, der har nogle tjanser med opvask og bagning.

– De kan komme herind til nogle aktiviteter og få noget mad og have samvær med andre ligestillede, fortæller Malene Carentius, der er kulturkoordinator i Vennepunktet.

I aften har de fået besøg af ni udviklingshæmmede ukrainske flygtninge og en pædagog, som er inviteret til mad- og spilaften. Meningen er at lade de to grupper mødes med ligesidende og spise og spille med hinanden. Det er anden gang, gruppen af ukrainere kommer forbi Vennepunktet til et arrangement, så der er lidt genkendelige blikke blandt nogle.

Malene Carentius fortæller, at Socialpædagogernes Fagforening kontaktede Vennepunktet, for at høre, om den ukrainske gruppe kunne få en kop kaffe og være med til deres aktiviteter.

– De sagde, at de gerne ville sponsorere noget mad og kaffe til dem. Og så stiller vi til rådighed, hvad vi kan med spil og hygge, fortæller hun.

Man kommer langt med et smil

I spisestuen sidder nogle af de faste borgere ved bordene og spiser. Der bliver talt dansk, men træder man ud i haven i den lune forårsaften, overgår sproget til ukrainsk. Der stryger nogle enkelte brogede engelske vendinger gennem luften: ’thank you’ og ’oh my god’. Men ellers er der trukket en tyk sproglig barriere op mellem de to grupper, som er mødtes for at finde fællesskab og interagere med ligesindede.

Og ifølge Malene Carentius er det lykkedes, og det var i hvert fald en succes, da de to grupper mødtes for første gang.

– Jeg har været overrasket over deres interaktion med hinanden og deres glæde. Også fra vores borgere, som har lyst til at være nysgerrige. Jeg har jo fortalt på forhånd, at de kommer, hvor de sagde 'vi kan jo ikke forstå, hvad de siger'. Men de har kommunikeret med fagter og ansigtet og hjælper hinanden, så godt de kan.

De to grupper har ikke blandet sig helt endnu og sidder og spiser opdelt. De skal måske lige se hinanden an.

– Nu har vores faste borgere valgt at spise indenfor i dag, men de sagde 'vi skal jo også være sammen med dem hele aftenen'. Det er en god måde, hvor de også selv siger lidt fra.

Vi sætter os ved et bord i haven ved siden af to unge ukrainere, Eya og Marcia. Sidstnævnte hiver en lille plasticpose frem og rækker mig med et stort smil to håndlavede kort med klistermærker. Hun forsøger at fortælle mig noget. Men selvom jeg ikke forstår hendes ord, så forstår jeg hendes smil og fagter: hun har selv lavet kortene, og de er til mig.

Indenfor bliver der spillet vendespil. Foto: Line Søndergaard Hansen

– Tak, siger jeg automatisk på dansk og glemmer, at hun nok ikke forstår det. Men jeg smiler og håber, at hun alligevel forstår meningen.

– Vi har et fantastisk og åbent sted her, hvor man kan komme ind fra gaden, så hvorfor skulle vi ikke også tilbyde disse mennesker at komme ind? Det kan godt være, vi er udfordrede på sproget, men man er meget imødekommende med et smil, siger Malene Carentius.

Yvonne, som ifølge Malene er en af 'stamkunderne i Vennepunktet', kommer ud til os.

– Eya vil gerne sige hej til dig, siger Malene til hende.

– Vi har sagt hej. Det gjorde vi lige før, da hun kom ind, svarer Yvonne men tager alligevel Eyas hånd og giver den et lille klem og et smil.

Dansk-ukrainsk samarbejde

Den ukrainske gruppe er en blanding af ni udviklingshæmmede, bestående af teeangere og voksne i forskellige aldre. Nogle har deres mødre med til Danmark, ligesom der også er en socialpædagog med dem. De kom til Bornholm den 26. marts og bor på et vandrehjem i Tejn. De er en fasttømret gruppe, som alle er tilknyttet NGO'en Djarela i Kyiv. Djarela er venskabsorganisation med NGO'en AMIS, som Jens Kragh Nielsen er en del af. AMIS laver udviklingsarbejde for marginaliserede grupper og har i løbet af de sidste 10 år samarbejdet meget med Djarela. Jens Kragh Nielsen har derfor haft meget med gruppen at gøre gennem årene og kender dem efterhånden ret godt. Han fungerer som danskkoordinator for dem på Bornholm og er deres kontakt udad til det danske system.

– Jeg er den, der har det overordnede ansvar. Jeg er ved dem hver dag, fortæller han.

Han har været med til at finde dem et sted at bo, og han hjælper med praktiske gøremål som at udfylde ansøgninger til opholdstilladelse og er med til arrangere aktiviterer. Han havde russisk i gymnasiet, som han er ved at friske op, og så er han ved at lære ukrainsk. Han kan derfor løst oversætte, og han kommunikerer med gruppen på en blanding af russiske, ukrainske og engelske gloser. Man kan mærke, at gruppen er tryg ved Jens.

Det er hans opfattelse, at både de udviklingshæmmede og deres mødre er glade for at være på Bornholm. Nogle enkelte fra gruppen har faktisk været i Danmark og på Bornholm før for at lave noget teater med en NGO'en Djarela. Men det er efterhånden en del år siden.

Badebolden blev aldrig kedelig. Foto: Line Søndergaard Hansen

– Det gælder stort set alle ukrainske flygtninge, at de overhovedet ikke er indstillede på at forlade Ukraine, og meget få ukrainere har rejst før og er meget skræmte over at komme væk fra den verden, de kender. Nogle fra gruppen har været i Danmark og på Bornholm før, så de kendte det lidt. Jeg tror, det var med til at lokke dem ud af Ukraine, siger han og fortæller, at han var med ved grænsen for at tage imod dem.

Han tror også, at både de udviklingshæmmede og deres mødre kan få gavn af et arrangement som det i Vennepunktet.

– De kommer væk fra deres mødre og løsner op på en helt anden måde. Det er rigtig godt. Og stille og roligt får de mødt nogle andre udviklingshæmmede, og det får begge parter noget ud af.

Når musikken spiller

Der bliver hurtigt spist op, og det er tid til anden del af det uofficielle program, nemlig spilledelen.

– Vi har en fodbold, vendespil, kroket... sidst nød de bare at kaste en bold til hinanden, siger Malene Carentius og kigger hen på de forskellige havespil, der er lagt frem på en bænk.

Og bolden lader til at være et hit igen. Rugbybolden fra sidste gang er dog skiftet ud med en badebold, som er lidt lettere at kaste og gør ikke så ondt, hvis man skulle blive ramt i hovedet.

Den ukrainske gruppe danner en cirkel på græsplænen og begynder at kaste badebolden frem og tilbage mellem hinanden. En lille højtaler fylder luften med en blanding af engelske og ukrainske sange.

Indenfor gør nogle af de faste borgere klar til at spille. Ved et af bordene bliver to frivillige udfordret til ludo, og jeg bliver inviteret med til at spille vendespil med Yvonne, Kjeld, Anne Marie, Lily, Lisbeth, Phillip. Brikkerne med motiver af Mumitroldende bliver spredt ud over bordet, og Anne Marie starter spillet. Det er vist en fast favorit til spilaften, og der er noget genkendelighed, hver gang en ny brik bliver vendt.

– Det er dukkelisen, du godt kan lide!

Jeg spørger, om de synes det er hyggeligt, når der er besøg af ukrainerne.

– Det er da dejligt. Jeg kan bare ikke rigtigt forstå dem, svarer Yvonne.

En ny oplevelse

Udenfor spiller musikken stadig, og det er endnu ikke blevet kedeligt at kaste rundt med badebolden. Et par af de danske borgere har nærmet sig cirklen og bliver modtaget og inkluderet i spillet med smil og hilsner.

Aftenen begynder at gå på hæld, og Malene Carentius og de frivillige disker op med kaffe, te og kage i haven.

Jeg sætter mig ved den 23-årige socialpædagog Alyona Tkachenko. Hun taler lidt engelsk og fortæller, at hun har været tilknyttet gruppen i fem år - først som frivillig i starten af sin uddannelse, og senere i en fast stilling. Hun flygtede med gruppen fra Kyiv til Bornholm, og som den eneste pædagog har det været hårdt arbejde uden nogle fridage.

– I Ukraine arbejdede jeg fem dage og havde to fridage. Her arbejder jeg alle dage, siger hun.

– Jeg er træt, men det er på en god måde.

Hun fortæller, at nogle af de udviklingshæmmede ikke har deres mor med, og at hun derfor fungerer som en slags mor for dem. Hun har været stresset, men hun fortæller også, at deres liv så småt begynder at føles som det normale liv, de havde i Kyiv før krigen.

– Det er en ny oplevelse for gruppen, og vi begynder at have flere aktiviteter. Vi cykler og går ture ved vandet. Jens hjælper med at organisere vores liv her, siger hun.

Yvonne kommer udenfor og kommer hen til bordet for at sige farvel.

– Bye bye, siger hun til en af ukrainerne og lukker øjnene og lægger hænderne på sin ene kind for at vise, at hun skal hjem og sove. De taler og svarer på hvert sit sprog, men det bliver meget tydeligt, at det talte sprog bliver uoverflødigt i en sammenhæng som den her.

Ved 21-tiden gør den ukrainske gruppe klar til at sætte kursen tilbage mod Tejn. Der er allerede snak om, at de skal besøge Vennepunktet igen.

Jeg beder pædagogen Alyona spørge Eya om, hvordan dagen har været.

Hun giver et stort smil og en tommelfinger opad.