Lørdag kom Bornholms Motor Veteraner på besøg, og det var en kæmpe oplevelse med en masse flotte motorcykler og biler at se på, fortæller formanden for Englænderklubben Bornholm.
– Det var lidt sjovt at have motorveteranerne med, for der er det hele gammelt. Det er alt, hvad der findes fra dengang. Det er danske Nimbus og Ariel og gamle Norton, og jeg ved ikke hvad, siger han.
De to klubber var på fællestur, hvor de startede med at køre ned i Stubbeløkken stenbrud, hvilket var en ganske speciel oplevelse.
– Det er ikke noget, man får lov til længere. Det var en eller anden, der kendte en eller anden, og så fik vi lov til det. I gamle dage var der turistbusser og alt muligt dernede, men det gider de ikke mere. Men det er sjovt at køre ned, fortæller Ejvind Nielsen.
Forud for årets træf havde Englænderklubben Bornholm talt om at lave om på en af de faste traditioner. Den årlige tur til Nordbornholm skulle droppes til fordel for en tur til Dueodde og Pedersker.