Danmarks østligste galleri åbnet

Danmarks østligste galleri åbnet
Franz MH Bomberg ved årets fernisering. Foto: Stefan Holm
NOTITS | KULTUR | Fredag 7. juni 2024 • 15:30
Af:
Torben Østergaard
NOTITS | KULTUR | Fredag 7. juni 2024 • 15:30

Sæsonen er startet for det lille og østlige galleri, Palivaren

Palivaren på Christiansø er Danmarks østligste galleri – og formentlig også et af de mindste, hvilket man fornemmer af billedet her.

Forleden åbnede Palivaren, som ligger for enden af Gaden på Christiansø, for endnu en sæson med kunst, hvilket blev akkompagneret af en sol, der skinnede om kap med utallige gyldenlakker, fortæller Lise Orheim Stender i en mail til avisen.

Igen i år byder en lang række kunstnere fra nær og fjern inden for i det lille galleri, og illustrator, forfatter og musiker Franz MH Bomberg åbnede sæsonen med horn og trompet til en festlig fernisering for øboere og gæster på øen.

Han, som er årets første udstiller, er blandt andet kendt for at lave "Fødselstavlen" til Bornholms Hospital og for at tage rundt i hele landet for at live-tegne samt fortælle for både børn og voksne.

Årets udstillinger skifter hver uge, og de vil bestå af forskellige kunstarter, herunder maleri, tegning, tryk, foto, keramik, klip, smykker.

Man vil i sæsonen kunne møde udstillerne Vibeke Marcher, Ulla Hermansen, Charlotte Müller, Mette Louise Krag, Mads Østergaard, Trine Høge, Ditte Bøgelund, Anne-Sophie Malmberg, Jan Cirkola, Henriette Brun Hansen, Joachim Høst, Ulla Stigfeldt, Clara Grønborg, Natalie Lange, Victoria Grigat, Emma Blenker, Ulrich Krenchel, Anna Richter, Julie Lindholm, Frits Ahlefeldt-Laurvig og Sophia Nox.

Fortæller altså Lise Orheim Stender.

 

FÅ ABONNEMENT