Når lokale indbyggere i Spanien går på gaden bevæbnet med vandpistoler for at demonstrere mod overturisme, så bør vi spidse ører på Bornholm. Turister er fantastiske, og deres penge gavner uden tvivl vores erhvervsliv. Men den nuværende model, hvor vores kommunen groft sagt kun får lov at beholde regningen for turisterne, mens skatteindtægterne rejser væk med de mange sæsonarbejdere, giver ubalance.
Kommuneskatten betales desværre dér, hvor man har folkeregisteradresse i starten af september. Når sæsonen ebber ud, rejser både medarbejdere og dermed kommunens skatteindtægter væk fra øen. Tilbage står vi med en stor regning for slid på veje, toiletter og øget pres på kommunal service, mens gevinsterne fra turismen er for små for vores fælles kasse. Der er ingen tvivl om, at turismen holder liv i masser af virksomheder og dermed indirekte gavner vores samfund. Men kommunekassen nyder ikke nok glæde af det.
Vi skal aldrig have vandpistolerne frem på gaden i Rønne, Gudhjem eller Allinge, og derfor er det på høje tid at tale om en mere retfærdig finansiering. Bornholm skal udvikle turismen, der understøtter vores samfund hele året. Vi skal have flere helårsjob, styrke væksten uden for højsæsonen og overveje at indføre en turistskat, så vi sikrer, at gæsterne også bidrager økonomisk til øens drift.
Bornholms naturskønne omgivelser og charmerende byer skal ikke ende som konfliktzone mellem gæster og lokale, sådan som vi oplever i Sydeuropa. Vi skal tværtimod finde balancen mellem turisme, erhvervsudvikling og et bæredygtigt helårssamfund. Lad os derfor tage en konstruktiv debat om, hvordan turismen kan bidrage mere effektivt, og hvordan vi undgår sydens overdrevne og frustrerede reaktioner.