Daniel Øhrstrøm: Jeg er taknemmelig for at jeg stadig er her

I løbet af det sidste halve år er 43-årige Daniel Øhrstrøm blevet opereret fire gange, og han har haft familien samlet for at sige farvel rundt om sygesengen. Men han er her endnu, og han har mere tillid til Gud end nogensinde før.

Daniel Øhrstrøm kan egentlig godt lide julen, omend han oplever det som en meget kontrastfyldt tid, hvor stress og forbrugerisme møder et budskab om fred og en baby, der bliver født i en stald på Vestbredden i armod.

– Jeg synes, julefreden sænker sig, når man har pakket gaverne op, og man lader den der følelse sænke sig – at der er fred på jord, eller i hvert fald illusionen om det, fortæller han.

Det seneste halve år har han været syg, og derfor er det i år blevet ekstra stærkt, at julen handler om et hjælpeløst lille spædbarn.

– Jeg har altid været ret aktiv og mere været hjælper for andre. Så det er første gang, jeg har haft den rolle med at være fuldstændig afhængig af andre.

– Det har været ret barsk, men det er også ret stærkt, at vi lever i et land, hvor man hjælper dem, der er syge. Jeg synes, at det danske hospitalsvæsen minder meget om en kirke. Man hænger sine titler i våbenhuset, og når man går ind, er alle lige – uanset om man er direktør, førtidspensionist, eller hvad man er, så er vi alle lige meget værd, og alle er lige meget elskede, forklarer han.

Perspektiv på parkeringsbøden

Den 43-årige journalist havde en meget speciel weekend ved Folkemødet i 2022. Han havde taget familiens nye hundehvalp med – en golden retriever med navnet Grundtvig.

– Jeg havde bare kørt i et helt vanvittigt tempo og droppet søvnen. Sådan har jeg egentlig kørt i mange år, hvor jeg altid har haft fuldtidsarbejde, holdt foredrag ved siden af, og så har jeg skrevet 16 bøger ved siden af. Men lige pludselig var det som om, kroppen spændte ben, fortæller han.

– Det var også en dårlig idé med en hundehvalp på Folkemødet, så jeg gik op mod bilen igen, mens alle skulle klappe den der hund, husker han.

– Og så var der kommet en parkeringsbøde, og jeg vidste ikke, at man ikke måtte parkere der, og jeg synes, det var markeret dårligt, så jeg gik og ærgrede mig over de der 500 kroner.

Næste dag brændte bilen imidlertid sammen, og et opkald til mekanikeren stillede familien i udsigt, at det ville koste 17.000 kroner, hvis bilen skulle overleve. Det betød, at parkeringsbøden pludselig ikke virkede så slem, forklarer han.

– Samtidig var jeg begyndt at få lidt ondt i maven, og det blev rigtig slemt om søndagen, hvor jeg blev indlagt, og så var bilen pludselig ikke noget i forhold til at være rask.

– På den måde sætter et sygdomsforløb tingene i perspektiv. Det er ærgerligt at få en parkeringsbøde, og det er endnu ærgerligere med en stor mekanikerregning – men det betyder ingenting i forhold til at have en krop, der fungerer.

Sige farvel til familien

Først troede lægerne, at det var galdesten. Det var det så ikke, men så troede de, at det kunne være leverkræft.

– Året inden havde jeg interviewet filosofiprofessoren Lars-Henrik Schmidt, som lige havde fået at vide, at han ikke havde lang tid tilbage at leve i. Han fortalte i detaljer, hvad han mente, livet handlede om. Det var selvfølgelig kærlighed, og så fortalte han om hele sit sygdomsforløb med leverkræft, og det passede fuldstændig på det, jeg selv oplevede året efter.

– Men dengang jeg talte med ham, tænkte jeg jo bare 'stakkels mand, men det har ikke noget med mig at gøre' – og så året efter lå jeg så i den samme MR-scanner med den samme mistanke som ham.

Det faldt imidlertid anderledes ud, for Daniel Øhrstrøm havde ikke leverkræft. Han havde dog en anden slags kræft, og det skulle så undersøges – blandt andet med en kikkertoperation på Rigshospitalet, som førte til en blodforgiftning.

– Det var ret voldsomt. Faktisk så voldsomt, at jeg fik septisk chok, og sygeplejersken bad mig ringe efter min familie, så jeg kunne sige farvel, og det var jo voldsomt, at børnene skulle stå der, og jeg havde slanger over det hele.

– Jeg tænkte meget på, at jeg skulle prøve at virke ovenpå. Jeg var lidt i en døs, men jeg lavede thumbs up til mine børn og jeg kan huske, at min yngste lavede kærlighedstegn med hænderne. Det var enormt rørende og styrkende at se dem, men det var også hårdt, at de skulle se mig på den måde, fortæller han.

Har fundet trøst i troen

Farvelscenen på Bornholms Hospital var bare 20 dage efter Folkemødet, og den blev efterfulgt af en dramatisk tur i helikopter til Hvidovre.

– Så lå jeg selvfølgelig og tænkte på Søren (Christensen – tidligere chefredaktør på Bornholms Tidende red.). Vi var jo venner, og han døde af blodforgiftning i helikopteren. Det var meget voldsomt dengang, for Søren og jeg fulgtes ofte sammen på færgen, fordi jeg pendlede til arbejdet på Kristeligt Dagblad, og han skulle ofte til møder i København, og på de ture talte vi om livet og døden og alt mellem himmel og jord. Man kan få mange dybe snakke, når man er pendlerkammerater.

– Så jeg lå og tænkte, at hvis jeg bare er i live, når vi lander, så skal jeg nok overleve.

Ved hospitalet i Hvidovre var der blå blink og politiafspærring, fordi der ikke var en landingsplads. Den slags har det med at få en situation til at føles ekstra dramatisk og alvorlig.

– Men jeg har hele tiden fundet ret stor trøst i troen. Jeg har hele tiden været troede, og det har virkelig holdt, mens jeg har været syg.

– Ligesom man lægger sig i andres hænder, når man blive opereret, så har jeg også lagt mig i Guds hænder. Man kan sige, at lægerne har reddet mig med antibiotika, og Gud har reddet mig fra frygt og angst gennem tro, håb og kærlighed, forklarer han.

Den dramatiske sommerdag blev han nemlig reddet af antibiotika.

En sur eller venlig patient

Daniel Øhrstrøm har haft mange trosbekræftende oplevelser gennem det seneste halve år. Han er blevet opereret fire gange, og hver gang han er blevet lagt i narkose har han først bedt en kort vejrtrækningsbøn, som har givet ro.

– Man siger bare 'Jesus Kristus' og trækker vejret dybt ind, og så siger man 'Forbarm dig over mig', når man ånder ud. Det passer rigtig fint med, at man skal trække vejret tungt og tænke på noget rart. Så siger de, at man kan tænke på en ferie på Tenerife, men der tyer jeg så til frelseren, smiler han.

– Sygehusvæsenet er af og til meget udskældt, men jeg blev mødt af virkelig mange søde mennesker, og jeg fik en oplevelse af, at vi kan være Guds sendebud gennem venlighed – uanset hvad man tror på. Sygeplejerskerne har sikkert været muslimer, buddhister, ateister og kristne, men deres venlighed, synes jeg, føltes som et glimt af Guds væsen, forklarer han.

Og så gik det op for ham selv, at som han lå der helt hjælpeløs, så kunne han vælge, om han ville være en sur eller venlig patient.

– Så tænker jeg på, hvor lidt, der egentlig skal til. Det virker ret banalt, men de største sandheder ligger nogle gange i banaliteterne.

– Der var en præst, der sagde, at man skal lægge mærke til, at det er om natten, man ser nordlys. Ment på den måde, at man ligesom får de flotteste oplevelser i mørke. Og jeg har haft mine egne nordlys-oplevelser igennem alt dette. Det er lidt som H.C. Andersens eventyr om Snedronningen, hvor vi hører, at der er noget vigtigt at hente i modgangen.

– Hvis man bare kigger på verden, hvor der er kluddermor i kriserne og det ser ret sort ud, så kan man godt tænke – hvor er du Gud, og hvad sker der lige? Men vi bliver faktisk ikke lovet et nemt liv i Bibelen. Men vi bliver lovet, at vi ikke er alene.

– Og i sidste ende tror jeg, at Gud vil gøre tingene gode, ligesom Frank Sinatra skrev på sin gravsten: The best is yet to come.

Selvom vi er i en krisetid nu, så mener han, at når man ser tilbage i tiden, så har kriserne altid været der, men tingene har artet sig.

– Og huspriserne stiger altid i sidste ende, griner han.

Uønsket efteruddannelse

Han kalder det sidste halve år for en slags uønsket efteruddannelse i den tro, han hele tiden har haft. Han har fundet ud af, at den måde, han betragter verden på, holder.

– Det er gået fra teori til praksis. Jeg har altid haft nogle ideer om, hvordan verden hang sammen og hvad der var kernen i min tro, men det er ikke før blevet tryktestet, som det er blevet det sidste halve år. Jeg er slem til at bekymre mig, men jeg er blevet mindet om, at det hverken gør fra eller til.

Det kan godt lyde lidt nemt, men det er det slet ikke, forklarer han. Efter i en periode at have fuldt fokus på at lægge ansvaret fra sig, så er der nu begyndt at blive plads til de almindelige bekymringer igen.

– Når man bliver syg, så bliver det pludselig tydeligt, hvor meget man kan glæde sig over. For tre måneder siden kunne jeg ikke gå ud i Rigshospitalets kantine, fordi jeg var bundet af slanger, men nu kan jeg gå tur med min hund.

– Så kan det godt være, at julen er dyr og koster mange penge, men det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget jeg egentlig har at være glad for, og det er vildt banalt. Men man glædes jo ikke over det. Man tager det for givet, og så pludselig oplever man, hvor meget man har at være taknemmelig for.

Bliver hurtigt hverdag

Der er stadig mange ting, der ikke er helt på plads.

– Den gamle kirkefader Augustin sagde, at man skal overlade fortiden til Guds nåde, fremtiden til Guds styring og nuet til Guds kærlighed. Det har jeg tænkt meget over. Der er mange ting, jeg kan ærgre mig over i fortiden, og som jeg kan bekymre mig om i fremtiden, men i nuet er der altså bare kærlighed, og det handler meget om at være til stede og fokusere på det, man kan glæde sig over.

Han øver sig i ikke at være bange, selvom han ikke ved, hvordan det hele skal gå, og når snakken falder på julen i år, så er han faktisk bare glad for, at han stadig er her.

– Helt seriøst. Jeg var lige blevet udskrevet, da det var sankthans. Og så stod jeg og kiggede ind i bålet, og så synger man: 'Vi elsker vort land med den signede jul', og så tænkte jeg på, om jeg kommer til at opleve julen. Men det gjorde jeg jo – og det er ret fedt.

På den ene side kommer den oplevelse til at farve højtiden rigtig meget, men på den anden side er det også en underlig luksus at komme tilbage til de almindelige bekymringer.

– Det bliver ret hurtigt hverdag igen. Det er tankevækkende, at man kan få sådan en kæmpestor øjenåbner, når man bliver syg, og så falder man lynhurtigt tilbage i det sædvanlige.

En uvished, man må leve med

For nu er han tilbage på arbejde igen på halvt blus. Han ved, at han ikke har leverkræft, men han ved ikke med sikkerhed, hvad han så fejler, og det er sådan en uvished, man må leve med.

Snart skal han holde jul med familien og med hunden Grundtvig, og på juleaftensdag skal han gæsteprædike i baptistkirken i Rønne. Han føler, at han står stærkere end nogensinde før, når det handler om at have tillid til den Gud, han tror på.

– Man kan måske godt kalde det en tillidsøvelse. Jeg tror ikke, det er Gud, der står bag min sygdom, men jeg er blevet mødt, når det har været værst, og jeg har ikke følt mig alene i det.

Daniel Øhrstrøm

43 år, journalist på Kristeligt Dagblad

Bor i Rønne med sin kone Joan, og deres tre børn på 7, 12 og 16 år.