Året byder på et utal af tilbagevendende begivenheder, og sommeren er ingen undtagelse. En af dem er, at Cirkus Arena besøger Bornholm, og det sker også i år, hvor det store telt og de mange vogne er på øen den 5.-9. august.
Årets værter er Bubber og Malene Qvist, og i manegen kan publikum blandt andet opleve akrobatik i luften fra både Duo Garcia og David Hammarberg. Garcia Brothers byder på kropskontrol, når de skyder med bue og pil med fødderne, og Duo Costache viser styrke ved at bære hinanden på mange forskellige måder. Husklovnen Jimmy Folco er også med igen.
Cirkusdirektør Benny Berdino beskriver det som en magisk oplevelse, der samler alle generationer.
– Fra de mindste børn, der holder deres forældres hænder lidt strammere, når luftakrobaten flyver gennem luften, til bedsteforældrene, der genoplever deres barndoms glæde og spænding. Det er det, cirkus kan som ingen anden kunstart, siger han i en pressemeddelelse.