Klokken 18.51 fik politiet en anmeldelse fra en borger i Bodilsker, som kunne se fyrværkeri blive affyret længere væk.
20 minutter senere kom en anmeldelse om, at en gruppe unge mennesker kastede med kanonslag eller lignende på Østre Jernbanesti i Rønne. Kort tid efter kom en anmeldelse om, at der ved brug af kanonslag var blevet begået hærværk på en postkasse på Værmlandsvej i Rønne, og at en gruppe unge var set løbe fra stedet. En patrulje fik efterfølgende kontakt til en gruppe unge mennesker, som politiet fik en snak med. Ingen blev sigtet, fortæller politiet.
De tre sager får politiet til at minde om, at affyring af fyrværkeri er begrænset til den 31. december og 1. januar. Derudover er kanonslag ulovlige at sælge og anvende hele året. Politiet opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om regler og risici for affyring af fyrværkeri.