Brand i Pinsekirken: Frivillig skal betale

Brand i Pinsekirken: Frivillig skal betale
Brandvæsnet mødte talstærkt op for at bekæmpe branden. Foto: presse-fotos.dk
KRIMI | Mandag 27. maj 2024 • 05:30
KRIMI | Mandag 27. maj 2024 • 05:30

En frivillig fra Pinsekirken Bornholm skal betale en bøde som følge af branden i kirken for to uger siden. Samtidig er politiet, ifølge den konstituerede præst, enig i kirkens teori om brandårsagen.

Det kunne næsten ikke være mere dramatisk, da der for præcis to uger siden - den 13. maj - tidligt om morgenen udbrød en brand i Pinsekirken Bornholms kirkesal på Sagavej i Rønne. Ifølge kirkens oplysninger var branden nemlig startet ved korset, og man havde efterfølgende en teori om, at et stearinlys, der ikke var blevet slukket dagen før, var skyld i branden, fortæller konstitueret præst Michael Kaarby.

Den teori er Bornholms Politi enig i, efter politiet har afhørt 'nogle stykker,' siger Michael Kaarby.

– De har i hvert fald ikke anset det for nødvendigt at efterforske yderligere.

Det har de meddelt jer?

– Ja.

Politiet er også kommet frem til, at en af kirkens frivillige skal betale en bøde, oplyser Michael Kaarby. Den præcise sigtelse kender han ikke, men den handler om uagtsom omgang med ild.

– Der var en, der havde tændt et lys, som også skulle have slukket det. Det kunne være sket for alle og enhver, så det er selvfølgelig trist. Men jeg tror ikke, bødestørrelsen er afgjort endnu, siger Michael Kaarby.

Bornholms Politi var søndag aften endnu ikke vendt tilbage på Tidendes spørgsmål om, hvorvidt politiet har fundet årsagen til branden.

'Der skal gøres rigtig meget'

Renoveringsarbejdet i Pinsekirkens lokaler på Sagavej er i gang. Den store sal, som både inkluderer kirkesal og caféområde, hvor branden har været, er hårdest ramt. Men der er også nogle mindre lokaler, som man ligeledes er i gang med at gøre rene - og faktisk allerede kan tage i brug i morgen (mandag, red.) oplyser den konstituerede præst. Han er ikke helt opdateret på, hvor omfattende skaderne er, omend han har læst, hvad forsikringen har oplyst kirken. Der er dog nogle ubekendte.

– Der skal gøres rigtig meget i kirkesalen på grund af røg og sod både i forhold til inventar, men også i forhold til lokalet. Alt efter hvor meget de arbejder i sommerferien, får vi at se - men jeg tvivler på, at de er færdige til den 1. august. Men man kan blive overrasket.

Indtil da har Pinsekirken Bornholm dog ikke indstillet gudstjenesterne. Efter branden overvejede og afsøgte man nogle forskellige muligheder for at holde gudstjeneste andre steder, og da der i Musikhuzet på Store Torv i Rønne er et musikanlæg og i øvrigt er ledigt hver søndag formiddag, har man besluttet at holde de næste mange gudstjenester der.


Billede fra Pinsekirken Bornholms gudstjeneste i Musikhuzet søndag formiddag. Foto: Michael Kaarby

Fra koncert til gudstjeneste

Søndag formiddag klokken 10.30 holdt Pinsekirken derfor den første gudstjeneste i de nye rammer forholdsvist få timer efter, Lis Sørensen var trådt ned fra scenen.

– Det var en god søndag. Vi var glade for at være der, og der var fuldt hus. På den måde var det en succes, siger Michael Kaarby.

Indtil videre har Pinsekirken Bornholm lejet Musikhuzet de næste seks søndage. I juli har frikirkerne i Rønne en tradition med at holde fællesgudstjenester, som bliver holdt i de forskellige kirker.

– Det er os, der står for gudstjenesten den 7. juli, hvor vi er i Musikhuzet, og de efterfølgende søndage i juli er vi i Baptistkirken, Metodistkirken og Missionskirken. Så må vi se, hvad der sker til august - om de er færdige eller om vi skal fortsætte i Musikhuzet - det har vi ikke taget stilling til, siger Michael Kaarby.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT