Manden var anklaget for i forening med en kvinde at have hvidvasket 81.957 kroner, og det skulle være sket den 15. april 2024 på et tidspunkt mellem kl. 14.00 og 17.00 på Københavns Hovedbanegård.
Ifølge anklageskriftet modtog kvinden 81.957 kroner, hvoraf hun straks overførte 40.000 kroner til sigtedes bankkonto. Alle pengene stammede fra et strafbart forhold, idet beløbet var blevet svindlet fra en mandlig forurettet. Efterfølgende skulle manden og kvinden i forening have hævet beløbet i britiske pund og danske kroner, som straks blev givet til en tredje mand mod en betaling på 2500 kroner til dem hver, og alt med det formål for øje at skjule eller tilsløre pengenes ulovlige oprindelse.
Retten på Bornholm idømte manden 30 dages betinget fængsel og et års prøvetid under tilsyn af Kriminalforsorgen. Sagen blev afviklet som en tilståelsessag, og den dømte modtog dommen.