RVV-direktør undrer sig over manglende politisk bevågenhed: 'Der er næsten ingen politikere, som tør røre ved det'

RVV-direktør undrer sig over manglende politisk bevågenhed: 'Der er næsten ingen politikere, som tør røre ved det'
Varmeprisen for den gennemsnitlige forbruger i Rønne er siden 2017 steget med 43 procent. Alligevel tør næsten ingen politikere røre ved sagen, lyder det fra direktør Erik Streen Andersen hos RVV. Arkivfoto: Berit Hvassum
DAGENS VALGTEMA | KOMMUNALVALG | BORNHOLM | Søndag 24. oktober 2021 • 17:30

Rønne Vand og Varmes fjernvarmepriser burde indgå i flere politiske partiers valgprogrammer, mener direktør Erik Steen Andersen.

Rønne Vand og Varme er gået fra at have lave varmepriser på et nationalt niveau til at være blandt de 25 dyreste ud af landets næsten 400 fjernvarmeselskaber, selv om gælden fra den oprindelige rørnedlægning stort set er ude af verden.

Varmeprisen for den gennemsnitlige forbruger er siden 2017 steget med 43 procent.

Forsyningstilsynets seneste prissammenligning fra januar 2021 viser en årlig varmepris på 19.296 kroner. Prisen udregnes for en standardhusstand på 130 kvadratmeter og med et forbrug på 18,1 MWh. Årsprisen i Rønne er i øvrigt 200 kroner højere end hos Bornholms Varme, som forsyner resten af de bornholmske fjernvarmeområder med varme og er en del af den kommunalt ejede koncern Bornholms Energi og Forsyning (Beof).

Årsagen til de forhøjede priser er konflikten med Beof, som producerer både varme og elektricitet på kraftværkets blok 6. Også Bofas takster på hele Bornholm er steget som følge af varmestriden, da varmepriserne er forbundet til hinanden.

Rønne Vand og Varmes direktør mener, at fjernvarmepriserne i Rønne burde indgå i flere politiske partiers valgprogrammer.

– Det er en tredjedel af øens befolkning, der lider under det her i øjeblikket. Det betyder faktisk en del for de her mennesker, men der er næsten ingen politikere, som tør røre ved det for tiden, siger direktør Erik Steen Andersen.

– Hele rådhussagen på Snorrebakken koster 114 millioner kroner, og den får meget avisplads. Her er det 124 millioner kroner, man tørrer af på rønneborgerne, siger Erik Steen Andersen med henvisning til den samlede pris på ombygningen af blok 6, hvoraf RVV skulle betale 92 procent.

De 114 millioner kroner, som RVV-direktøren refererer til, er beløbet, som politikerne indtil videre har afsat til rådhusplanen, som foruden nybyggeri i Knudsker omfatter andre renoveringer.

Erik Steen Andersen fortæller, at han på det seneste kun har mødt interesse om varmestriden fra Venstres Heidi Burgedahl og Nye Borgerlige.

Dobbeltrolle

Varmesagen har ellers været på politikernes bord, for kommunalbestyrelsen skulle i december 2019 tage stilling til, om regionskommunen skulle støtte RVV's ansøgning om at få dispensation til byggeriet af et varmeværk. Et stort flertal afviste ønsket.


Direktør Erik Steen Andersen hos RVV fortæller, at han på det seneste kun har mødt interesse om varmestriden fra Venstres Heidi Burgedahl og Nye Borgerlige.

Efter Erik Steen Andersens opfattelse glemmer politikerne varmekundernes interesser.

– Jeg kunne ønske mig, at nogen vil sætte fokus på kommunalbestyrelsens dobbeltrolle, hvor man både er ejer af en virksomhed og er valgt til at varetage borgernes interesse på hele øen. Vi oplever, at de i byrådssalen har kasketten som virksomhedsejere på, siger RVV's direktør.

Daværende borgmester Winni Grosbøll (S) var i 2019 meget kritisk over RVV's anmodning om at bygge et nyt varmeværk, da Beofs tab ville ende hos alle bornholmere.

– At forestille sig at bygge et nyt til over 100 millioner kroner og overflødiggøre den store investering, som ligger nu, det ville være fuldstændig vanvittigt økonomisk set for øen, så det ville jeg på alle måder bekæmpe, udtalte hun til Bornholms Tidende i en artikel, som RVV i de forskellige voldgifts- og klagesager bruger som dokumentation for, at regionskommunen har en interessekonflikt.

Uenigheden mellem forsyningsselskaberne har sit udspring i årene op til ombygningen af blok 6 på kraftvarmeværket på Rønne Havn. RVV gav aldrig samtykke til projektet, da det blev vurderet, at den producerede varmemængde ikke ville ændre sig.

Siden den tidligere varmeleveringsaftale udløb i december 2019, er RVV's indkøbspris steget kraftigt, og regningen er sendt videre til forbrugerne.

Nødstrømsværk

Ud over fordelingen af anlægsinvesteringen, som RVV skal betale 92 procent af, er parterne uenige om, hvordan de skal fordele de løbende omkostninger til produktion af varme og el. Forsyningstilsynet er i gang med at tage stilling til det spørgsmål, og RVV har fået støtte fra en DTU-forsker, der i sin redegørelse skriver, at RVV har en negativ kraftvarmefordel, fortæller Erik Steen Andersen. Med en negativ fordel menes, at RVV kunne producere varmen billigere på et varmeværk uden samproduktion af el og varme.

– Værket er først og fremmest et nødstrømsværk. Det er derfor, man har lavet værket med den konfiguration, siger Erik Steen Andersen.

I 2022 ventes prisen hos RVV's kunder at falde med cirka 5.000 kroner om året – eller 25 procent – for en gennemsnitshusstand. Det skyldes, at Beof til den tid vil have modtaget de cirka 42 millioner kroner, der er opgjort som underdækning for perioden 2017-19, hvor den gamle kontrakt beskyttede RVV mod prisstigninger trods ombygningen.


Dagens spørgsmål

Skal Rønne Vand og Varme have friere hænder til at bygge eget varmeværk?

Socialdemokratiet

Nej, det vil være socioøkonomisk forkert. Beof skal i hvert fald de næste 15 år have Blok 6 som back-up-kapacitet – ligesom Bofa en årrække endnu skal brænde en trods alt mindre og mindre del af sit affald af. Der vil blive betydelig overskudsvarme i forbindelse med energiøen-projektets transformatorfacilitet, som vil kunne udnyttes i fjernvarmenettene på øen.

Radikale Venstre

Vi vil ikke gå ind i kampen mellem hvem, men mere hvad og hvordan. Energi, varme og forsyning skal være grønt og skal tænkes grønt.

Konservative

Det lader til, at der foregår en magtkamp mellem RVV og Beof. Vi ønsker at få klarlagt, hvori problemerne består og eventuelt inddrage borgere i de respektive bestyrelser.

Nye Borgerlige

Rønne Vand og Varme, som er en privat virksomhed ejet af borgerne i Rønne, skal naturligvis have friere hænder til at bygge eget varmeværk. RVV er godt drevet og har betalt af på en kæmpe gæld etableret af den tidligere ejer, Rønne Kommune. Bornholms Regionskommune skal behandle RVV på lige vilkår og ikke tilgodese sin egen virksomhed Beof, som tilfældet er nu. Man benytter desuden en forældet proces i blok 6 kontra den mere miljøvenlige proces, som Rønne Vand og Varme ønsker at etablere.

SF

Ikke for nærværende – fremtiden er svær at spå om – da det vil skabe en overkapacitet, som Bornholm ikke har brug for, og som derfor vil være en fejlinvestering.

Veganerpartiet

De forventede CO2-udledninger ved etablering og drift vil være vigtige for Veganerpartiets indstilling, men vi har på nuværende tidspunkt ikke nok information om fordele og ulemper til at have en konkret holdning til spørgsmålet.

Kristendemokraterne

Nej. Når jeg som kommunalbestyrelsesmedlem bliver spurgt, om Rønne Vand og Varme skal, kan eller må bygge et varmeværk mere – i et område, hvor vi allerede har et varmeværk – må jeg fastholde, at det ikke er samfundsmæssigt fornuftigt. Tværtimod.

Lavere Skatter og Afgifter

Ikke hvis de ikke arbejder på en løsning som for eksempel Vestforbrændingen, hvor forbrændingen kan levere både el og varme. Men også en løsning, som gør, at man kan forbrænde slam fra kloakværkerne som ved Avedøreværket.

Dansk Folkeparti

Nej.

Venstre

RVV's aftale med Beof udløb ved udgangen af 2019. Beof er dog stadig forpligtiget til at levere varme til RVV til og med udgangen af 2023, hvor RVV er færdig med at afdrage på det oprindelige anlæg af blok 6. Derefter har RVV i princippet ikke nogen varmeleverandør. Hvis de ikke kan modtage varmen andet sted fra, så er de nødt til at bygge et varmeværk selv. Er spørgsmålet, om man i Rønne skal have varmt vand i radiatorerne, så er svaret ja, hvis de ikke kan få varmen andre steder fra.

Bornholmerlisten

Der er så mange issues i den sag, tvister med videre, så det kan jeg på nuværende tidspunkt ikke svare på. Jeg synes, det er ærgerligt med denne "krig". Samtidig med at vi skal varetage Beofs interesser, så er vi jo også kommunalbestyrelse for borgerne i Rønne.

Enhedslisten

Planlægning af kritisk infrastruktur skal naturligvis være gennemtænkt og i overensstemmelse med tankerne i den gældende varmeplan. Omvendt vil en omlægning af varmesektoren, der stopper forbrænding og dermed udledningen af CO2, være fuldt i overensstemmelse med Bornholms Regionskommunes ambitioner. Så det kommer an på en konkret ansøgning og er ikke et spørgsmål om mere eller mindre frihed.

Alternativet

Det er vigtigt, at vi har mulighed for at have et sammenhængende fjernvarmenet i fremtiden, hvor høst af overskudsvarme fra energiøen vil give alle store fordele. Skal der bygges separate værker, skal det være, fordi det gavner helheden på Bornholm.



FÅ ABONNEMENT