Analyse: De gamle er væltet – hvor er de nye henne?

Socialdemokratiet og Venstre var i samme situation fra starten af året og bandt sig så til hinanden med forliget om budgettet. Nu skal de begge igen bygge op, endda på et spinkelt fundament. Fire af de seks, som S og V tilsammen fik valgt, står på en helt særlig måde med nøglerne til, om deres parti skal have lettere vilkår at søge revanche på om fire år.

Tirsdag aften havde kommende borgmester Jacob Trøst (K) forhandlet med sine senere partnere i lige omkring 20 minutter, da et andet firkløver mere ubemærket gik ind i et andet forhandlingslokale.

Partierne var to, men personerne var fire: Borgmester Thomas Thors og lokalformand Anette Stæhr fra Socialdemokratiet – samt borgmesterkandidat Søren Schow og lokalformand Niels Plum fra Venstre.

Kort forinden havde Thors og Schow sammen set valgets slutresultat tone frem, siddende ved siden af hinanden i Socialdemokratiets lokale. Både det forhold og det senere møde mellem de to partiers frontfigurer bekræftede, at den var god nok: Socialdemokratiet og Venstre havde en aftale om at holde sammen i tirsdags.

Mere præcist gik aftalen ud på, at Thomas Thors skulle fortsætte som borgmester, hvis valget gav et rødt flertal. Mens Søren Schow skulle være borgmester, hvis flertallet modsat blev blåt.

Visse andre partier, nogle men på ingen måde alle, ville efter planen så blive inviteret med i en konstituering. Med den hegnspæl banket i jorden på forhånd, at borgmesterposten ikke var i spil og ikke var bare til diskussion.

Jacob Trøst kunne dagen efter valget fortælle, at han havde fået nøjagtigt den besked fra et borgerligt parti, som han ikke ville navngive, men som i virkelighedens verden kun kan være Venstre.

Forhåndskontakterne kan meget vel have været med til at forpurre planen for Socialdemokratiet og Venstre. I hvert fald vidste andre partier enten med sikkerhed besked med aftalen, eller også havde de gættet sig til, at sådan en aftale måtte findes.

At S og V havde en aftale var en faktor, som andre partier handlede ud fra på valgaftenen. At Dansk Folkeparti og Enhedslisten stak af med Jacob Trøst straks, da valgets resultat forelå, skal i høj grad også ses i det lys.

Ved at sætte sig i det samme lokale, rådende over blot seks mandater tilsammen, blev S og V's krigsråd tirsdag aften også billedet på, hvordan de to partiers skæbne i praksis var uløseligt forbundet til hinanden fra og med starten af september, hvor de sammen blev enige om kommunebudgettet.

Ser man tilbage på året i bornholmsk politik (dramatisk, omtumlet og helt ualmindeligt, som det blev), så ser man også, at de to partier i praksis har delt skæbne det meste af året. Kigger man fremad, ser man desuden, at det stadig er deres situation.

For begge partier blev det et valg uden nogen stærk, populær, karismatisk frontfigur. Vælgerne dumpede både Thomas Thors og Søren Schow. Begge blev spidskandidat, fordi de stod langt stærkere internt i deres partier, end de viste sig at gøre ved valgstederne.

Mange kunne se det allerede i vinters, og i både Venstre og Socialdemokratiet var der kræfter i gang for at få et valg med en anden i spidsen. I Venstre løb Peter Juel-Jensens forsøg noget halvgjort ud i sandet. Også Carsten Scheibye blev spurgt, men sagde nok en gang nej. Med en af de to som spidskandidat havde Venstre ikke måttet nøjes med bare to mandater.

Hos Socialdemokratiet havde Claus Larsen-Jensen modet til åbent at udfordre Thors. Men kommunalgruppen dannede en ring om borgmesteren, og som de helt store koryfæer lagde også miljøminister Lea Wermelin og den netop fratrådte borgmester Winni Grosbøll deres lodder hos Thors.

At Thomas Thors kunne afvise Claus Larsen-Jensen (endda klart) kom ikke bag på mange – men at en på lange stræk internt marginaliseret Larsen-Jensen kunne få hver tredje stemme med hele partiapparatet imod sig vidnede tidligt om en utryghed hos en hel del bornholmske socialdemokrater.

Med den fælles optakt, med et fælles budgetforlig og et par lapper på forliget i midten og med valget i tirsdags som kulminationen ser Venstre og Socialdemokratiet nu fortsat meget af det samme i møde. Med huller fra granater rundt om sig skal begge Bornholms to gamle borgmesterpartier nu forsøge at rejse sig fra den samme bombede brandtomt.

For dem begge er situationen dybt alvorlig.

Fire mandater ved et kommunalvalg findes ikke i verdensbilledet hos nogen bornholmsk socialdemokrat. Til det sidste troede (i hvert fald udadtil) Socialdemokratiets ledende folk på, at bornholmerne ville "besinde sig" og vende tilbage, når det gjaldt. Det skete bare ikke.

At Bornholm normalt er så socialdemokratisk endte som det sværeste odds, som Socialdemokratiet havde imod sig. Man så det allerede på dagen, hvor Winni Grosbøll annoncerede sin afgang, og hvor Thomas Thors med egne ord "stillede sig til rådighed", ikke bare som overgangsborgmester, men også som spidskandidat.

Den dag var han fuld af optimisme: Vælgerne ville forblive loyale over for Socialdemokratiet – og over for partiets nummer 1 i særlig grad. Det var Thomas Thors' forventning, klart udtrykt her i avisen.

I foråret slog den samme lethed igennem i tidligt partimateriale op til valget. Kæden af argumenter var i tre led: (1) Det går godt på Bornholm. (2) Socialdemokratiet har stået i spidsen, mens det er begyndt at gå godt. Og endelig (3) Stem på Socialdemokratiet, så det kan blive ved at gå godt.

Med den slagplan for valget fik Socialdemokratiet desto mere et problem, da det pludselig ret åbenlyst ikke gik godt. Hele 70 millioner kroner måtte Bornholm søge i Indenrigsministeriets pulje til vanskeligt stillede kommuner. Da kun det halve kom, stod Thomas Thors ikke kun med et meget besværligt kommunebudget, men også med et akut behov for om muligt at skaffe flere penge ad andre kanaler.

Kampagnen frem mod valget blev nu modereret til "Det går godt og skal stadig gå godt. Vi har dog nogle udfordringer". Altsammen rigtigt, men meget svært at vinde et valg på, ikke mindst efter 12 år ved magten. Budskabet her blev Thomas Thors' gennemgående, og efter valget kan Thors se tilbage på en valgkamp, hvor han sagde meget, der var sandt, på intet tidspunkt sagde noget usandt – men knapt nok heller sagde noget noget, der var spor populært.

Med udsigt til at blive cirka halveret, som det skete, har valgets store, reelle spørgsmål for Socialdemokratiet længe været hvilken S-gruppe, der ville blive valgt.

Gruppen fik en højere gennemsnitsalder, end mange i Socialdemokratiet havde håbet. Med 72-årige Thomas Thors, 68-årige Claus Larsen-Jensen og 61-årige Jonna Nielsen som de tre andre kommer 28-årige Maria Fromseier Kjærgaard allerede nu tæt på at være kåret til partiets næste borgmesterkandidat – i hvert fald hvis kandidaten skal hentes fra gruppen, som man plejer.

Hun trådte i karakter denne gang, ikke mindst mod valgkampens slutning. Men for S er det langt fra optimalt, at gruppen kun vil rumme ét bud på en, der kan udfordre Jacob Trøst om fire år.

Men i situationen ligger også, at Socialdemokratiet selv kan "skabe" flere muligheder.

Thomas Thors har allerede antydet, at han kunne finde på at træde ud. Det vil i så fald gøre plads til den fra og med fødseldagen i morgen 53-årige første suppleant Karen Lynn Jacobsen. Det mulige træk fra Thors bliver desto mere sandsynligt af, at han tydeligt nok ser muligheder i lige netop hende.

Gør Jonna Nielsen dernæst for partiets skyld det samme, vil hendes afløser være 48-årige Anne Jensen. Så vil Claus Larsen-Jensen som stærkt sandsynlig gruppeformand have to at lære fra sig til, før han op mod næste valg kan vælge også selv at træde til side.

Da vil hans afløser være 48-årige Kasper Flygare, og vupti kan Socialdemokratiet med måske et års tid til næste valg pludselig have fire yngre medlemmer af kommunalbestyrelsen som bud på den næste borgmesterkandidat.

De yngre socialdemokraters pres for et fornyet parti, hvor flere tager del i at udtænke både politik og strategi, begyndte allerede op til dette valg. Manøvren her vil være Socialdemokratiets klart bedste chance for hurtigt bare at nærme sig magten igen. Men et mandat er personligt og dyrebart og fint. Ingen vil kunne tvinge de ældre socialdemokrater til noget.

Venstre står snart endnu værre. Det eneste positive ved to mandater ud af 23 er, at det ikke bør være muligt at komme længere ned. Før valget betragtede de fleste tre mandater som Venstres absolutte bundgrænse. Den kigger man nu op på, nedefra.

Dermed er Venstre i samme båd som Socialdemokratiet. "Thomas Thors" hedder nu Søren Schow, og "Maria Fromseier Kjærgaard" hedder Heidi Burgedahl – med den ene, men meget store forskel på de to, at Burgedahl er nyvalgt, mens Kjærgaard har otte års erfaring.

Heller ikke Søren Schow vil gøre flere forsøg på at blive borgmester. Tager han den fulde konsekvens og siger farvel på et tidspunkt, vil hans afløser være stadig kun 43-årige Brian Kofoed. Så vil Venstre i det mindste have et valg mellem to at sætte i spidsen, når partiet skal prøve at tage revanche om fire år.

Præcis så grufuldt kan politik også være. Kæmpe træer i skoven kan falde så hurtigt, at man med stor interesse skæver til, om en eller to eller tre små spirer mon vil pible op ved de væltede stammer. Netop der står både S og V netop nu.