At Bornholm normalt er så socialdemokratisk endte som det sværeste odds, som Socialdemokratiet havde imod sig. Man så det allerede på dagen, hvor Winni Grosbøll annoncerede sin afgang, og hvor Thomas Thors med egne ord "stillede sig til rådighed", ikke bare som overgangsborgmester, men også som spidskandidat.
Den dag var han fuld af optimisme: Vælgerne ville forblive loyale over for Socialdemokratiet – og over for partiets nummer 1 i særlig grad. Det var Thomas Thors' forventning, klart udtrykt her i avisen.
I foråret slog den samme lethed igennem i tidligt partimateriale op til valget. Kæden af argumenter var i tre led: (1) Det går godt på Bornholm. (2) Socialdemokratiet har stået i spidsen, mens det er begyndt at gå godt. Og endelig (3) Stem på Socialdemokratiet, så det kan blive ved at gå godt.
Med den slagplan for valget fik Socialdemokratiet desto mere et problem, da det pludselig ret åbenlyst ikke gik godt. Hele 70 millioner kroner måtte Bornholm søge i Indenrigsministeriets pulje til vanskeligt stillede kommuner. Da kun det halve kom, stod Thomas Thors ikke kun med et meget besværligt kommunebudget, men også med et akut behov for om muligt at skaffe flere penge ad andre kanaler.
Kampagnen frem mod valget blev nu modereret til "Det går godt og skal stadig gå godt. Vi har dog nogle udfordringer". Altsammen rigtigt, men meget svært at vinde et valg på, ikke mindst efter 12 år ved magten. Budskabet her blev Thomas Thors' gennemgående, og efter valget kan Thors se tilbage på en valgkamp, hvor han sagde meget, der var sandt, på intet tidspunkt sagde noget usandt – men knapt nok heller sagde noget noget, der var spor populært.