Zelenskyj til FN's Sikkerhedsråd: Rusland skal tvinges til fred

24. SEP 2024 • 22:00UDLAND

Putin kommer ikke til at stoppe af sig selv. Man må tvinge ham, siger Zelenskyj.

Rusland skal "tvinges" til fred.

Det er meldingen fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tirsdag ved et møde i FN's Sikkerhedsråd, hvor der er fokus på situationen i det krigshærgede land.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Putin har brudt så mange internationale normer og regler, at han ikke kommer til at stoppe på egen hånd.

- Rusland kan kun tvinges til fred, og det er præcis, hvad der er brug for - at tvinge Rusland til fred som den eneste aggressor i denne krig, siger Zelenskyj.

Ved mødet i FN's Sikkerhedsråd siger Zelenskyj også, at "Ukraines ret til selvforsvar må sejre".

Meldingen fra Zelenskyj kommer, på et tidspunkt hvor der er stor usikkerhed om USA's fremtidige kurs i Ukraine-spørgsmålet.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har gjort det klart, at han ønsker en langt mere tilbageholdende tilgang til Ukraine-støtte end den nuværende amerikanske regering.

Tirsdag siger Trump under en tale i Georgia, at USA "skal ud" af Ukraine. Han er garantien for, at der kommer forhandlinger, lyder det videre.

Imens har den ukrainske regering presset på for at få lov til at bruge vestlige langtrækkende våben ind i Rusland.

Argumentet er, at det mest effektive middel til at forpurre de russiske angreb er at ramme fly og flybaser i Rusland.

Så sent som tirsdag kostede et russisk angreb på en boligblok i byen Kharkiv mindst tre mennesker livet.

- Vi regner med, at der er mod til at lade os angribe militære mål på fjendens territorie med vestlige våben, sagde Ukraines premierminister, Denys Sjmyhal, tirsdag som reaktion på angrebet.

- Det er helt afgørende for at beskytte folk.

Ukraine har tidligere også givet udtryk for, at den offensiv, som i august blev indledt i den russiske Kursk-region, skal kunne skabe et mere lige forhold i en forhandlingssituation.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT