Libanons udenrigsminister: En halv million er fordrevet

25. SEP 2024 • 00:33UDLAND

Libanons udenrigsminister siger tirsdag, at omkring 500.000 libanesere er blevet fordrevet fra deres hjem.

Antallet af fordrevne libanesere er steget til knap 500.000, siden Israel har skruet op for sine angreb mod den militante bevægelse Hizbollah i landet.

Det siger Libanons udenrigsminister, Abdallah Bou Habib ved et arrangement afholdt af tænketanken Carnegie Endowment for International Peace.

Han deltager også ved FN's Generalforsamling i New York City, hvor verdensledere mødes i disse dage.

Inden Israels seneste angreb havde Libanon omkring 110.000 fordrevne indbyggere, lyder det videre fra udenrigsministeren.

- Nu nærmer det sig nok en halv million, siger han.

De to landes konflikt går langt tilbage, men er intensiveret det seneste år.

Siden Hamas-bevægelsens angreb på Israel og Israels efterfølgende offensiv i Gaza har den libanesiske milits Hizbollah affyret raketter mod Israel.

Mandag ramte et israelsk luftangreb så i den nordlige del af Libanon - ifølge Israel med Hizbollah som mål - med hundredvis af døde.

I sidste uge eksploderede tusindvis af personsøgere og walkie-talkier i hænderne på Hizbollah-medlemmer med omkring 40 døde til følge.

Ifølge Hizbollah står Israel bag, men det har præsident Isaac Herzog afvist.

Intensiveringen af spændingerne fylder også ved FN's møde i USA, hvor flere regeringschefer har advaret om situationen.

USA's præsident, Joe Biden, var tirsdag på talerstolen.

- Selv om situationen er eskaleret, er en diplomatisk løsning stadig mulig, sagde han blandt andet.

Libanons Abdallah Bou Habib var skuffet over den amerikanske præsidents ord, siger han efterfølgende.

- Det var ikke stærkt, det var ikke lovende, og det vil ikke løse det libanesiske problem, lyder det fra udenrigsministeren.

- Vi har stadig håb. USA er det eneste land, som virkelig kan gøre en forskel i Mellemøsten i og i forhold til Libanon.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT