FN-chef kommer med opsang: Libanon står på kanten

24. SEP 2024 • 20:03UDLAND

Lande tror, at de kan slippe afsted med alt, siger FN-chef og henviser til situation i Ukraine og Gaza.

FN's generalsekretær, António Guterres, langede ud efter flere krigsførende landes regeringer ved åbningen af generaldebatten tirsdag i FN's Generalforsamling.

Nogle lande opfører sig nemlig, som om de føler sig "berettiget til et kort, der lader dem komme ud af fængslet gratis".

Sådan lød det fra FN-chefen med et engelsk udtryk, der oprindeligt kommer fra brætspillet Matador (get out of jail free card, red.).

Guterres henviste blandt andet til situationen i Ukraine, Gaza og Sudan.

- De kan trampe på folkeretten. De kan forbryde sig mod FN-charteret, sagde Guterres.

- De kan invadere andre lande, fuldstændig ødelægge samfund og helt og aldeles se bort fra deres eget folks velfærd. Og der sker intet.

- Graden af straffrihed i verden er politisk uforsvarlig og moralsk uacceptabel.

I denne uge mødes verdensledere i New York City, på et tidspunkt hvor konflikten mellem Israel og den libanesiske bevægelse Hizbollah er eskaleret.

Mange frygter, at den nu cirka et år lange krig mellem Israel og Hamas udvikler sig til en fuldtonet krig også i Libanon.

- Libanon står lige nu på kanten, sagde Guterres.

- Libanons folk, Israels folk, verdens folk kan ikke tåle, at Libanon bliver endnu et Gaza.

Guterres mener, at verdens tilstand lige nu er uholdbar. Men han ser en mulighed for, at problemerne kan løses.

- Den geopolitiske splittelse bliver større. Planeten bliver varmere. Krige raser, uden at vi har nogen anelse om, hvordan de stopper. Og så er der atompositioneringen og nye våben, som kaster lange skygger, sagde han.

- Vi nærmer os det utænkelige - en krudttønde, der risikerer at omslutte verden.

Også USA's præsident, Joe Biden, var tirsdag på talerstolen. Det var sidste gang ved FN's Generalforsamling som præsident.

Han erklærede, at Rusland ikke havde nået sine mål i Ukraine, og sagde, at det stadig er muligt at finde en diplomatisk løsning mellem Israel og Hizbollah.

Biden sluttede sin tale af med at trække på erfaringer fra sin egen tid på posten og kom med en advarsel til autokrater om ikke at klynge sig til magten.

- Denne sommer stod jeg med en beslutning om, hvorvidt jeg skulle gå efter en anden periode som præsident. Det var en svær beslutning, sagde han.

- Så meget som jeg elsker dette job, så elsker jeg landet mere. Jeg besluttede efter 50 års offentlig tjeneste, at det er tid til, at en ny generations ledere bringer min nation videre.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT