Israel ønsker ikke en landinvasion af Libanon

24. SEP 2024 • 21:23UDLAND

Israel har udført stort luftangreb mod Libanon. På jorden er Israel dog ikke ivrig efter at sende tropper ind.

Spændingerne er taget til mellem Israel og Libanon den seneste tid, og siden mandag er mindst 569 dræbt af israelske luftangreb i Libanon.

Israel er dog "ikke ivrig" efter at indlede en landinvasion af nabolandet.

Det siger Israels FN-ambassadør, Danny Danon, ved FN's Generalforsamling i New York City, hvor verdensledere mødes i disse dage.

- Vi er ikke ivrige efter at starte en landinvasion nogen steder, siger Danon ifølge AFP og tilføjer, at Israel foretrækker en diplomatisk løsning.

Hvis ikke er Israel dog klar til at tage andre metoder i brug for at vise, at landet "mener det alvorligt", lyder det fra FN-ambassadøren.

- Vi ønsker ikke at sende vores drenge i kamp i et fremmed land, men vi er fast besluttet på at beskytte Israels civile.

De to landes konflikt går langt tilbage, men er intensiveret det seneste år.

Siden Hamas-bevægelsens angreb på Israel og Israels efterfølgende offensiv i Gaza har den libanesiske milits Hizbollah affyret raketter mod Israel.

Mandag ramte et israelsk luftangreb så i den nordlige del af Libanon - ifølge Israel med Hizbollah som mål - med hundredvis af døde.

I sidste uge eksploderede tusindvis af personsøgere og walkie-talkier i hænderne på Hizbollah-medlemmer med omkring 40 døde til følge.

Ifølge Hizbollah står Israel bag, men det har præsident Isaac Herzog afvist.

Intensiveringen af spændingerne fylder også ved FN's møde i USA, hvor flere regeringschefer har advaret om situationen.

En af dem er USA's præsident, Joe Biden, som i en tale sagde, at krig i fuld skala er "ikke i nogens interesse".

- Selv om situationen er eskaleret, er en diplomatisk løsning stadig mulig, sagde han ifølge AFP.

En person glimrer ved sit fravær - Israel premierminister, Benjamin Netanyahu.

Han er ikke dukket op endnu, selv om det var ventet, og der går yderligere et par dage, før det sker.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har han igen udskudt sin ankomst. Han ventes nu at ankomme i New York City torsdag og at holde sin tale dagen efter.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT