USA nedlægger veto mod palæstinensisk medlemskab af FN

19. APR 2024 • 01:12UDLAND

Et flertal har torsdag stemt for, at en palæstinensisk stat bliver medlem af FN - men USA har nedlagt veto.

USA nedlægger veto mod, at Det Palæstinensiske Selvstyre kan blive tilbudt fuldgyldigt medlemskab af FN.

Det sker sent torsdag aften til en afstemning i FN's Sikkerhedsråd, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mere specifikt har USA nedlagt veto mod et forslag til en resolution, hvor det lyder, at "den palæstinensiske stat optages som medlem af FN".

Storbritannien og Schweiz lod være med at stemme, mens de 12 andre medlemmer af rådet stemte for.

Argumentet fra USA lyder, at en selvstændig palæstinensisk stat bør etableres gennem direkte forhandlinger med Israel og ikke gennem Sikkerhedsrådet.

USA har vetomagt, fordi landet er blandt de fem permanente medlemmer i rådet.

- USA støtter i høj grad fortsat en tostatsløsning. Denne afstemning afspejler ikke modvilje mod en palæstinensisk stat, men er derimod en anerkendelse af, at den kun kan vokse ud af direkte forhandlinger mellem parterne, siger Robert Wood, som er USA's viceambassadør i FN.

Det Palæstinensiske Selvstyre fik i 2012 status som ikkemedlems-observatørstat i FN.

For at udskifte den status med et medlemskab, skal det godkendes i Sikkerhedsrådet - hvilket USA altså torsdag har sat en stopper for - og have grønt lys fra mindst to tredjedele af FN's Generalforsamling.

I en udtalelse fordømmer præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, USA's beslutning om at nedlægge veto.

Det er "unfair, uetisk og uberettiget", lyder det fra præsidenten, og det udfordrer "det internationale samfunds vilje, som i høj grad støtte et fuldgyldigt palæstinensisk medlemskab".

Fra Israel lyder den omvendte reaktion - her roser udenrigsminister Israel Katz USA.

- Det skammelige forslag blev afvist. Terrorisme vil ikke blive belønnet, siger han.

Afstemningen om et palæstinensisk FN-medlemskab sker mere end et halvt år inde i krigen mellem Israel og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza.

I FN's Sikkerhedsråd har der længe været støtte til idéen om to stater, der lever side om side i området. Et palæstinensisk ønske har lydt på en stat, der tæller områderne Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU