OVERBLIK: Det ved vi om brandangreb på det franske jernbanenetværk

26. JUL 2024 • 15:52UDLAND

Tre franske højhastighedstoglinjer er blevet ramt af brandangreb forud for åbningsceremonien ved OL i Paris.

Fredag forvoldte ukendte gerningsmænd skader på tre franske højhastighedstoglinjer i det såkaldte TGV-netværk forud for åbningsceremonien ved de olympiske lege i Paris.

Her er, hvad vi ved om ildspåsættelserne.

* Omkring klokken 04.00 fredag morgen blev tre af Frankrigs TGV-højhastighedstog ramt af brandangreb. Et forsøg på at sætte ild til en fjerde linje blev afværget, fordi vedligeholdelsesmedarbejdere kontaktede politiet hurtigt.

* Det drejer sig om linjen fra det sydvestlige Frankrig til og fra Paris, linjen fra Paris til Lille i nord og linjen fra Paris til Strasbourg i øst. Det mislykkede forsøg skete på linjen mellem Paris og Lyon mod sydøst.

* Ingen personer eller grupperinger har indtil nu taget ansvaret for aktionerne.

* Anklagemyndigheden i Paris har indledt en undersøgelse, som skal afdække, om en organiseret gruppe stod bag angrebene, og hvilke skader eller forsøg på skader på jernbanerne der fandt sted.

* En fjerdedel af alle Eurostar-tog er aflyst til og med søndag. Eurostars tog går mellem Storbritannien, Frankrig og Belgien.

* Omkring 800.000 er berørt af følgerne af brandene, som blandt andet omfatter forsinkelser og aflysninger indtil søndag.

* Frankrigs premierminister, Gabriel Attal, kalder ildspåsættelserne for "sabotagehandlinger".

* Frankrigs statsejede jernbaneselskab, SNCF, kalder brandangrebene for et "massivt angreb, som har til mål at lamme jernbanenetværket". Videre kalder de handlingerne for "ondsindede og koordinerede" og "et angreb på Frankrig".

* Fredag formiddag lukkede en schweizisk-fransk lufthavn midlertidigt på grund af en bombetrussel, og et Air France-fly stod "standby". Det er uklart, om evakueringen af lufthavnen har relation til brandangrebene.

* Åbningsceremonien ved de olympiske lege finder som planlagt sted klokken 19.30.

Kilder: CNN, BBC, Reuters og AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT