Rumænien finder dronerester fra Rusland på rumænsk jord

25. JUL 2024 • 16:33UDLAND

Rumæniens forsvarsministerium bekræfter, at der er fundet fragmenter af en russisk drone tæt på Ukraine.

Der er fundet fragmenter fra en russisk drone i en rumænsk landsby i nærheden af Donau-floden og grænsen til Ukraine.

Det oplyser Rumæniens forsvarsministerium torsdag.

Forinden havde den rumænske tv-station Digi24 fortalt, at der var fundet fragmenter fra en drone i Rumænien efter et natligt russisk angreb på ukrainsk infrastruktur.

Rumæniens forsvarsministerium oplyser, at eftersøgningen efter yderligere fragmenter fortsætter.

Alle steder, hvor droner kan være faldet ned, er ifølge ministeriet uden for beboede områder, og ingen former for infrastruktur er blevet beskadiget, lyder det.

Donau-floden løber igennem den østlige del af Rumænien, der grænser op til blandt andet Ukraine.

Rumænien er medlem af forsvarsalliancen Nato.

Nato har ikke set nogen indikationer på, at der har været intentioner om at angribe Nato-område.

Det siger en Nato-talsperson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Nato siger dog også, at det er "uansvarligt og potentielt farligt" med hændelser, hvor russiske droner kommer ind i rumænsk luftrum.

Den rumænske udenrigsminister, Luminita Odobescu, skriver på X, at landet har informeret sine allierede om fundet af fragmenter.

- Rumænien fordømmer på det stærkeste disse uforsvarlige handlinger, skriver hun.

Chefen for det ukrainske luftforsvar, Mykola Olesjtsjuk, siger, at ukrainske styrker har ødelagt 25 ud af 38 droner i et russisk angreb på ukrainsk infrastruktur natten til torsdag.

Luftforsvarschefen siger, at tre droner "blev væk efter at have krydset grænsen til Rumænien". Han gav ikke yderligere detaljer.

Rumænien har en grænse på cirka 650 kilometer op til Ukraine. Fragmenter fra russiske droner har gentagne gange forvildet sig ind på rumænsk jord i løbet af det seneste år.

Natos medlemslande er forpligtet til at forsvare hinanden, hvis de skulle blive angrebet militært. Dette er sikret af artikel 5 - den såkaldte musketered.

Tilbage i november 2022 blev to personer dræbt, da et luftforsvarsmissil landede i den polske landsby Przewodow tæt på grænsen til Ukraine.

Her var dog ikke tale om et russisk missil, men et ukrainsk missil, som ved en fejl endte i Polen.

Inden det stod klart, at der var tale om et ukrainsk missil, opstod der bekymring inden for Nato for, at forsvarsalliancen ville blive trukket ind i krigen mellem Rusland og Ukraine.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT