Flytrafik i Frankfurt genoptages gradvist efter klimaaktion

25. JUL 2024 • 09:22UDLAND

Al lufttrafik i Frankfurt blev indstillet torsdag morgen, efter at aktivister limede sig fast til startbanen.

Al lufttrafik i lufthavnen i Frankfurt blev tidligt torsdag morgen midlertidigt indstillet som følge af en klimaaktion, der er organiseret af gruppen Last Generation.

Omkring klokken 08.00 oplyser lufthavnen på den sociale platform X, at flytrafikken er delvist genoptaget.

Tidligere var der meldinger om seks aktivister, der var trængt ind på lufthavnens område, men klokken 9.00 torsdag skriver det tyske nyhedsbureau dpa, at der er tale om otte aktivister.

Heraf har syv aktivister limet sig fast til lufthavnens startbane, mens en person sad fast i hegnet, der omringer lufthavnsområdet.

Alle otte er blevet tilbageholdt af politiet.

Ifølge dpa er to aktivister blevet frigjort fra startbanen og er nu i politiets varetægt.

Det bekræfter politiet i Frankfurt over for dpa torsdag morgen.

- Grundet en igangværende demonstration i lufthavnen er al flytrafik i øjeblikket indstillet. Passagerer bedes om ikke at tage i lufthavnen på nuværende tidspunkt, oplyste lufthavnen tidligt torsdag morgen i opslaget på X.

Men lufttrafikken kan altså gradvist genoptages, lyder meldingen efter klokken 08.00.

Lufthavnen anbefaler, at passagererne tjekker status på deres fly, før de tager afsted mod lufthavnen. Man skal indregne ekstra rejsetid, lyder det i opslaget.

Ifølge en journalist fra dpa, som er til stede i lufthavnen, fik de syv aktivister adgang til lufthavnsområdet gennem et hegn i de tidlige morgentimer.

De havde herefter limet sig fast til startbanen i Tysklands største lufthavn.

- Alle sikkerhedsmyndigheder arbejder i øjeblikket på at løse udfordringerne så hurtigt som muligt, lyder det fra en talsperson for det føderale politi i lufthavnen.

I et opslag på X skriver gruppen Last Generation, at de ønsker, at alt brug af fossile brændstoffer ophører inden 2030.

- Den fortsatte udvinding og afbrænding af olie, gas og kul er en trussel mod vores eksistens, lyder det fra gruppen.

Også i Norge er der torsdag morgen klimaaktivister i en af landets lufthavne.

11 aktivister spærrer dele af området for check-in i Oslos lufthavn, Gardermoen. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Demonstrationerne har ingen indflydelse på flytrafikken. Det oplyser en pressevagt fra den statsejede virksomhed Avinor, som driver en række lufthavne og flyvepladser i Norge, til nyhedsbureauet.

Torsdagens aktioner sker, efter at aktivister fra forskellige klimabevægelser, herunder Last Generation, onsdag demonstrerede i flere europæiske lufthavne.

Blandt andet limede aktivister fra Last Generation sig fast til startbanen i lufthavnen i Köln.

Det førte til, at lufttrafikken blev indstillet i omkring tre timer, skriver dpa.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT