OVERBLIK: Strid om hvaljagt ligger bag kendt aktivists anholdelse

26. JUL 2024 • 22:04INDLAND/KRIMINAL

Konflikten mellem aktivisten Paul Watson og Japan eskalerede i 2010, da Watson angiveligt angreb japansk skib.

Aktivisten Paul Watson sidder varetægtsfængslet i Grønland og kan muligvis blive udleveret til Japan, som længe har ønsket at retsforfølge ham.

Striden bunder i japansk hvalfangst, som Watson i mange år har kæmpet imod.

Her kan du blive klogere på sagen:

* Kommerciel hvalfangst blev i en international aftale i 1986 gjort forbudt. Japan tilsluttede sig aftalen, hvis formål er at redde hvalarter fra at uddø.

* Efter aftalen har det fortsat været tilladt for oprindelige folk at fange hvaler, mens også fangst til videnskabelige formål har været tilladt.

* Japan har derfor fortsat deres hvalfangst med det argument, at det er med et videnskabeligt formål. Flere grupper af aktivister mener dog, at det er løgn - at det rent faktisk er kommerciel hvalfangst - og har derfor forsøgt at forhindre de japanske skibe i at fange hvaler.

* Striden mellem Japan og Paul Watson eskalerede i 2010. Ifølge Japan beskadigede Watson her et skib til hvalfangst og overfaldt samtidig en del af besætningen på skibet.

* I 2012 blev der af den grund gennem Interpol udsendt en international arrestordre på Paul Watson.

* En FN-domstol afgjorde i 2014, at den japanske hvalfangst ved Antarktis er ulovlig.

* I 2019 trak Japan sig fra aftalen om kommerciel hvalfangst. Ifølge nyhedsbureauet AFP fanger Japan ikke længere hvaler i Antarktis, men udelukkende i japansk farvand.

* I maj 2024 blev det 9300 ton tunge skib "Kangei Maru" søsat fra Japan. Skibet, der omtales som et moderskib, kan tage imod hvalfangster fra mindre skibe.

* Skibet har kapacitet til at opbevare op til 2000 ton hvalkød på frost.

* Da Paul Watson blev anholdt søndag i Grønland, var han netop ankommet til havnen i Nuuk om bord på skibet "John Paul Dejoria".

* Skibet var på vej mod Stillehavet for at "opsnappe" skibet "Kangei Maru", har organisationen Captain Paul Watson Foundation oplyst.

Kilder: Ritzau, AFP, BBC, CNN.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT