Medie: Israel vil screene hjemrejsende palæstinensere i Gaza

26. JUL 2024 • 03:43UDLAND

Israel har ifølge kilder tæt på forhandlingerne ombestemt sig om en detalje i våbenhvileplan for Gazastriben.

Israel kræver at få lov til at screene palæstinensere, som er flygtet til den sydlige del af Gazastriben, på deres hjemrejse til den nordlige del af striben, når krigen mellem den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas og Israel er slut.

Det fortæller fire unavngivne kilder med kendskab til forhandlingerne om våbenhvile til nyhedsbureauet Reuters.

I blandt kilderne er en vestlig embedsmand, en palæstinensisk embedsmand og to embedsmænd fra Egypten.

De hævder over for nyhedsbureauet, at det israelske krav komplicerer forhandlingerne. Ikke mindst fordi Israel tidligere havde givet afkald på retten til at screene hjemvendende palæstinensere.

Israel iværksatte voldsomme modangreb mod Gazastriben, efter at Hamas 7. oktober angreb Israel og ifølge en israelsk optælling dræbte flere end 1100 mennesker og tog 250 gidsler.

Angrebene startede primært i den nordlige del af Gazastriben, hvorfor områdets palæstinensere de seneste ni måneder gradvist har søgt længere og længere mod syd.

De israelske forhandlere "ønsker en mekanisme til at undersøge civilbefolkningen, der vender hjem til det nordlige Gaza, hvor der er en bekymring for, at befolkningen kan støtte" soldater fra Hamas, siger den vestlige embedsmand.

Hamas har modsat sig det nye krav fra Israel, lyder det fra den palæstinensiske og de egyptiske kilder.

En anden tvist i forhandlingerne er ifølge de egyptiske kilder, at Israel kræver at føre kontrol med grænsen mellem Gazastriben og Egypten.

Den egyptiske regering har ifølge kilden afvist det krav som værende helt uden for aftalens ramme.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har endnu ikke be- eller afkræftet, om Israel kræver retten til at screene hjemrejsende palæstinensere.

Den amerikanske regering og Egyptens udenrigsministerium er ifølge Reuters ikke umiddelbart vendt tilbage med en kommentar til historien.

Fra Hamas lyder det, at Israel prøver at bremse forhandlingerne.

- Netanyahu trækker forhandlingerne ud. Han har indtil videre ikke ændret holdning, lyder det fra Sami Abu Zuhri, som er talsmand for Hamas' politbureau.

Ifølge Gazastribens sundhedsministerium, som er under hamasstyrets kontrol, har flere end 39.000 palæstinensere mistet livet i de israelske angreb mod området.

Gazastriben er på størrelse med den danske ø Mors og ligger mellem Israel, Egypten og Middelhavet. Langt størstedelen af områdets 2,3 millioner store befolkning er blevet fordrevet fra deres hjem, og området er plaget af alvorlig fødevaremangel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT