Brandskadede franske toglinjer kan formentlig repareres på et døgn

26. JUL 2024 • 18:28UDLAND

Det vil kun være små dele af køreledningerne, der skal udskiftes efter brandskade, vurderer ingeniør.

Driften på de franske toglinjer, der har været ramt af brandangreb, vil formentlig være normal igen lørdag.

Det siger Kristian Madsen fra ingeniørforeningen IDA.

Han har en baggrund inden for togdrift og er uddannet i jernbaneteknik.

- Der skal meget høje temperaturer til for at beskadige køreledningerne, der er lavet af kobber. Samtidig afbrydes strømmen i ledningerne, når de blevet beskadiget. Det begrænser, hvor stor skaden bliver.

- Det vil formentlig være nødvendigt at udskifte mindre stykker. Det kan gøres inden for en halv til en hel dag, siger Kristian Madsen.

Det var tidligt fredag morgen - forud for åbningsceremonien ved OL i Paris - at flere højhastighedstoglinjer i Frankrig blev beskadiget i ildspåsættelser.

Det drejer sig om jernbaner mellem Paris og andre store byer, herunder Lille og Strasbourg.

Det har påvirket driften.

En fjerdedel af alle Eurostar-tog, der kører mellem Storbritannien, Frankrig og Belgien, er aflyst til og med søndag.

I alt vurderes 800.000 personer at være berørt af forsinkelser og aflysninger som følge af brandene.

Oprydning og reparationer efter angrebene er fredag gået i gang flere steder.

Det indebærer blandt andet, at der skal fragtes nye stykker ledning frem.

Det kan gøres ved hjælp af særlige køretøjer, der kan køre på sporene, selv om køreledningerne ikke virker, siger Kristian Madsen.

- Arbejdet er kommet hurtigt i gang. Det er normal praksis, at man har beredskabsplaner liggende i tilfælde af situationer, hvor driften bliver påvirket.

- Samtidig har der nok været et ekstra beredskab klar. Når man har store arrangementer - som eksempelvis OL - så forbereder man sig på scenarier, hvor nogle vil forsøge at forpurre det.

Det står endnu ikke klart, hvem der står bag angrebene.

Anklagemyndigheden i Paris har indledt en undersøgelse, som blandt andet skal afdække, om det har været en organiseret gruppe.

Samtidig skal det undersøges, hvor store skaderne på toglinjerne har været.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT